Denne bog fortæller om middelalderen i Danmark. Den er imidlertid præget af en meget speciel skrivestil, som gør det svært at gennemskue, om målgruppen er børn eller voksne – og i givet fald hvilke voksne? Om den norske konge Magnus den Gode, som i 1042 blev konge i Danmark, hedder det for eksempel:
”Da Hardeknud døde i 1042 kunne Magnus altså plante sin royale norske mås på den danske trone også”.
Og om begivenhederne i forbindelse med stormændenes valg af Harald Hén til konge og deres fravalg af broderen Knud den Hellige står der: ”Knud blev tøsefornærmet og gik i eksil i Norge”.
Og om Harald Blåtand står der: ”Harald Blåtand, tænker vi, ville aldrig have grinet af en pruttepude… men det ville han temmelig sikkert.” Om Christian II’s opførsel får vi til gengæld at vide, at ”det ligner en form for maniodepressiv adfærd”.
Forfatteren skriver et sted som begrundelse for at slå ned på situationen i år 1000: ”Om ikke andet er det i hvert fald et dejligt rundt tal, som er nemt at huske”, og ofte henvender forfatteren sig direkte til læseren med belærende formuleringer som: ”Historien, kære læser, er desværre sjældent enkel”.
Det er en smagssag, om man har lyst til at læse en bog fyldt med formuleringer som de ovenstående. Indholdmæssigt er bogen imidlertid også præget af en række faktuelle fejl og yderst diskutable fortolkninger.
Blot for at give nogle få af mange mulige eksempler: Forfatteren bruger mange sider på at redegøre for mordet på Knud Lavard i Haraldsted Skov og de efterfølgende mange års magtkampe (frem til Svend, Knud og Valdemar). Men det er uheldigt, at hele denne historie indledes med et forkert årstal, når der nu bliver gjort så meget ud af den. Mordet fandt sted i 1131 – og ikke i 1130, som der står i teksten.
Om kongeembedets udvikling står, at det siden junigrundloven af 1849 har ”været drænet for reel politisk indflydelse”. Det må man virkelig undre sig over. Helt frem til Systemskiftet i 1901 bestemte kongen suverænt, hvem han ville udpege til regeringschef, uafhængigt af, om der var et flertal i Folketinget imod hans valg. Det var jo derfor, vi havde Estrup og de andre Højrestatsministre hele vejen op igennem 1870’erne, 1880’erne og 1890’erne, selvom Venstre havde absolut flertal i Folketinget.
Og nu vi er i gang med at omtale 1800-tallet, som forfatteren flere gange forholder sig til, selvom bogen mest skulle handle om middelalderen: Forfatteren skriver om de slesvigske krige, at de fandt sted i 1848 og 1864, men den første var i 1848-1851 (og er af samme grund blevet kaldt Treårskrigen).
Om Dannebrogs historie siden middelalderen skriver han: ”(…) faktisk var det frem til 1854 decideret forbudt for almindelige, jævne danskere at flage med det”. Men det havde det altså kun været siden 1833.
Forfatteren har også en tendens til at glemme, at Danmark var et valgkongedømme helt frem til 1660, hvor arvekongedømmet blev indført. For eksempel står der om magtkampene mellem Svend, Knud og Valdemar, som brød ud, efter at Erik Lam var abdiceret:
”Svend var altså den eneste kongesøn, de to andre var begge ’kun’ andengenrationsarvinger. Det var nu ikke nødvendigvis noget, der svækkede deres respektive krav synderligt, for blodet var godt nok.”
Men i middalderens valgkongedømme havde man ikke noget som helst krav på tronen, blot fordi man var blodsbeslægtet med nogle bestemte. Og dette er ikke det eneste eksempel på, at forfatteren indimellem tilsyneladende glemmer, at Danmark var et valgrige.
Læseren bliver også på andre punkter undervejs præsenteret for mange meget specielle fortolkninger af historien. Blot for at nævne yderligere ét af mange mulige eksempler, står der om Erik af Pommern og hans dronning Philippa:
”Eriks populartiet forsvandt hurtigt blandt svenskerne, men så længe dronningen formåede at holde et fast greb om de svenske hjerter, mundede det ikke ud i åben konflikt.”
Forfatteren mener tilsyneladende, at det var dronningens personlige egenskaber, der gjorde, at ingen svenskere kunne finde på et gøre oprør imod Erik af Pommerns styre, så længe hun var i live. Men hvor mange svenskere kendte mon dronning Philippa personligt og lod sig besnære af hende. Var det mon ikke snarere Erik af Pommerns hårde politik over for den svenske adel (med blandt andet anvendelsen af danske fogeder) og forskellige andre politiske og økonomiske forhold, som fremkaldte det første større oprør imod danskerstyret i 1434. Et oprør, som forfatteren i øvrigt helt glemmer at nævne.
Det er ærgerligt, at bogen er så fuld af besynderlige fortolkninger, mærkelige sproglige formuleringer og faktuelle fejl, at det kommer til at skade det overblik over en del af Danmarks historie, som den ellers kunne have givet.
8