Når Magda Szabo åbner "Døren", vælter et fremragende erindringsværk frem

Historien er glimrende fortalt og godt oversat af Peter Estherhás. Læs den som et forsvar for menneskers ret til deres egen skæbne, som medfølende sjæle ikke skal pille for meget ved

Nøgle til den lukkede "Døren", der egentlig nærmere er en ældre kvinde, skal findes i mange forskellige niveauer af en samtale.
Nøgle til den lukkede "Døren", der egentlig nærmere er en ældre kvinde, skal findes i mange forskellige niveauer af en samtale. . Foto: People’s Press.

Magda Szabós såkaldte roman ”Døren” fra 1987 bliver ledsaget af forskellige udenlandske mediers lovord: ”mesterværk, usædvanlig, original og dybt fascinerende” – og det passer da også nogenlunde. Men en roman er det altså ikke.

Snarere er der tale om et fremragende erindringsværk om en ældre kvinde, som husbestyrer hos vores forfatterinde Magda Szabó (1917-2007). Bogen er fra 1987, og man genkender tidens sympati for de genstridige detaljer i forhold til dannelsen, ja tankerne går til for eksempel Per Højholts ”Lynmuseet” fra 1984, hvor der tales om ting på hylderne skabt uden formål i vores verden, men sikkert i en anden.

Vores forfatterinde forstår ikke den jordbundne ældre kvinde, der ikke lukker nogen ind i sit hus, ikke åbner sin dør for nogen. Kvinden har heller ikke høje tanker om forfatterindens arbejde ved skrivemaskinen, betragter det som noget pjat. Hun læser ikke avis, hører kun gadens sladder, passer sine mange arbejder hos forskellige mennesker, passer sine indelukkede ni katte (viser det sig), og nu altså også forfatterindens hus, men hun er ikke interesseret i et nærmere samkvem med familien i huset undtagen med deres hund, som hun tager med sig hjem og opdrager strengt. Men hunden elsker det og vil helst være hos den gamle kvinde Emerence. Hunden bliver et tegn på hele værkets sympati for den gamle.

Vi følger så forfatterindens forsøg på at åbne ”døren” ind til dette menneske på mange forskellige niveauer blandt andet også en interesseret kærlighed. Det gamle menneske er klart anti-intellektuel, yderst selvstændig og ønsker ingen anmassende indtrængen i sit liv fra noget andet menneske. Hun holder afstand og er alligevel vellidt i kvarteret, hvor hun bor tæt på forfatterinden.

Vores Magda ved selvfølgelig godt, at der må være noget bag den lukkede dør, og bogen arbejder sig langsomt og tilrettelagt og noget omstændeligt frem mod åbningen af den, som da også sker meget dramatisk, uden at det dog skal afsløres, hvordan og hvad der er bag døren. På et tolket plan handler historien indlysende om den lukkede dør til et andet menneske. At man aldrig finder nøglen til det. Men på et lidt lavere niveau handler den desuden om kunstnerisk liv i forhold til almindeligt liv, om kunst og ikke-kunst, kitsch. Og historien tager parti for den gamle dame. Der kan godt leves et liv uden de store formuleringers ordflom, uden de store kram.

Sådan kastes der hele tiden et skrålys ind på vores forfatterinde, der mange gange fejltolker Emerence, som langsomt åbner for lidt af sin forhistorie i et Ungarn fra 1905, året hvor Emerence vistnok er født. I sin iver for at forstå forråder forfatterinden flere gange den gamle kvinde, og Szabó kalder derfor sig selv for Judas og har tillige flere hentydninger til Jesu passionshistorie. I det meget lange perspektiv er den gamle kvinde måske en Jesus-skikkelse, elsket og utilnærmeligt forskellig?

Historien er glimrende fortalt og godt oversat af Peter Estherhás. Læs den som et forsvar for menneskers ret til deres egen skæbne, som medfølende sjæle (for eksempel velfærdssamfundet) ikke skal pille for meget ved. Deres motiv er sjældent ren medfølelse eller interesse.