Et forsvar for retssamfundet

Forsvarsadvokat Geir Lippestads bog er et enestående bidrag til forståelsen af den norske massemorder Anders Behring Breivik

Anders Behring Breiviks advokat, Geir Lippestad (billedet), kan næsten ikke skrive en side om sin klient uden at nævne værdier eller værdigrundlag. –
Anders Behring Breiviks advokat, Geir Lippestad (billedet), kan næsten ikke skrive en side om sin klient uden at nævne værdier eller værdigrundlag. –. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Med Geir Lippestads bog får vi en bog, hvor retssagen mod Anders Behring Breivik beskrives indefra, og vi kommer via Lippestad så tæt på Anders Behring Breivik, som nogen har været efter massakren på Utøya den 22. juli 2011. Det gør den til et ret enestående bidrag. Breivik har også været indforstået med Lippestads bog. Han fritog ham fra tavshedspligten.

Der er allerede udkommet et utal af bøger om Breivik. Kristopher Schau udsendte kort efter retssagen bogen Rettsnotater 22. juli-rettsaken, Oslo tinghus. Man taler om Breivik-forskning. Og det helt særlige er, at Breivik kan sidde i sin celle og læse alle disse bøger om ham. Der findes endog en fransk roman om ham, der blot hedder Utøya.

Lippestads bog er ud over at være en bog om retssagen også en selvbiografi og en apologi. Næsten halvdelen af bogen handler om opvæksten og om, hvordan han blev forsvarsadvokat, og om hans gravide kone og syv børn, hvoraf den ene er multihandicappet. Han forsvarer sig også. Der var utallige, der kritiserede ham for i det hele taget at forsvare Breivik. Han blev anklaget for at fremme hans sag og for at virke for venlig. Han hilste jo ofte på Breivik.

LÆS OGSÅ: Bag de værste gerninger gemmer der sig et menneske

Lippestad fortæller også om, hvordan de alle måtte ændre strategi. I begyndelsen mente man, at Breivik var syg, men til sidst kom man frem til, at han var tilregnelig. Breivik selv lagde stor vægt på, at han var tilregnelig.

Lippestads bog er et bidrag til bedre at forstå Anders Behring Breivik. Og Lippestad finder ud af, hvor normal og almindelig Breivik er. Han er høflig og smilende. Da Lippestad fortæller ham, at hans korsridderhilsen virker krænkende på nogle af de pårørende, holder Breivik straks op.

Dermed bliver det på den baggrund vanskeligere at forstå hans handlinger. Denne opfattelse af Breivik fører også med sig, at Lippestad hele tiden fortolker handlingen som politisk motiveret, og han nævner ofte, at der er mange ligesindede. Han skriver ofte Breivik og . Denne tolkning er naturligvis selv politisk.

Lippestad ser ham som en del af en større højreekstremistisk bevægelse i Europa. Han har ret i, at mange mener som Breivik, men det er jo underordnet, for de handler ikke, som han gør. Lippestads bog afspejler det polariserede klima i Norge, for den udkom jo før valget, der førte til Høyres og Fremskrittspartiets sejr. Som det blev sagt: Hvis man tillod sig at kritisere Arbeiderpartiet, blev man nærmest betragtet som Breivik-tilhænger. Lippestad lægger ikke skjul på sit ideologiske ståsted: Arbejderpartiet. Og forståeligt nok var det også derfor en vanskelig opgave at forsvare Breivik. Arbejderpartiet er fjenden; og ifølge Breivik var det ikke planen at dræbe de unge. Målet var regeringsbygningerne og Gro Harlem Bruntland. Det var en trafikkø, der gjorde, at han blev forsinket.

Der er faktisk forbavsende få rent juridiske refleksioner i bogen. Vi får intet at vide om retorik, det vil sige de retoriske midler, som han brugte i sit forsvar. Vi får heller ikke ret meget nyt at vide om Breivik, som ikke allerede stod i Aage Storm Borchgrevinks Breivik-biografi. Han fortæller om de vidner, som forsvaret havde indkaldt, men han siger ikke, hvem de var, men kun, at han var rystet over en religionshistoriker, der ikke delte hans værdier. Vidnet, kan jeg oplyse, er en kendt person i Norge og hedder Hanne Nabintu Herland.

Lippestad kan næsten ikke skrive en side, uden at han nævner værdier eller værdigrundlag. Han har et helt igennem fundamentalistisk forhold til værdier. Han kan derfor ikke forstå Breivik, fordi han er vokset op med vores værdier, som han skriver. Titlens Det vi står for henviser til disse værdier. Nu skal det nævnes, at Norge mig bekendt var det første land, der nedsatte en værdikommission. Det blev kritiseret i begyndelsen, men nu taler alle om værdier. Lippestad kommunikerer ikke, nej, han betjener sig af værdikommunikation. Der skal være fælles, grundlæggende, indiskutable værdier, før der kan være det store Vi, som han hele tiden drømmer om. Nogen stor tænker er han ikke. Han vil med sine værdier forsvare det multikulturelle samfund, der for ham står som idealet. Og han er rystet, når der er nogen, der ikke deler hans værdier.

Bogen er dog først og fremmest et forsvar for retssamfundet. Og han er stolt over at leve i et Norge, som er et sådant. Selv Breivik skal behandles ordentligt. Han er også et menneske. Lippestad ser nok ikke, at kristendommen og ikke værdier er forudsætningen for en sådan retsopfattelse.

kultur@k.dk

Hans Hauge er dr. phil., lektor på Aarhus Universitet