For snart fire år siden nedsatte biskopperne tre liturgiske udvalg, der skulle forberede en samtale om gudstjeneste og ritualer og måske lægge grunden for en ny form for gudstjenesteordning, eller i hvert fald en revidering af det nuværende.
Den samtale er slet ikke til ende endnu, og der er stadig rig lejlighed for at deltage i den. Hvis man ønsker at kvalificere det grundlag, så er muligheden der nu ved Bent Flemming Nielsens korte, men kompakte, bog om højmessen i et både historisk og teologisk perspektiv. Bogen vil i sin egen selvopfattelse to ting: orientere om højmessens lange historie og belyse denne historie teologisk.
For liturgi er ikke arkæologi. Det er et ikke et museumsstykke. Det er levende tro, der har en historie. Og som Nielsen skriver det i sin gennemgang af de nuværende nadverritualer, så er teologisk eller liturgihistorisk korrekthed (eller mangel herpå) ikke den eneste standard for om et ritual fungerer. Det er teologisk tolkning, der skaber liturgi. Derfor er en klar liturgi også udtryk for en klar teologi.
Det skader jo ikke at vide noget. Og det gør Bent Flemming Nielsen. For to år siden udgav han den store liturgihistorie ”Den første dag”, som beskriver liturgien fra oldkirken til reformationen. Nærværende udgivelse er en fornyet gennemgang af det historisk i kortere træk, men med samme præcision. Det nye er gennemgangen af reformationens gudstjenesteordninger, og hvad deraf følger. Det forunderlige er, at hverken pietisme, rationalisme, eller romantik og vækkelser kunne indføre en ny radikal liturgi. Egentlig sker det først i det tyvende århundrede, og med den historiske bevidsthed, og derved med blikket rettet mod den fælleskirkelige baggrund i oldkirken, hvor det lykkedes at skabe en liturgi, der foreløbigt kulminerede i 1992-ritual, som Nielsen med diplomatiske vendinger også analyserer.
Liturgiarbejdet i 1912, som vi i høj grad lever med i dag, forsøgte at give ritualerne et mere festligt præg. Man burde vel først og fremmest sigte mod teologisk præcision, men det var festligheden, man ville. Både oplysningstiden og romantikken arbejdede med gudstjenesten, og den første med en bekymring for det faldende deltagerantal, men ingen af dem formåede at sætte sig igennem, som det skete i andre lande. Derfor kan den danske gudstjeneste af udenlandske øjne blive set som tradition og stilstand, hvor vi selv ser selvfølgeligheder. Det er i hvert fald den fornemmelse den dialektiske teolog Eduard Thurneysen får ved et besøg i Danmark i 1925. Men omvendt så er den danske gudstjeneste sikkert befriet for mange tidsbundne mærkværdigheder.
For den tidlige Luther var gudstjenesten sakramenteforvaltning og særligt forvaltning af nadveren. Dåben fandt almindeligvis ikke sted i gudstjenesten, men prædikes skulle der ved hver gudstjeneste. Nielsen gennemgår kort og oplysende Luthers gudstjenesteforståelse, og peger rigtigt på, at præstetjenesten hos Luther falder tilbage på hele menigheden. Den lutherske præst er forkynder og forvalter, men præstetjenesten er egentlig hos menigheden, der ofrer i tak, lovprisning og bøn, og det vil siger, at den er præst i egentlig forstand. Det er konsekvensen af Luthers retfærdiggørelseslære, der også skal udtrykkes i gudstjenesten. I det fremragende og personlige essay, der afslutter bogen, udfolder Nielsen dette yderligere, så prædikanten blot er en ordets tjener og ikke den bærende kraft. Gudstjenesten får i dybeste forstand subjektiv realitet gennem menighedens deltagelse i den liturgiske praksis.
Gudstjenesten i det moderne unddrager sig nytteværdi. Gudstjenesten er ikke til for at få samfundet til at fungere. Gudstjenesten angår det, vi hører fra Gud. Og derved går den ud over det dagligdags, og det meningsgivende ligger i menighedens deltagelse i gudstjenestens løfte.
Gudstjenesten er dog altid en del af tiden, og som Nielsen skriver, så kunne præsterne sikkert være sjovere, og det kunne menigheden sikkert også være, men hvis vi skal hamle op med den globale underholdningsindustri, så taber gudstjenesten, og derved dens ro og kravløshed. Men Nielsen er optimist og ser ingen grund til dette sker, når blot vi ikke går i panik og at vi handler besindigt.
Man må sige, at Bent Flemming Nielsen i bogen hverken går i panik eller handler ubesindigt. Med overblik føres læseren gennem historien og gives gode tolkninger undervejs. Det sker med overblik og besindighed, så selv det store liturgiske drama mellem Mynster, Grundtvig og kongehuset under Christian d. VIII kun antydes, men alligevel fornemmes.
Som sagt giver bogen et godt grundlag at stå på i dagens liturgiske samtale og kan kun anbefales. Det gør ikke noget, at en bog er kort, hvis den er god, for så kunne det ske, at den blev læst i stor stil, og det fortjener denne bog.