Det var ikke meningen, at Niels Peter Stilling skulle have skrevet mere end fire bind om herregårdene i de danske landsdele inklusive Skånelandene. Den generøse bevillingsgiver ønskede dog et sidste bind med herregårdene i hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg.
Den statelige bogserie er hermed komplet. Årsagen til, at herregårdene syd for grænsen skal med, er, at de i mange tilfælde har spillet en rolle i danmarkshistorien, både i middelalderen og i 1700-tallet, hvor flere af de indflydelsesrige adelige slægter havde deres hovedsæder her, især i Holsten. Også danske bygmestre og arkitekter arbejdede i hertugdømmerne, herunder J.G. Rosenberg og C.F. Hansen. På en måde er der et historisk overlap, en fælleskultur her, som er blevet sløret efter de nationale krige og grænsedragningen i 1920. På den måde er bogen interessant, men det har været krævende for forfatteren at udrede de historiske forhold i hertugdømmerne. Det er fornemt klaret, men stadig uhyre indviklet og svært at huske.
Metoden er at gennemgå herregård for herregård – først i Slesvig, herunder Sønderjylland, og derpå Holsten. Bogen er ganske vist stilhistorisk opbygget i hovedafsnit, men hver ejendom beskrives for sig. Det er ikke uden omkostninger, for det fører til en del gentagelser. Sådan må det være, hvis bogen faktisk skal bruges som en guide. Man skal informeres bredt historisk ved læsningen om den enkelte gård.
En anden omkostning er, at dette let bliver en spændetrøje. Forfatteren kan ikke tillade sig at kaste sig ud i andre aspekter end de enkelte godsers historie – og især deres skiftende ejerforhold.
Bogen arbejder således ikke på tværs i herregårdskulturen, men derimod i søjler. Det er rart nok, når den er en slags guide, der dog nok er lovlig stor til handskerummet, men den brede beskrivelse, herunder den kunsthistoriske, foldes ikke ud.
Der har været en rigdom på de slesvigske og holstenske gårde med fornemt byggeri i tegl, indbudte italienske stukkatører, der har skabt skønne plafonder og musiksale, hvilket er særligt for denne landsdels store gårde. Hvordan det ser ud nu, er ikke noget, der afsløres umiddelbart. Det nævnes her og der, at en herregård ikke er i god stand, og at ejerskabet i Tyskland har været og er besværligt for de gamle familier. Her og der lægger man mærke til den rå behandling af bygningsmassen, når det kommer til de summariske bygningsbeskrivelser. Det anføres ganske kort, at krumhuset på Ludwigsburg nedrives i 1960’erne. Ja, det var arkitekturhistorisk en skandale, men hvad der ikke er fredet kan nedrives.
Mange herregårde i Tyskland er faktisk mishandlede og i en ret dårlig forfatning, og flere kan sikkert kun reddes ved at omdannes til hoteller eller ved at blive købt af pengestærke virksomheder. Det samme er sket i Danmark, hvor Rema 1000 ejer Gram Slot.
Kun sjældent interesserer N.P. Stilling sig for miljøerne i bredere betydning. Kun en enkelt gang tager han adelsgravene i kirken med, nemlig i Westensee.
Kirkerne var jo en udvidet scene for den adelige repræsentation. I Kirchnüchel skabte den nederlandske Thomas Quellinus, der virkede som kunstner for de højeste klasser i Danmark, et imponerende gravmæle for Cai Lorenz von Brockdorff. Sådan en forbindelse mellem kongerige og hertugdømme får vi ærgerligt nok ikke med.
Det er et herligt bind med flotte fotos, der giver meget god information om og opdatering af vor viden om godserne syd for grænsen, men handy er det ikke.