Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Bog

Ny bog afdækker Erling Kristensens glemte forfatterskab

4 stjerner
Det er noget af præstation Karin Bang har begået ved at fremlægge det store materiale Erling Kristensen i en ”så flot løbende form”, skriver Kristeligt Dagblads anmelder. Foto: Forlaget Turbine

Historien om Erling Kristensen er ikke kun en fortælling om et forfatterliv, men også om Danmark i første halvdel af 1900-tallet

Jeg havde ikke hørt om en dansk forfatter med navnet Erling Kristensen, før Karin Bangs store bog om hans liv og forfatterskab lå på mit bord. Han tilhørte ellers mine forældres generation født omkring 1900, helt præcist var Erling Kristensens årstal 1893-1961. Omkring Hans Kirks ”Fiskerne” fra 1928 udgav Kristensen også sine to første romaner, og han blev betegnet som en lige så vigtig forfatter som Kirk. Kristensen blev tillige regnet blandt arbejderforfatterne på dette tidspunkt, og han havde da også været i socialdemokratisk organisering på forskellige måder, og desuden var han var udlært cykelsmed fra Vrå i Vendsyssel.

Alt dette og meget mere har Karin Bang næsten fået forærende, da en kasse med Kristensens dagbøger, breve og udkast for nogle år siden ankom til Det Kongelige Bibliotek, og hun bestemte sig til at dykke ned i materialet. Hun kendte nemlig til Erling Kristensen i forvejen, da hun som lille pige (født 1950) selv var kommet i familien, og hun havde derfor en umiddelbar interesse i papirerne.

Hun ordner de mange oplysninger kronologisk og tilføjer kulturhistoriske – og i det hele taget nødvendige historiske– informationer undervejs. Bogen om Kristensens liv bliver en god indføring i de første cirka 50 år af 1900-tallet: Første og Anden Verdenskrig, den store krise omkring 1930, de mange aviser, radioens udbredelse, telefoncentralerne og meget mere. Politisk er det Socialdemokratiets lange forberedelser til velfærdsstaten, der først kom i slutningen af 1950’erne. Men Kristensen skrev mest om, hvorfor det ikke gik hurtigere med at forbedre verden, og om alle de tilbøjeligheder i menneskene af alle samfundslag, der stritter imod de gode hensigter og forbedringer.

Erling Kristensen blev kendt som en forfatter, der skrev vrangsiderne frem i sine personer, og selv blev han kaldt hadsk og uforsonlig. Venligere var han mod naturen, som disse personer færdes i, og hans naturbeskrivelse blev ofte fremhævet som noget ganske særligt i dansk litteratur.

Det blev til flere romaner, der vakte debat, fordi de ofte bevægede sig tæt på nøgleromaner af de små stille byer eller næsten genkendelige steder som foreksempel Aalborg i ”Drejers Hotel” (1934). Debutromanen ”Støtten” fra 1927 klædte således bønderne af til skindet, og senere fulgte afdækninger af de små byers nid og nag.

Nu hedder Karin Bangs bog jo som undertitel ”et nærbillede af et forfatterliv”, så hun må se Erling Kristensens forfatterskæbne som typisk for mange andre. Udkast, problemer med forlaget, dårlige anmeldelser og et almindeligt liv med få penge er i hvert fald Kristensens forfatterliv.

Bogen er desuden en lang skildring af handlingerne i hans romaner og deres modtagelse i pressen. Men der bliver også plads til familieforhold og børn og endog deres videre skæbne. Og ikke mindst det vigtige venskab med Julius Bomholt, socialdemokratisk folketingsmedlem, der senere blandt andet blev kulturminister. Han læste Kristensens bøger og fremmede ofte hans hørespil, da radioen begyndte at producere mange udsendelser i denne genre.

Interesserer man sig for tidsrummet 1900-1950 i dansk litteratur- og kulturhistorie, så er Karin Bangs bog meget oplysende og fængende. Man skal give sig god tid og nyde alle de mange fakta om livet i provinsen i disse år. Det er en lidt grå periode, bogen omfatter, men den bliver levende for læseren gennem Karin Bangs vedholdende fortælling om alt stort og småt i og omkring Erling Kristensens liv. Det er virkelig en præstation at fremlægge det store materiale i en så flot løbende form.

Men man spørger sig selv, hvorfor Kristensen i den grad blev glemt senere hen? Det ville man gerne have læst Karin Bang reflektere over. Materialet må have overvældet hende, så hun har holdt sin egen mening tilbage og i stedet er blevet dets stemme.