Inden for gyserfilmen bruger man det engelske ord ”suspense”, når man vil beskrive den særlige spænding, der opstår, når noget er uvist. Sker det, eller sker det ikke? Finder det sted, eller finder det ikke sted? Er det virkeligt, eller er det noget, hovedpersonen forestiller sig? Eller vi beskuere forestiller os? Med andre ord: Ved at skabe ”suspense” appellerer instruktøren til fantasien og alt, hvad den rummer af ustyrlige kræfter og lidenskaber.
Den 55-årige islandske forfatter og modtager af Nordisk Råds Litteraturpris i 2011 Gyrdir Eliasson er en mester i ”suspense”.
Hans romaner og ikke mindst noveller er alle sammen bygget op på denne dobbeltbundede eller surreelle virkelighedsskildring, hvor man som læser bliver i tvivl om, hvad der egentlig sker. Eller om der overhovedet sker noget af alt det fatale eller mirakuløse, der lægges op til. Gyrdir Eliasson har udviklet genren til et nærmest søvngængeragtigt mesterskab. Søvngængeragtigt, fordi hans fortællinger befinder sig et udefinerligt sted mellem virkelighed og drøm, realitet og fantasi.
Forfatterens seneste novellesamling, ”Kobbermark”, er i den henseende ingen undtagelse.
Han man – som undertegnede læst Gyrdir Eliasson igennem årene – indfinder der sig en vis genkendelse, men ikke gentagelse. Jo, stilen er den samme. Lakonisk, selvom den stedvis ventilerer en absurd humor i ubevogtede øjeblikke. Den samme type hovedperson. Et menneske, der som regel er helt alene, et barn, en voksen eller lige netop en person, stedt dér midt imellem, som drømmer sig ind i en anden eksistens.
Så gentagelsen og tilværelsens – og tekstens – monotoni transformeres til en overraskelse.
Gyrdir Eliasson fortæller i første person eller i tredje person, men hans eget forfatter-jeg er altid synligt. I tonen, i den skarpt skårne lokalitet, der åbner for stedets ånd, i sprogets små forskydninger fra det konkrete plan til et underjordisk eller luftigt lag.
Naturen er og har altid været besjælet i Island. Menneskene det samme.
De 32 små noveller i ”Kobbermark” – lydhørt oversat af Erik Skyum-Nielsen – er i realiteten ikke andet end anslag. Til noget større. Det raffinerede ved dem er, at dette skred mod en større, delvis ubegribelig verden finder sted i læseren, der stimuleres af forfatteren.
I novellen ”Oliebjerget” skubber en ung mand en gammel komponist i en rullestol op ad en bakke en sen aften.
Det er et umage par. Den gamle vil ud af livet, den unge vil ikke trods alskens provokationer slippe ham fri og prisgive ham til intetheden. De to passerer husene i den mørke by, hvor alle de andre mennesker sidder ”lænket til flimrende skærme, der viser et liv, som de længes efter, men aldrig vil kunne leve”. Det er præcis det liv, men også den død, som mennesker længes efter – og frygter – som Gyrdir Eliasson gestalter. Hans hovedpersoner slipper det lænkede og trælbundne skyggeliv og sætter fantasien og drømmene fri.
I realiteten er alle novellerne i ”Kobbermark” kunstnernoveller. Teksterne handler i sidste ende om sig selv og deres egen tilblivelse.
Ved tilegnelsen og oplevelsen af dem, bliver man som læser medskabende. Det er præcis det, kunst og stor litteratur kan: ikke blot gøre mennesker passivt modtagende, men aktivt medskabende.
Gyrdir Eliassons noveller handler alle sammen om mennesker, der sættes fri. Det skabende mirakel er ikke langt borte hos ham, men indfinder sig som afgørende begivenhed, der forvandler verden og den enkeltes sind.
I den afsluttende novelle med titlen ”Budbringerne” tager en mand livet af byens duer for at spise dem. Det bliver der sat en stopper for, til mandens sorg, til andres glæde, herunder jeg-fortælleren. For som han skriver med paradoksal underfuldhed:
”For mig var en by uden duer ikke et rigtigt sted. På en eller anden måde svævede alt i den tomme luft uden fugle.”
Helligånden er nærværende i beskrivelsen – og budbringer? Ja, det kan Gyrdir Eliasson selv være.
kultur@k.dk