»Gode Gud?« hedder bogen, som den norske biskop Rosemarie Köhn og den nu i Norge virkende danske præst og terapeut Susanne Sønderbo har skrevet sammen. Undertitlen lyder: »Gudsforgiftning og gudsbilleder«. Bogens konkrete anledning er den mildt sagt ophedede debat, man har haft i Norge om homofile præster. Der bringes udførlige citater af både bifaldende og især kritiske breve til biskoppen.
Det er de sidste, der er interessante på grund af deres voldsomme retorik, hvor dom og straf og Guds vrede påkaldes i et sprog, der forekommer anmelderen at være et godt stykke hinsides injuriegrænsen. Det drejer sig tydeligvis ikke om en kirkelig, endsige teologisk, debat. De hidsigere brevskrivere optræder som henrettelsespeleton. Den slags kan man selvsagt vælge at lade gå i papirkurven. Det har forfatterne ikke gjort. De har valgt at tage grundigt fat om nælden og spørge både teologisk og psykologisk: Hvad er det for et gudsbillede, der kommer til udtryk på den måde?
For at nå til en mulig forståelse af fænomenet griber forfatterne tilbage til den tyske psykolog Tilmann Moser, der for en del år siden udgav en stærkt kritisk bog »Gudsforgiftning«, som til dels var et opgør med hans egen opvækst i luthersk pietisme. Han skrev dengang til Gud: »Du har overlevet i mig som en gift, som min krop aldrig kunne befri sig for. Du boede i mig som selvhad«. Det hører så med til historien, at Moser senere er nået frem til et andet og positivt syn på den kristne gudstro og nu i sin terapi hjælper sine patienter med deres gudsforgiftning.
Det er klart nok den maskuline, autoritære Gud, der bevirker den slags åndelig forgiftning. Det er derfor rimeligt nok, at forfatterne opleder andre traditioner i kristendommen, hvor Gud også kan beskrives i kvindelige kategorier: »Dersom vi bare beskriver Gud i mandskategorier og bare omtaler og tiltaler Gud som »han«, så halverer vi efter min mening gudsbilledet og underkender, at al tale om Gud nødvendigvis er billedlig«, skriver Susanne Sønderbo og griber bl.a. tilbage til Julian af Norwich fra 1300-tallet. Men forfatterne går dybere. De vil indkredse, hvordan et gudsbillede grundlægges og udvikles. Og de har især interessen henvendt på de dæmoniske og destruktive træk, som et sådant billede kan få, når »ét aspekt eller én fremtrædelsesform af gud bliver overbetonet og gjort absolut«.
Forfatterne opstiller ved hjælp af psykologerne Erik Erikson, J.W. Fowler og P. Köster et omfattende skema, der dækker alle livsaldrene, og som viser, hvordan menneskelige grundfølelser og gudsbillede udvikles så at sige hånd i hånd. De har et skarpt blik for »den sikre tros« faldgruber. Det er altså fundamentalismen både hard-core og light, der står for skud, fordi den med Gunnar Stålsetts ord »fornægter grundlæggende demokratiske værdier som alle menneskers ligeværd uafhængigt af race, køn og religion, og den forkaster værdien af individers og gruppers frie valg«.
Som positivt modstykkke præsenterer forfatterne en læsning af Matthæusevangeliet under overskriften »Jesus som »billedet af Guds væsen« som Matthæus ser det«. Udlægningen af de udvalgte evangelietekster kombinerer på forbilledlig vis en helt ajourført eksegetisk behandling med en i ordets bedste forstand sjælesørgerisk anvendelse. Det indebærer også et livtag med Mattæus´ tale om frelse og fortabelse. Hvad betyder dommen? Her citeres præcist og rammende Jürgen Moltmann: »Det er det onde, der dømmes. Men at det onde fordømmes, indebærer ikke at menneskene fordømmes.«
I det afsluttende kapitel opleder forfatterne så »gode, livgivende gudsbilleder« som den bedste modgift. Her trækker forfatterne på et rigt materiale fra digtekunst, billedkunst, kirkearkitektur, symboler og tegn - og selvfølgelig Bibelen. Det bliver næsten en dokumentation af en rig fælleskirkelig tradition, der modsiger den snæversindede fundamentalisme og demonstrerer, hvor isoleret et fænomen den trods alt er. Meget passende klinger bogen ud med et Grundtvig-citat fra »påskemorgen slukker sorgen«.
Det er en fremragende bog, som bestemt har relevans også i en dansk sammenhæng - f.eks. i relation til Grosbøll-sagen, hvor retorikken jo også har været svulstig. De to forfattere er dygtige teologer, men det nødvendige teologiske arbejde får aldrig lov til at dominere. Lige så vigtigt er det at understrege, at en ægte fromhed og en dyb vilje til samtale bærer bogens anliggende. Læs den, før du tager stilling til det næste sure læserbrev!
Rosemarie Köhn og Susanne Sønderbo: Gode Gud? Gudsforgiftning og gudsbilleder.182 sider. Pax Forlag. Oslo.