Prøv avisen
Interview

Museumsleder: Et fotografi af en gletsjer kan også være religiøs kunst

”Jeg vil gerne kende mit publikum, men jeg vil også gerne kende mit ikke-publikum,” siger Christine Løventoft der derfor har planlagt en grundigt publikumsundersøgelse. Foto: Jens Bach

Den nye leder af Museet for Religiøs Kunst i Lemvig, Christine Løventoft, definerer museets fokusområde meget bredt. Hun kommer fra en stilling som museumsleder i Sisimiut i Grønland – en by, der har størrelsen og naturskønheden tilfælles med Lemvig

Udsigten er anbragt i rammer på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig. Den store vinduesflade i museets kombinerede foyer og café er brudt op i mindre, sort indrammede felter og udgør i sig selv en varieret og altid skiftende udstilling af fjordvand, himmel, skibe, huse, marker, dyr og mennesker.

Med udgangspunkt i naturen som Guds skaberværk er det ikke svært at læse noget religiøst ind i ”udsigtskunsten”. Det mener Christine Løventoft, museets leder, som siddende ved et af langbordene i foyeren jævnligt lader sit blik gå på langfart i naturscenariet lige uden for vinduerne. For godt en måned siden satte hun sig i direktørstolen, og nu er hun klar til at fortælle om alt det, hun gerne vil med museet – og ikke mindst om, hvad religiøs kunst er for hende. Udover den betagende udsigt.

”Altså godt nok hedder vi Musee t for Religiøs Kunst, men jeg opfatter mere vores fagområde som værende de religiøse dimensioner i kunsten. Det er altså bredere forstået end kunst, der er lavet til kirker,” indleder hun.

Dermed ligger hun helt på linje med sine forgængere og med museets bestyrelse, men når det så er sagt, er hun samtidig på det rene med, at en del mennesker, der ikke kender museet indefra, vil have en anden opfattelse. Derfor ser hun en vigtig, fremtidig kommunikationsopgave foran sig.

”Jeg har en idé om, at nogle tænker, at vi er et museum for altertavler. Her i byen har jeg eksempelvis mødt mennesker, der har sagt: ’Er det dig, der har fået arbejde nede på det kristne museum?’. Det er meget interessant, for det fortæller mig noget om, hvordan vi bliver opfattet. De har jo til dels ret, for vi er også et museum for kristen kunst, men vi er altså meget mere end det,” siger Christine Løventoft og fortsætter:

”Hvis man ser på de udstillinger, museet har gennemført de sidste mange år, er det meget bredere defineret, og den linje har jeg ikke tænkt mig at lave om på. Det er vigtigt at holde fast i vores særkende med religiøsiteten, ellers bliver vi bare ligesom alle andre museer, men når vi samtidig beskæftiger os med samtidskunsten, så skal det religiøse forstås meget bredere. Det kan eksempelvis sagtens være, at vi kan se nogle betydningslag i værker, som kunstneren ikke selv anser for at være religiøse.”

Kan du give et konkret eksempel?

"Jeg er selv ret begejstret for den engelske kunstner Darren Almonds fotografier af gletsjere. De er tredelte og leder tanken hen på kristendommens treenighed. Samtidig er der tale om meget gammel is, der smelter og leder hen mod katastrofen. Det handler om skabelsen på et abstrakt niveau. Hvor kommer vi fra, og hvor er vi på vej hen? Det er for mig religiøs samtidskunst, der samtidig har kunsthistoriske referencer tilbage til tyske Caspar David Friedrichs (1774-1840) værk ’Ishavet’.”

Christine Løventoft er klar over, at museet har et kernepublikum, og hun lægger vægt på, at de skal blive ved med at synes, det er interessant at komme til Lemvig – og allerhelst skal de tage nye kunstinteresserede med sig.

”Jeg fornemmer, at der er en længsel mod fordybelse og langsommelighed i vores samfund. Her kan museerne med vores kunst og genstande tilbyde andet end så mange andre kulturinstitutioner. For os her på museet gælder det derudover især om at finde en balance, der fastholder vores kerneområder og samtidig tiltrækker nye publikummer, men først og fremmest har vi et godt brand, og det skal vi bevare,” siger hun.

De seneste uger har været travle. Christine Løventoft har skullet sætte sig ind i museets igangværende og allerede planlagte kommende projekter, og samtidig har hun malet sit nyindkøbte hus og hjulpet sine to døtre i gang med skolegang og fritidsaktiviteter i deres nye hjemby.

”Huset ligger lige heroppe. Det tager mig otte minutter at gå herned,” siger hun og kaster hovedet bagud for at markere retningen. Beslutningen om at flytte til Lemvig var ikke svær for den nye direktør, der er opvokset og har boet det meste af sit liv i København. Hun holder meget af den vestjyske natur, som hun især kender fra sin barndoms sommerferier. Hendes morfar Arne Jørgensen, der var forstander på Brandbjerg Højskole, ejede et nedlagt landbrug ved Vedersø, som blev brugt som sommerhus. Familien tog meget rundt på egnen, men museumsdirektøren erindrer ikke, at de kom til Lemvig. Hun havde heller ikke besøgt museet, da hun søgte direktørstillingen, men det handler nu mest om, at hun var i Grønland på det tidspunkt. Alligevel kendte hun stedet ret indgående fra sit arbejde på Øregaard Museum. Museet havde på et tidspunkt et udstillings-samarbejde med Museet for Religiøs Kunst med Carl Blochs kunst.

Christine Løventoft har de sidste fire år været leder af Sisimiut og Kangerlussuaq Museum i Grønland. Afstanden derfra til Lemvig er både geografisk og kulturelt til at føle på, men for hende er der først og fremmest en slående lighed.

”Sisimiut har cirka samme indbyggertal som Lemvig, og den ligger også ved en naturskabt havn ligesom i vigen her. Der er næppe noget sted i Danmark, der ligner Sisimiut mere end Lemvig. Forskellen er så bare, at Sisimiut er en stor by, Grønlands andenstørste, som hele tiden konkurrerer med Nuuk, mens Lemvig er en lille by. Men foretagsomheden er den samme. Begge byer skal kæmpe lidt for opmærksomheden, og det skaber kreativitet og åbenhed over for nye idéer. Jeg kan godt lide steder, hvor man kæmper for noget, og her i Lemvig tror jeg, at museet kan være med til at gøre en forskel. Det motiverer mig rigtig meget,” siger Christine Løventoft.

Udstillingsplanlægning er i reglen en langstrakt affære, og derfor skal vi også helt frem til august 2018, før Museet for Religiøs Kunst åbner en udstilling med Christine Løventofts fingeraftryk – og endnu længere frem, til 2019, før hun 100 procent står bag en udstilling på museet. Hendes udgangspunkt er, at hun gerne vil arbejde med tematiske, stramt kuraterede udstillinger.

”Jeg foretrækker et tema som det styrende greb i en udstilling frem for udstillinger med enkeltkunstnere. Det er ingen hemmelighed, at jeg gerne vil lave noget om Grønland, men hvornår det bliver, ved jeg ikke. Museet har en samling af grønlandske tupilakker, og jeg har nogle idéer til, hvordan de kan kombineres med samtidskunstneriske temaer som klima og postkolonialisme,” siger hun.

Christine Løventoft erklærer sig selv for troende kristen på et ”ægte, men privat niveau”. Religionen havde en vis plads i hendes barndomshjem. Faderen, der er mekaniker af uddannelse og nu er gået på pension, er græker og bekender sig til den græsk-ortodokse kirke.

Derfor er Christine Løventoft også døbt på ortodoks vis og har fået fortalt, hvordan hun ”blev dyppet i et gult badekar med en masse olivenolie”.

Moderen, der er dansk og pensioneret socialpædagog, betegner hun som ikke-troende, men tihørende den danske folkekirke.

”I mange hjem er religion jo slet ikke et tema, men det var det i mit. Via min fars tro fik jeg et meget følelsesmæssigt og sanseligt forhold til det at tro. Grundlæggende er den ortodokse kirke nok mere spirituel end den protestantiske. Man kan sige, at den danske kirke talte til min hjerne, mens den ortodokse talte til mit hjerte, men for mig er retningen egentlig mindre vigtig. Jeg betragter mig som troende kristen, men har ikke haft brug for at studere Bibelen i detaljer og ikke haft brug for at finde argumenter for min tro. Det er en følelse, som jeg tillader mig selv ikke at have en rationel tilgang til,” siger hun.

Det rationelle fylder ellers en del i den nye direktørs personlighed. Hun går så systematisk som muligt til enhver opgave, og alle beslutninger skal helst træffes på faktuelle tal eller erfaringer. Derfor vil hun også, som noget af det første, iværksætte en større publikumsundersøgelse.

Det gjorde hun også, da hun tiltrådte stillingen i Grønland. Museet for Religiøs Kunst besøges af cirka 16.000 mennesker årligt, men udover at have en fornemmelse af, at kernepublikummet skal findes blandt kirkeligt interesserede, ved museet ikke meget om dets besøgende.

”Jeg vil gerne kende mit publikum, men jeg vil også gerne kende mit ikke-publikum,” siger Christine Løventoft og fortæller i samme åndedrag, at hun, ligesom de fleste andre museer, gerne vil have flere børn og unge indenfor.

Museet for Religiøs Kunst er specielt på den måde, at den eneste ansatte, udover direktøren, er en deltids-sekretær. Til gengæld er 40 dybt engagerede frivillige, fortrinsvis pensionister, tilknyttet som omvisere, til praktisk hjælp i caféen, og hvor der ellers er brug for det.

”Museet er en selvejende institution, og økonomisk er det naturligvis en stor fordel med de mange frivillige, men derudover har det stor betydning, at folk er her, fordi de synes, det er sjovt. Det er en fantastisk ressource og kræver en ledelsesstil, hvor man giver sig tid til at lytte,” siger hun.

Den 30. september åbner den første særudstilling med Christine Løventoft ved roret. Udstillingen Billedstorm – Fremmedhed fra Reformationen til i dag var selvsagt planlagt, længe før hun tiltrådte, men der har alligevel været en del løse ender, som hun har skullet få til at nå sammen. Udstillingen åbnes af biskop Henrik Stubkjær, og Christine Løventoft glæder sig at lægge vægge til blandt andet 1500-tals-træsnit samt Francisco Goya- og J.F. Willumsen-værker.

Hun glæder sig også til at dykke mere ned i det kunstfaglige arbejde, end hun havde mulighed for i Grønland.

Og så glæder hun sig til at få tid til at komme ud i den storslåede vestjyske natur, som hun i øjeblikket mest nyder i den indrammede udgave i museets foyer.