Et godt scenegys med teaterversion af Stephen King-roman

Teater Republique leverer teatergys, der er så hårrejsende, at man spjætter i sæderne

Annie Wilkes’ (spillet af Lise Baastrup) gradvise forvandling fra sympatisk hjælpsom eneboer i cardigan til fuldblodsmoderske med kødhammer danner stykkets dramatiske kurve og nerven i den psykologisk fortættede forestilling.
Annie Wilkes’ (spillet af Lise Baastrup) gradvise forvandling fra sympatisk hjælpsom eneboer i cardigan til fuldblodsmoderske med kødhammer danner stykkets dramatiske kurve og nerven i den psykologisk fortættede forestilling. Foto: Teater Republique.

Lad det være sagt med det samme. Det er ikke hver dag, at man ligefrem udstøder et uforfalsket rædselsskrig i teatret. Det er der imidlertid en rimelig sandsynlighed for under teaterversionen af Stephen Kings psykologiske horrorhistorie fra 1987, ”Misery”, som er noget så sjældent som ægte gruopvækkende gyserteater rig på chokeffekter og bloddryppende scenetricks.

Lise Baastrup gør en formidabelt overbevisende figur som den ensomme, kærlighedshungrende og – viser det sig – skingrende skøre Annie Wilkes. Hendes gradvise forvandling fra sympatisk hjælpsom eneboer i cardigan til fuldblodsmoderske med kødhammer danner stykkets dramatiske kurve og nerven i den psykologisk fortættede forestilling.

Ved skæbnens ugunst får Annie fingrene i forfatteren Paul Sheldon, da han en stormfuld aften forulykker med sin bil i et øde bjerglandskab. Den tidligere sygeplejerske redder den bevidstløse mand, der viser sig at være hendes store forfatteridol, og bringer ham hjem til sit afsidesliggende hus, hvor hun passer og plejer ham på tiltagende vanvittig vis.

For kvinden har en agenda. I sin fanatiske besættelse af Sheldons romanserie forlanger hun, at han genskriver seriens slutning og genopliver hovedkarakteren Misery Chastain. Og snart bliver det tydeligt, at Annie Wilkes ikke har tænkt sig at lade sit forfatterbytte slippe væk.

De fleste kender nok historien fra 1990’ernes filmatisering med Kathy Bates i hovedrollen, som i øvrigt sikrede hende en Oscar. I sceneversionen, der lægger sig tæt op ad filmens fortolkning, er Lise Baastrup ligeledes blændende i måden, hun ubesværet svinger mellem de faretruende følelsespoler på.

Når hun hulkende og klagende slæber sig rundt i de forfaldne stuer om natten. Når hun eksalteret anråber os fra forscenen insisterende på retfærdighed.

Fortællingen fungerer, fordi instruktør Sargun Oshana har valgt at vægte de psykologiske dybder i det lidt letbenede plot. Der er noget umiddelbart rørende i hovedrollens idealistiske omsorg for sine fiktive venner fra Sheldons slibrige romaner.

Det er svært ikke at sympatisere med hendes drømme om kærlighed og selskab og længslen efter et menneske, der ikke svigter. Samspillet med Mads M. Nielsens invaliderede forfattertype, der for at slippe levende ud af sit fangenskab behændigt må tilpasse sig sin vogters ustadige luner, er sublimt. Tilmed indimellem virkelig morsomt.

Som i et klaustrofobisk kammerspils masochistiske rolleleg pendulerer magten mellem de to kombattanter; fra hersker til slave og tilbage igen. Hvis det ikke var for de velplacerede spændingsopbyggende gysergreb, kunne kampen dog godt forekomme lige vel langtrukken til tider.

Men den virkningsfulde brug af lys- og lydeffekter driver fortællingen frem, ligesom skrivemaskineskriften på bagvæggen, der agerer subtil fortæller, og som tilfører et finurligt metalag undervejs, gør det. Scenografien er i det hele taget visuelt smuk med det forvitrede scenerum, hvor romantisk blomstret tapet hænger i laser og emmer af knuste kærlighedsdrømme.

Stilistisk er inspirationen hentet fra klassisk stumfilmshorror a la ikoniske ”Nosferatu” med de monstrøse skygger, der kastes frygtindgydende op på væggene. Det er simpelt, men vellykket og underholdende scenegys.