Et fuldendt blik på Hammershøi

Denne smukke og generøse udgivelse er en gave til dansk kulturarv

Vilhelm Hammershøi er en nydelsens kontrollerede mester. Den nye bog om ham yder både værk og mand fuld retfærdighed. Her ses ”Stue i Strandgade med solskin på gulvet” fra 1901. –
Vilhelm Hammershøi er en nydelsens kontrollerede mester. Den nye bog om ham yder både værk og mand fuld retfærdighed. Her ses ”Stue i Strandgade med solskin på gulvet” fra 1901. – . Foto: SMK Foto/Jakob Skou-Hansen.

Med sine næsten 600 sider i stort format er det lidt af en sveske, der smækkes på disken med titlen ”Vilhelm Hammershøi. På sporet af det åbne billede”. Kunstneren ville nok med sit eget udtryk være ”glad som en rødspætte i et blomsterbed” ved synet af værket, men han levede jo i det forrige århundrede, fra 1864 til 1916. Bogen er et forskningsmæssigt velfunderet og gennemillustreret pragtværk om den danske, i udstrakt grad københavnske, kunstner, der i nyere tid er blevet en international højdespringer, hvad angår vurderingspriser.

Sidste år faldt hammerslaget ved 39,5 millioner kroner på et af hans billeder, men før genopdagelsen af hans mesterlige kunst i 1981-udstillingen på Ordrupgaard, var historien noget anderledes, han var nærmest på nippet til at gå i glemmebogen. Forfatterne Annette Rosenvold Hvidt og Gertrud Oelsner har foretaget det spring, alle Hammershøi-kendere har håbet skulle komme: at se værket nutidigt gennem kilderne og navnlig tage Hammershøis brug af fotografiet ind som bærende søjle for hans virke, og det gør forfatterne helt og aldeles eminent og overbevisende. Vi sidder som læsere med hele arkivet foran os, breve, scrapbøger, fotografier og hele albums trykt i faksimile, så det er som at være lukket ind i forskningens allerhelligste, vi får selv lov at tyde det, der også formidles i ord af forfatterne. Det er smukt og generøst. En gave til dansk kulturarv!

Hvem ville have troet, at Vilhelm Hammershøi sad ved roret i en robåd fra Københavns Roklub, eller at han var rytter i en sen alder efter at have stiftet bekendtskab med æselryttere på en hollandsk strand på sin og hustruen Idas bryllupsrejse i 1891?

Det levede liv folder sig smukt ud med helsidesfotografier af en Chaplin-lignende bowlerhat-fyr på stranden.

Det er Ida, der fotograferer sin Vilhelm, og han kvitterer med at stå bag kameraet, da Ida kommer på æselryg. De har nok haft det muntert, og selvom malerens billeder viser en anden tyst dybde, er det værd at kigge værket efter i sømmene. Forfatterne er på sporet af det åbne billede, og det åbner sig på ny, dette gådefulde univers, som Hammershøi har efterladt os. Bogen er en lystvandring i visuel henseende, men også spændende som et detektivarbejde, der rummer skjulte meddelelser. Vi kan ved selvsyn konstatere, at nogle hustage i Holland måske lægger kimen til et billede af Kronborgs tage udført nogle år efter.

Bogen udmærker sig ved at følge en ret spændende topografisk kronologi. Det er tillagt betydning, hvor Hammershøi-familien bor, og Vilhelm maler jo også gennem hele livet hjemme fra stuerne. Det bemærkes også, at udstillingen på Ordrupgaard for nogle år siden omkring Strandgade 30-bopælen var afgørende ny i sit sigte, og forfatterne understøtter og videreudvikler med bogens opbygning den oplysning. De fremhæver Frederiksberg som hovedstol for Vilhelm Hammershøis dannelse som kunstner. Det er her på forskellige adresser, han finder ind til kerne af sit motiv og lyset.

Og så kommer overraskelsen. Igen sker det med hjælp fra fotografiet. Hammershøi elsker det tonale og sort-hvide aftryk, det er der ingen tvivl om, men han hylder også kunstnervennen Valdemar Schönheyder-Müllers helt formidable evner til at fange et ansigts udtryk, også når det nærmer sig det spirituelt intense og forløsende. Det er således påfaldende, hvor erotisk det lukkede blik og ansigt kan have i både den forelskede Schönheyder-Müllers fotografier af Anna Hammershøi og Vilhelm Hammershøis maleri af sin selvsamme søster. Hun er begges medie. Det er dybt bevægende kunsthistoriske opdagelser, vi er vidner til.

Bogens lykke er dens fokus på disse visuelt understøttede teser, mens dens eneste ulempe er, at maleriet måske ikke aflæses med samme omhu og indsigt. Men det er også gjort førhen i Poul Vads herostratisk berømmede gennemgang af Hammershøis liv og værk. Her manglede til gengæld, hvad denne bog råder fuldstændig bod på.

Hammershøi var med på de fotografiske noder i en udvidet form. Han færdedes og levede både med fotografiet og med musikken. Stuerne er aldrig helt tomme. Der er lys og potteplanter. Tegninger, malerier og sort hvide billeder på væggene. Men få ting i forhold til de overlæssede samtidsinteriører, vi ofte ser på familiefotografierne. Det er denne renselsens form, der har gjort Hammershøis værk så efterstræbt, som var den et udtryk for japansk zen udlevet i den gammelnordiske bykerne.

Og hvor Poul Vad indimellem drog sine tvivlsomme slutninger – at fotografiet tjente som praktisk foranstaltning, når kunstneren manglede sin model – er de to kvindelige forfattere nok nærmere sandheden med deres forståelse for den overskridelse, der finder sted, når Hammershøi og kunstnervennen Schönheyder-Müller går helt tæt på. ”Close-up” kaldes et afsnit i bogen, og vi forstår, at når en mand maler eller fotograferer en kvindes nakke, er der tale om noget sanseligt, der rækker ud over rent praktiske anliggender. Forfatterne tør at bruge ord som ”voyeur” om kunstneren, og der er ingen tvivl om, at Hammershøi rammer den hårfine grænse i sit maleri mellem begær og og anstændighed. Han er en nydelsens kontrollerede mester.

Læs interview med forfatterne om bogen i næste uge.