Prøv avisen
Bog

Et hospital i helvede

5 stjerner
I sine tidligere bøger har Steve Sem-Sandberg fulgt forskellige tråde i det jødiske mareridt; i ghettoen i Lodz, i udryddelseslejren Ravensbrück og i denne mursten af en fantastisk roman: På børnehospitalet Spiegelgrund i Wien i Østrig. Foto: Stephan Trierenberg/AP/Polfoto

Et racebiologisk mareridt udspiller sig for øjnene af læseren i Steve Sem-Sandbergs beretning om Anden Verdenskrig

Man skal tage en dyb indånding, før man åbner denne her bog. Men man er alligevel nødt til at åbne den. For ikke alene er det fabelagtigt god litteratur, den tager også fat i et absurd og kulsort historisk emne: nazisternes beskidte idé om renhed og racehygiejne.

”Jeg vil give stemme til dem, der aldrig fik nogen stemme” har den svenske forfatter Steve Sem-Sandberg sagt. Og netop dét er hele hans forfatterskab kommet til at dreje sig om: At italesætte de ting, der skete under Anden Verdenskrig i nazisternes dødslejre. Ikke i tal og antal – men i et menneskeligt perspektiv.

I sine tidligere bøger har Steve Sem-Sandberg fulgt forskellige tråde i det jødiske mareridt; i ghettoen i Lodz, i udryddelseslejren Ravensbrück og i denne mursten af en fantastisk roman: På børnehospitalet Spiegelgrund i Wien i Østrig.

Titlen spiller på udtrykket ”Det Udvalgte Folk”, men i denne roman er de udvalgte ikke favoritter, men forbandede. For de er, i nazi-terminologi, ”minderwertig”, mindreværdige, udvalgt til at dø, være forsøgsdyr, til at udholde nazistiske lægers racehygiejniske forsøg og til slut deres medicinske aflivninger i pavillon 15, eutanasi-afdelingen.

Det er den 11-årige Adrian Ziegler, hvis historie bogen følger tættest: ”Højde: 135 cm, kropsvægt: 34, kranieform: flad, let deformeret; typisk ’sigøjnerform’, Ører: semitisk foldede, men velformede, tæt ind til kraniet.”

Rundt om Adrian befinder sig den halv-humane, triste eksistens, sygeplejersken Anna Katschenka, lægerne, de konstant heilende, journalskrivende bødler med flere.

Sem-Sandberg lader intet skjult, overdriver ikke, men fortæller roligt og deskriptivt om, hvad der faktisk foregår inden for hospitalet og nazismens mure. Hvordan det komplet anormale bliver normalt, hvor let det er at skride fra ”til deres eget bedste” til mord, og hvor fin grænsen er mellem videnskab og overgreb. Og så – ligesom i virkeligheden – ender krigen, og bødlerne snakker deprimerende nok udenom, lyver, begår selvmord eller flygter til Sydamerika. Enkelte blev fængslet efter Nürnbergprocessen, nogle blev henrettet.

I alt 7500 mennesker, deraf 789 børn, blev myrdet på hospitalet som et led i nazisternes racehygiejniske program. Handicappede, blinde, syge, jøder, kommunister og frihedskæmpere. Men der var også nogle, der mirakuløst overlevede. Og blandt dem kommunist-sønnen Friedrich Zawrel, et af de ”mindreværdige” wienerbørn, hvis egen personlige overlevelseshistorie ligger bag romanens Adrian. Zawrel, der blev reddet af en sygeplejerske, endte med at leve 86 år.

Bogen er enkelt, nådesløst og nøgternt skrevet og faktisk dermed smuk. Barneperspektivet gør det hele mærkværdigt uskyldigt; ligesom i filmen ”Livet er smukt” og bestselleren ”Drengen i den stribede pyjamas”. Det meste ses med uerfarne øjne, der ikke kan opfatte rædslernes rækkevidde, og som derfor bevarer håbet og livsviljen til det allersidste.

”De Udvalgte” er ikke bare en stor roman, men også et indlæg i den evige diskussion om, hvorvidt mennesket er godt eller ondt. Sem-Sandberg facetterer personerne, forstår medløberne, lader glidebanen skride langsomt fremad, bøjer reglerne og twister sympatien, så man bliver tvunget til at kigge ind i sit eget mørke – og fatte, at det horrible, det er i os alle sammen.