Essaysamling er et godt og gennemtænkt folkekirkeligt ord til tiden

Tidligere præst i Skive belyser i en ny bog både sammenhæng og disruption mellem den kristne tro og det moderne menneskeliv, og det er der kommet en god bog ud af

Essaysamling er et godt og gennemtænkt folkekirkeligt ord til tiden

Den forhenværende sognepræst i Viborg Stift Knud Nyboe Rasmussen, nu bosiddende i Dybe ved Lemvig, gør i sin bog ”Ord til tiden” sit og kirkens regnebræt op. Hvordan spiller folkekirken og folket egentlig sammen?

Overordnet vil han sige, at forholdet både består i en dyb sammenhæng og en sammenbrudsagtig tilstand.

Det lyder i første omgang ganske modsætningsfyldt, men virkeligheden er nogle gange mærkeligere, end man først antager. De to tilstande kan godt leve side om side på det folkekirkelige område.

Knud Nyboe Rasmussen ved godt efter 38 år som sognepræst, at der nogle steder ikke er den store opbakning til den søndagsgudstjeneste, som han elsker, og som han kalder et mesterstykke. Samtidig kalder han den en akilleshæl, for han erkender, at folkekirkemedlemmerne og gudstjenesten på en måde er på kollisionskurs, og fornyelse er nødvendig. Virkeligheden bærer præg af det, som det moderne ord disruption indeholder. Disruption er et sammenbrud med en vis indbygget fornyelseskraft i sig.

Den forhenværende sognepræst er ikke imod nye tiltag i kirken, men mener grundlæggende, at al fornyelse må komme ved at besinde sig på det egentlige budskab i evangeliet.

Som Luther greb tilbage til skriften, og som Grundtvig greb tilbage til trosbekendelsen, sådan må vi gribe til samme arv. Vi må se ned i vores evangelisk-lutherske arv. Vi kan lære af den gamle venstrefløjsmusiker Benny Holst, der i højskolesangen ”Julies sprog” synger:

”Det sprog vi har talt trænger til at fornyes/vi må lære det gamle igen.”

Evangeliet rummer det dyb af mening, som det moderne menneskeliv mere end nogensinde har brug for. Derfor skal det tales på ny.

Der er mange ”religioner” på banen i vores tid. Der er ikke bare dukket nye etablerede religioner op på danskernes himmel. Der er også kommet spirituelle bevægelser, der går i mange retninger. Der er også nye fænomener, som nærmest har antaget pseudo-religiøs karakter. I den moderne sundhedsdyrkelse og i klimamiljødebatten er der nærmest gået religion i det.

Her skal der et folkekirkeligt ord på banen, der griber tilbage i tiden for at stå op mod moderniteten. Det ord serverer Knud Nyboe Rasmussen med stor indsigt og en overraskende lethed.

Hans 20 essays tager udgangspunkt i de tre højtider jul med advent, påske og pinse. Han analyserer dem i samspil med moderne stemmer som for eksempel Løgstrup, Wolf, Martin A. Hansen og rockbandet Nephew. Dernæst tager han trosbekendelsen og kirken under analyse, og hele vejen spiller Luther og Grundtvig med. Her kan mange præster få god inspiration til deres prædikener. Her kan mange folkekirkemedlemmer blive klogere på deres arv.

Hans afsluttende essay handler om Guds rige, hvor han betoner dets kosmiske dimensioner. Her er den ellers forsigtige danske stil sluppet helt løs, og det er godt at læse noget, der virkelig giver luft under vingerne. Ikke alt skal bevæge sig på det jævne!

Bogens sidste afsnit, som forfatteren kalder en anerkendende og kritisk epilog, handler om Svend Brinkmann og Luther. Det kunne jeg nu godt have undværet. Om der er en forbindelse mellem de to, hvilket Brinkmann selv benægter, burde være bragt i en anden sammenhæng. Det synes mig ikke så vigtigt, men det skal ikke fratage bogen dens kvalitet. Den er et godt ord til tiden.