Rejselitteraturen om Himalaya kan skæres over en rimelig forudsigelig kam: Enten handler bøgerne om eventyrlystne vesterlændinges dumdristige forsøg på at bestige en bjergtinde. Eller også handler de om at finde spirituelle og eksistentielle indsigter i Østen.
Erika Fatland er sig bevidst om dette og gør i ”Højt” noget helt andet: Hun får lokalbefolkningen til at fortælle deres helt nære livshistorier og lykkes langt hen ad vejen med at gøre verdenshistorien levende i et område, som for mange af os er ukendt land, og hvor kolonialisme, imperialisme og krige igennem århundreder har trukket – og stadig trækker – blodige spor.
Den norske socialantropolog og forfatter gentager i ”Højt” sin succesformel fra bestsellerne ”Sovjetistan” (2014) og ”Grænsen” (2017), hvor hun på samme detaljerede måde igennem klassisk feltarbejde beskrev livet i de centralasiatiske tidligere sovjetrepublikker og samtlige 14 lande, der grænser op til Rusland.
Denne gang har hun over to etaper fra juli til december 2018 og igen fra april til juli 2019 i bogstaveligste forstand rejst over stok og sten i Kina, Pakistan, Indien, Bhutan, Nepal og Tibet. Det er her på verdens tag, at fortidens og nutidens stormagter gang på gang er kommet op at toppes, og igennem sine møder med utallige ældre som yngre, mænd som kvinder i lerhytter, templer, klostre, minibusser og betonbyggerier formår hun at tydeliggøre, at det er menneskene, der altid betaler prisen som brikker i stormagtsspillet.
Der er hjerteskærende skæbnefortællinger som den om Muhammed Ali, der med sine fem sønner og to døtre bor i et lerklinet hus i landsbyen Turtuk i den indisk-kontrollerede del af Kashmir, som frem til 1971 var en del af Pakistan. Da den tredje krig mellem rivalerne brød ud dengang, var han fire eller måske fem år, og hans forældre var rejst til en by i nærheden. De kom aldrig hjem igen, for pludselig var der en ny grænse. Hele hans liv har været præget af delingen i 1971, fortæller han Fatland. Han genså aldrig sin mor, der døde, da han var ni. Først i 2014 mødte han sin far, som i mellemtiden var blevet en olding, og siden da har han hver dag gået i den brune habitjakke, som faderen gav ham.
Den slags historier er der mange af i ”Højt”. Erika Fatland har en eminent evne til at flette fortiden ind i nutidens dagligdags bekymringer og glæder, og det er imponerende, hvor meget hun med hjælp fra et utal af guider og tolke faktisk får lokket ud af de mange, mange mennesker, hun møder på sin ofte besværlige vej til selv de mest afsidesliggende afkroge af Himalaya-regionen.
Livet er blevet enklere, siger ikke så få af dem. Men nu da de har fået elektricitet, mobiltelefoner og tv, er deres århundreder år gamle kultur og traditioner ved at blive eroderet på samme måde, som de allestedsnærværende klimaforandringer ødelægger deres livsgrundlag med hyppige stormfloder, tørke og jordskred som følge af de tydeligt smeltende gletsjere.
Når bogen er bedst, er den både fængende folkeoplysning og religions- og historieundervisning på et højt niveau. Som når hun deltager i adskillige religiøse ritualer såsom en hinduistisk pilgrimsvandring rundt om et helligt bjerg i Tibet.
Når hun både her og i Xinjiang er vidne til det kinesiske styres tvangsfjernelse af den lokale kultur og religion.
Når hun møder den tidligere prinsesse af det hedengangne kongerige Sikkim, der ligger klemt inde mellem Nepal og Bhutan.
Når hun taler med en af de sidste overlevende fra Slaget om Kohima, som japanerne tabte i 1944 ved grænsen til Myanmar.
Eller når hun i Kathmandu møder tidligere kusmarier; nepalistiske barnegudinder, som tilbedes af hinduer og skiftes ud, når de når menstruationsalderen.
Og sine steder er det også virkelig morsomt, som når hun i det gennemregulerede, isolerede Bhutan får fortalt yeti-historier og overværer et mildt sagt fallospræget danseritual, eller når astrologer i Indien, Nepal og Bhutan på hver sin vis tilskynder hende til at få børn.
Turister har den dygtige socialantropolog Erika Fatland ikke meget tilovers for, hverken vestlige eller indiske. Hendes beskrivelser af den hysteriske og tragiske jagt efter at nå toppen af Mount Everest i spraglet, toptunet treckingudstyr rammer plet, men hun glemmer, at hun selv er turist. Det er en skam, at hun ikke selv reflekterer over sin egen rolle og over, hvad formålet egentlig er med en så uhyre detaljeret og til tider udmattende udrulning af Himalayas historie.
Det er en ordentlig moppedreng, Erika Fatland har begået, og der er rigtig meget at hente i den, hvis man interesserer sig for kultur- og religionssammenstød, men den kræver også meget af sin læser. Det er en stor hjælp med de mange kort i bogen, men også hæmmende for læsningen, at man ofte bliver nødt til at bladre tilbage for at orientere sig.
Mens Udenrigsministeriet stadig fraråder alle udlandsrejser for at undgå coronasmitte, vil tålmodige læsere kunne få dulmet deres udlængsel ved at tage med den velskrivende Erika Fatland på en langstrakt, men mestendels fascinerende rundrejse i Himalaya.
Læs også Kristeligt Dagsblads interview med Erika Fatland her.