Van Gogh-animationsfilm er en primitiv pastiche, der driver rovdrift på den hollandske malers stil

Den første animationsfilm i spillefilmslængde bygger på Vincent van Goghs korte liv og tragiske død maler sig op i et hjørne

Den polske skuespiller Robert Gulaczyk har stået model for Vincent van Gogh i ”Loving Vincent”. –
Den polske skuespiller Robert Gulaczyk har stået model for Vincent van Gogh i ”Loving Vincent”. – . Foto: Miracle Film.

Den hollandske maler Vincent van Gogh (1853-1890) personificerer den tragiske myte om kunstneren, der blev misforstået i sin samtid, intet solgte og endte med at skyde sig selv. Inden da havde han – som sikkert bekendt – skåret det meste af sit øre af lillejuleaften 1888 i den sydfranske by Arles, hvor han mislykkedes med at skabe en koloni for ligesindede kunstnere, herunder Paul Gauguin.

For van Gogh havde ingen ligesindede, tværtimod var han egensindig i en grad, så han med sine 800 malerier malet med frenetisk hast over en periode på kun 10 år fornyede den vestlige verdens malerkunst og åbnede en vej for det 20. århundredes fauvisme og ekspressionisme. Der er i tidens løb skrevet et hav af bøger om van Gogh og lavet en håndfuld film, den mest berømte er ”Lust for Life” fra 1956, drejet over Irving Stones biografiske roman fra 1934. Van Gogh anskues som avantgardekunstneren, hvis virke var grænsesprængende, og hvis liv var selvdestruktivt. En sentimental synsvinkel, ikke mindst set i lyset af, at van Goghs malerier sælges til rekordhøje priser. Anerkendelsen er i sandhed kommet posthumt.

Dagens premiere ”Loving Vincent”, hvis titel stammer fra et af van Goghs breve til broderen Theo og bedst kan oversættes med ”Din hengivne Vincent”, er imidlertid den første animationsfilm over kunstnerens liv og død, der er skabt i fuld spillefilmslængde. Den har allerede høstet prestigiøse priser og nomineringer og megen omtale. Ikke mindst for det kolossale arbejde, der ligger bag. Filmen er først gennemspillet med professionelle skuespillere, herunder navne som Douglas Booth, John Sessions, Jerome Flynn og Saoirse Ronan, og dernæst omsat til animationsfilm, hvor 150 kunstnere har malet hvert enkelt af de oliemalerier, der krævedes til filmens 65.000 frames. Det har taget fire år.

Instruktøren Dorota Kobielas ambition har angiveligt været at tage van Gogh på ordet, når han i et brev skriver: ”Jeg kan ikke tale igennem andet end mine malerier”.

Instruktøren og hendes 150 malere har så at sige sat hans billeder i bevægelse. Har det været sliddet værd? Ikke ifølge undertegnede. Måske mest af alt, fordi van Goghs malerier i sig selv er indbegrebet af bevægelse, dynamik og følelse. At forsøge at lægge mere til er som van Goghs egne forsøg på at presse livet yderligere, lemlæstende og destruktivt. I ”Loving Vincent” skyldes miseren to forhold.

For det første kan der peges på, at selve historien, for Gud ved hvilken gang, sovser rundt i den sentimentale myte og tillige pumper den op med konspiration. Blev van Gogh mobbet i Arles? Tog van Gogh ikke sit eget liv på en mark i den nordfranske by Auvers-sur-Oise? Men blev han myrdet? Var hans sidste læge, Dr. Gachet, i virkeligheden grisk og misundelig? Var hans datter lun på Vincent? Var det kroværten i byen, der forsynede van Gogh med pistolen?

Med en tilbageskuende handling, der ruller van Goghs sidste år og timer op med flashbacks i grisaille og lader postmesterens søn fra Arles rejse ud for at finde sandheden, betjener filmen sig af en konventionel dramaturgi, hvor forholdene gradvis opklares og sandhedens – og sladderens – mangetydighed falder på plads i et sigende mønster. Men det har meget lidt med virkeligheden at gøre. For et par år siden lagde en udstilling i Amsterdam og en tilhørende forskningsbaseret bog ”On the Verge of Insanity. Van Gogh and his Illness” alen til sandheden. Van Gogh var ifølge adskillige lægefaglige journaler meget, meget syg, både genetisk disponeret, neurologisk og psykologisk, og selvmordet en konsekvens af dette; parret, som det var, med et omfattende misbrug.

For det andet kan der peges på det, der skulle være ”Loving Vincent”s styrke; nemlig animationen. Som nævnt ovenfor er det halsløs gerning at forsøge at tilføre van Goghs billeder yderligere dynamik og bringe en række af personerne i hans omgangskreds og det landskabelige rum omkring ham ”til live”. Det bliver ikke til andet end et uskønt hakkende postulat, hvor de portrætterede tillige ikke skal ligne personerne fra van Goghs samtid, men de ovennævnte skuespillere. En sær kommerciel gestus. Men rent kunstnerisk også en uegal affære, der aldrig bliver andet end en primitiv pastiche, der driver rovdrift på van Goghs stil med de mange pastose og parallelle strøg af stærke farver. Pang! Eller måske snarere: et gogh i nødden.