Leonard Cohens nye sang ”Slow” har flydt ud af mine højtalere de seneste par måneder. I sangen fortæller han om, at han aldrig har kunnet lide at gøre tingene hurtigt. Han har altid holdt af, at det hele gik langsomt. Det er ikke, fordi han er ved at blive gammel, for sådan har det altid været.
Sangen bevæger sig da også meget passende jævnt og langsomt derudad:
I'm slowing down the tune
I never liked it fast
You want to get there soon
I want to get there last
Jeg kan godt lide musikken og dens rolige tøffen af sted. Men jeg har det ikke rigtig ligesom Cohen, selvom jeg nogle gange kunne ønske mig det. Jeg vil gerne af sted og i mål - nu og hurtigt. Det er ikke så godt, for som Kierkegaard skriver:
”Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gjerning. (“) Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaaer det dem ikke som det gik hiin Kone, der i Befippelse over, at der var Ildløs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad Mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand?”
Det gælder om at tage den med ro, siger de kloge. Så jeg prøver at gøre det. Jeg øver mig i det.
Netop nu er jeg ved at læse Marcel Prousts lange roman ”På sporet af den tabte tid”. Det er ikke nogen ”pageturner”.
Den fordrer langsommelighed. Syntaksen er ikke for hurtiglæsere. Her springer man ikke kvikt fra punktum til punktum, men tvinges til at vandre i sætningens langsomme tempo, i sætninger, der ofte står stille, fordi en sammenligning trænger sig på, og ”handlingen” går i stå.
Det er som at flyde ned ad en doven å med masser af sving, hvor farten tager helt af, hvor man støder på en grund og kun langsomt går fri, hvor man fanges af en hvirvel, så man bare drejer langsomt rundt om sig selv nogle gange, før man igen flyder langsomt videre, bare for igen at bevæge ind i endnu et dødvande, hvor man ligesom selv må sørge for at få bragt sig ud i strømmen igen.
Det er hård eksercits og udfordrende selvtugtelse for den travle at læse Proust, men der er ingen vej udenom. Vil man have andet med ud af bogens brand end ildtangen, så må man gå langsomt til værks. Men så begynder der efterhånden også at ske noget andet. Når det ikke er handlingen, man læser efter, så er det selve det at flyde med, der kommer til at betyde noget. At være. At dvæle. At give sig god tid, fordi man ikke skal nå noget.
Jo, jeg ville gerne leve og læse langsomt. Jeg ville gerne være en distingveret herre i en moden alder, der ligesom Leonard Cohen kan bruge lang tid på at pudse sko og ikke har så travlt med at komme til at gå. Men det er ikke sådan ret tit. For det meste har jeg det ligesom H.C. Andersen, når han skriver:
”Der er en forunderlig Ilen med Alt, der lever i mig og egentlig udgør min Grund-Karakter. Jo interessantere en Bog er mig, jo mere iler jeg for at faa den gennemlæst, for at have det hele Indtryk.”
Jeg har travlt med at læse bøger langsomt. Jeg har travlt med at leve langsomt. Jeg har frygtelig travlt, selvom jeg ved og gerne indrømmer, at det er latterligt. Det går bare så forbandet langsomt med at lære at tage den med ro.