Prøv avisen

Et glimt af evighed

"Golgatha" er et af de billeder på udstillingen, som det er svært at forlade. Foto: Foto fra udstillingen.

Sven Havsteen-Mikkelsen var en af vore største moderne kirkekunstnere. Hans virke som sådan er i centrum ved udstilling på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig, som får fem ud af seks stjerner af Kristeligt Dagblads kunstanmelder

Sven Havsteen-Mikkelsen et glimt af evighed. Museet for Religiøs Kunst i Lemvig indtil 20. januar 2013. Derefter på Nivågaards Malerisamling i Nivå.

Ikke alene kunsten som den blev, men også vejen frem til den kan opleves på en Sven Havsteen-Mikkelsen et glimt af evighed, der i anledning af 100-året for kunstnerens fødsel vises på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig. Han døde i 1999. Udstillingen er blevet til i samarbejde med de otte andre museer i Danmark og på Færøerne, der ligeledes deltager i fejringen.

LÆS OGSÅ: Havsteens erkendelse af menneskets udsathed

Det kan være interessant nok at komme med ind på værkstedet. Men det ultimative er så afgjort at stå foran Havsteens store, magtfulde kompositioner. Det er i disse frem for i de små formater, hans originalitet folder sig ud med størst malerisk kraft, vibrerende af betydninger. Det er, som om de opretter en pagt med dybtliggende egne i én en pagt med et næsten hemmeligt indhold. Hvilket må være nogenlunde i overensstemmelse med kunstnerens vilje: Han ønskede, at værkerne skulle have en åbenhed, der opfordrer betragteren til aktiv medleven. Et billede sagde han engang må aldrig blive så færdigt, at de, der ser det, ikke kan arbejde videre på det.

Den forskningsmæssige del af en kan resultere i en vis tørhed. Noget, der imidlertid fuldstændig glemmes, når man for eksempel forsvinder ind i Havsteen-Mikkelsens værker bygget over Emmaus-motivet. Så må man bare overgive sig. Og ja, forsvinde. Alene billederne bliver tilbage. Sådan føles det.

Opstandelsen vovede han aldrig at male. Tættest på kom han netop i Emmaus-billederne. Igen og igen vendte han tilbage til øjeblikket, som skildres i disse, øjeblikket, hvor Jesus over for to disciple i byen Emmaus bryder brødet og åbenbarer sig som den genopstandne. Han er dog ikke til stede i værkerne som person, men udelukkende som det lys, der udgår fra ham. Et vældigt lys, så overvældende klart og varmt. Det ligesom kalder på beskueren og er som en dør til en anden verden, en lysets dør, vidåben. Slægtskabet er tydeligt til et triptykon fra 1985 med temaet påskemorgen: I det midterste felt ses også her et stort lys, nærmest som en himmelsk påskelilje. Den gad man nok plukke. Men ingen jordisk vase ville være stor nok til den.

I begge tilfælde: et glimt af evighed.

At præsentere Sven Havsteen-Mikkelsen som kirkekunstner er oplagt, eftersom han er en af vore største moderne af slagsen. Mere end 70 kirker har han udsmykket, først og fremmest i Danmark, men også på Færøerne samt i Grønland, Norge og Tyskland. I sidste halvdel af det 20. århundrede var han en af de mest brugte danske kirkekunstnere.

Den kristne motivkreds er til stede hos Havsteen-Mikkelsen allerede fra begyndelsen af 1930erne. Arbejdet med den side af kunsten havde ifølge kunsthistorikeren Krestina Skirl først og fremmest sin baggrund i de nordatlandiske og polare ekspeditioner, han deltog i fra 1931 og frem. Han kunne angiveligt ikke male altertavler uden den forankring i naturen, som han oplevede ved disse lejligheder. For alvor i gang med den kristne tematik kom han efter at have illustreret Martin A. Hansens Orm og Tyr (1952). Løsningen af denne store opgave førte ham endvidere frem til et af sine særkender som kirkekunstner, nemlig til foreningen af arven fra den middelalderlige kristne kunst og modernismens udtryk.

Korsfæstelsen og i det hele taget Jesu lidelseshistorie er det centrale motiv på Hav-steen-Mikkelsens malede altertavler. Et eksempel på hans værk, når det er bedst, er Golgatha (1970), en altertavle fra Røgen Kirke. Billedet er tillige et eksempel på kunstnerens åbne stil, det antydende. De tre kors ses kun som skyggeagtige former, det samme gør personerne nedenfor. Man aner blot lige deres konturer. Som flere andre korsfæstelsesbilleder domineres dette af en stærk rød farve. Havsteen-Mikkelsen kaldte den forløsningens morgenrøde. Samtidig ses nogle felter af lys øverst i billedet, ganske små. Synet forbindes for betragteren uvægerligt med lyset i Emmaus-billederne i overbevisning om, at det, der nu kun er til stede som en lovende anelse, vil blive lige så stærkt. Så selvom Langfredags mørke er dystert nærværende, er påskens håb også med.

Igen får vi et glimt af evighed. Golgatha er et af de billeder på en, som det er svært at forlade.