Jens Olesen (født 1943) er en af de helt store danskere. Ud over at have været den længst siddende direktør i et af verdens største reklamebureauer – det amerikanske McCann Erickson – er han også kunstelsker og -samler og ambassadør for dansk kunst og kultur, navnlig i sit andet hjemland Brasilien. En effektiv ambassadør, der kan få ting til at ske. Han bor også i København og New York, men har aldrig tabt kærligheden til sit fædreland.
Det er kunsten, som holder ham svævende. I et interview i dagbladet Information sagde han engang: ”Den bedste dialog mellem mennesker er kunst. Det er det, der driver mig.” Og i kataloget til den aktuelle udstilling siger han i et interview med Mads Damsbo fra kunsthallen Brandts: ”Kunsten er en erindring. En souvenir og en påmindelse om rejsens nødvendighed.”
Jens Olesen ejer omkring 1000 malerier og skulpturer. Det begyndte med et litografi, som han modtog som 14-årig. Det samme gjorde hans tvillingebror Lars, der parentes bemærket blev mag.art. i kunsthistorie i 2010 efter en lang og flot karriere inden for bankverdenen. Det var onklen, som ansporede de dengang 14-årige tvillinger til deres kunstinteresse med litografiet. I øvrigt er det Lars Olesen, som har kurateret udstillingen på Kunstcentret Silkeborg Bad, som tidligere blev vist i Skovhuset i Værløse.
Beskedenhed og ydmyghed er ikke en del af Jens Olesens dna. Derfor peger titlen på ham selv: ”Mine rejser”, ligesom alle hans kompetencer og interesser er oplistet forrest i kataloget. Fra filantrop til direktør for Den Olympiske Pavillon.
Udstillingen omfatter 63 værker, som repræsenterer mange steder og medier. En del af værkerne er imidlertid skabt af danske kunstnere som Per Kirkeby, Tal R, Kehnet Nielsen, John Kørner og Svend Wiig Hansen og Michael Kvium, hvis portræt af kunstsamleren fra 2002 hænger mellem to værker af Per Kirkeby.
Kvium skildrer den mægtige kunstsamler siddende på en grøn puf med spredte ben, der synes lidt forvredne ligesom i Francis Bacons muterede menneskefremstillinger. Han kaster en lyslilla skygge, og bag ham står et kolossalt, brunt Kvium-maleri op ad væggen. Der er et mylder af streger, som giver associationer til noget organisk. Maleren skildrer den store kunstsamler set oppefra, så han fremstår lidt undselig og udsat. Og så er hans øjne små og stikkende – ligesom hos mange af Kviums øvrige figurer. Det er ikke noget ukritisk portræt, men det udmærker sig ved både at være et ægte Kvium-billede og meget vellignende.
Man bemærker, at der ikke er nogen kvinder mellem de danske kunstnere.
Olesen er en machomand, som mest identificerer sig med de mandlige kunstnere, men det er topklasse-kunstnere, han har valgt at samle på. Især forelskede jeg mig i Tal R’s to fabulerende jernskulpturer fra 2001 og 2003. Det er rørende og poetiske og samtidig rå og primitive figurer, skabt af afstøb- ninger af frugter og flasker.
Udstillingen viser et større antal værker af kinesiske kunstnere. Om sit forhold til Kina siger Jens Olesen i omtalte interview i kataloget: ”Kina er jo ligesom Cuba også et land, der har været helt lukket omkring sig selv. Og man ser både længslen efter at bryde ud og forankringen i en oldgammel tradition for det fine penselstrøg og opmærksomheden på detaljen hos de kinesiske kunstnere.”
De fine penselstrøg ses især hos Chimeddorj fra Mongoliet. Sikke han mestrer den ædle kunst at male med tusch og akvarel! Men et af de kinesiske værker, som gjorde størst indtryk, var af Xie-Jiande, som også er fra Mongoliet. Titlen er ”Red House. (Landscape of the West)”, og det er malet i 1995, det vil sige omkring det tidspunkt, hvor den kinesiske kunst for alvor brød igennem i Vesten. Det gådefulde billede er malet i den metafysiske stil, som vi kender fra blandt andre den italienske maler Giorgio di Chirico med de underligt tomme rum og lange slagskygger. I forgrunden står en gruppe mennesker iklædt mongolske folkedragter. Der optræder også en hvid hest. I mellemgrunden står to rygvendte mænd og kigger ind i fremtiden, den ene i moderne arbejdstøj. Og i baggrunden begynder fabrikkerne at skyde op.
Her skildres det enorme opbrud fra det gamle Kina, der har fundet sted med moderniseringen og industrialiseringen, hvor den historiske hukommelse er decimeret: Landsbyer er blevet fjernet, gamle bygninger revet ned til fordel for store etageejendomme, og ritualer og skikke er langsomt blevet udskiftet med en moderne levevis, som i høj grad er inspireret af Vesten.
Et andet bemærkelsesværdigt maleri er fra Nordkorea, malet af en H. Park. Det forestiller en drengesoldat – i Nordkorea er militærtjenesten på 10 år – der skyder med en pistol ud ad et togvindue. Hans uniform er malet ulmende blødt, hvilket står i kontrast til den voldelige situation. Han er en nordkoreansk helt med røde kinder og en indre glød. I Nordkorea er kunstnerne underlagt propagandaapparatet, og der er nøje direktiver for, hvad der skal med på deres socialrealistiske billeder.
Der er også et inciterende maleri i sort-gråt-hvidt af en af de mest fremtrædende samtidskunstnere i Kina: Zhang Xiaogang. Det forestiller en kvinde – formodentlig efter et foto af hans mor som ung. Hendes store pupiller, hvide skjorteflipper og følsomme mund efterlader et indtryk af vemod og forgangenhed. Man bemærker en blodrød streg, der zigzagger ind over skjorteflippen og rammer hendes hals. Det er et maleri i hans berømte ”Bloodline Big Family”-serie, hvor han portrætterer kinesere, som de så ud i 1950’erne og 1960’erne, det vil sige op til og under den altødelæggende Kulturrevolution i Kina. Det suggestive maleri appellerer til de dybeste almenmenneskelige følelser.
Det er værd at tage en tur til Kunstcentret Silkeborg Bad i denne tid. Her bydes man på en mental rejse, som kan opleves gennem kunstværkerne og de spor, de bærer fra hele verden. Alt samlet under ét tag.