Det er ikke til at sige, hvor Det Ny Teater på Vesterbro i København har befundet sig det seneste årti eller to. I hvert fald lader de sig ikke umiddelbart mærke med tendenserne i tiden.
Det ser man i den nylige genopsætning af Mel Brooks’ populære Broadway-basker "The Producers", som efter 16 år er tilbage på scenen med sit heilende nazi-lir, sine tykfobiske jokes og "bøsser" med stemte s’er. Man skal dog være mere end almindeligt krænkelsesparat for rigtigt at lade sig forarge over stykkets godmodige frækhed og nuttede boomer-humor.
Historien er stadig den velkendte fra 1967-filmen af samme navn om den misliebige Broadway-producer, der slår sig sammen med sin undseelige revisor for at score kassen på et gedigent Broadway-flop og stikke af med alle investorpengene selv. Planen mislykkes naturligvis, og den sikre fiasko, musicalen "Forår for Hitler" fuld af taktløs nazi-romantisering, roterende svastika og "strækmarch er en fræk march"-besyngelser, bliver til stor bestyrtelse for det umage producerpar en gigantisk publikums- og anmeldersucces.
Med dette simple afsæt væver Brooks en broget ironisk metafortælling, som udstiller alt og alle, men allermest showbiz-branchen selv. Det hele er for længst blevet forretning, og kunsten er kynisk trængt ud i kulissen. Det vrimler med referencer til musicalhistorien og populærkulturen i det hele taget – og Adam Price har justeret sin gamle tekst, så der også falder en nutidig kommentar eller to.
Ellers virker humoren jævnt bedaget, grovkornet og kun mere kontroversiel siden uropførelsen i 2001. Kan man virkelig stadig gøre nar af en tyk pige, som vil blande sig med de slanke blondinedansere, og fremstille homoseksuelle som henholdsvis gumpetunge lebber i overalls og bøsser som hysteriske drama queens med virrende håndled? Åbenbart – og det er da også ganske befriende, at der stadig findes disse små afstikkere fra den gode smag i en ellers temmelig renskuret scenekunst.
Som for 16 år siden er det atter Preben Kristensen, der indtager den ene hovedrolle som den moralsk anløbne Max Bialystock. Det gør han igen formidabelt. Få kan følge hans tempo og matche ham i komisk overskud, i timing, i altsigende grimasser, i poetiske pauseringer og sublim mestring af genren. Hans lurvede producerslyngel er akkurat så usympatisk og elskelig, som han skal være.
Utaknemmeligt er det derfor også for velsyngende Sebastian Harris at skulle spille op imod en Kristensen i storform. Hans ængsteligt medsammensvorne bogholder, Bloom, forbliver en underligt anonym og stiv karakter uden noget særligt på spil. Det samme gør sig gældende for Blooms udkårne, den ellers talentfulde Alexandra-Yoana Alexandrova, der i rollen som søde, sexede Ulla ganske vist er både indtagende og danseglad, men også drønhamrende intetsigende.
Bedre går det så for Asger Reher som husnazisten bag musicalhittet "Forår for Hitler", der slutter sig til det blakkede persongalleri i lederhosen og stålhjelm. Han står for aftenens ægte grin, når han instruerer den opportunistiske producerduo i nazihymner og heilende tyrolerdans på tagryggen.
Helt skudt ved siden af er imidlertid castet af mandemanden Michael Carøe som überbøsse i glimmerdrag. Hans krukkede teaterinstruktør Roger de Bris bliver aldrig troværdig eller for alvor sjov. Dertil virker han for ubekvem og fremmed ved det demonstrativt bøssede. Er du okay, Carøe? En anden, der til gengæld synes at være helt hjemme i stereotypen, er mageløse Kim Hammelsvang, som skabagtig instruktørassistent skråstreg samlever.
"The Producers" er et glædeligt gensyn med det selvironisk uartige teater, fra før verden blev woke. Nok mærker man, at humoren er gået hen og blevet lidt træt i koderne, at satiren ikke står helt så skarpt, som den gjorde engang. Det er heller ikke, fordi der næres de store ambitioner om at sige noget åndrigt om tiden, om Hitler eller om Putin for den sags skyld. Til gengæld er der hverken sparet på de opulente kulisser, det gavmilde lysshow, de skarpt koreograferede dansere eller de træfsikre hits – og det er vel alt nok i disse trængte tider.
The Producers. Det Ny Teater, Vesterbro København. Manuskript: Mel Brooks og Thomas Meehan. Musik: Mel Brooks. Oversættelse: Adam Price. Iscenesættelse og koreografi: Lisa Kent. Scenografi: Paul Farnsworth. Spiller på Det Ny Teater til den 31. december.