Et hul på den isede rude

Digteren Johannes Jørgensen var en evigt rejsende , men julen bar han med sig i hjertet, hvor end han var

 Selvom digteren Johannes Jørgensen følte sig fredløs i verden, var der et sted, han følte sig hjemme; i julen. Den tunge stemte smerte ved juletid forlod ham aldrig og blev måske ligefrem forstærket af, at han ikke var hjemme eller hørte hjemme nogen steder og som regel var et helt andet sted i julen, end hvor han burde være. – Arkiv
Selvom digteren Johannes Jørgensen følte sig fredløs i verden, var der et sted, han følte sig hjemme; i julen. Den tunge stemte smerte ved juletid forlod ham aldrig og blev måske ligefrem forstærket af, at han ikke var hjemme eller hørte hjemme nogen steder og som regel var et helt andet sted i julen, end hvor han burde være. – Arkiv. Foto: Polfoto.

150-året for Johannes Jørgensens fødsel er blevet fejret i København og hans fødeby Svendborg i år. Begge steder boede, levede og arbejdede han, de sidste år af sit liv i æresboligen i Fruestræde. Men det meste af tiden var han væk fra Danmark.

Johannes Jørgensen var en rejsende. Selv identificerede han sig tidligt i karrieren med den jødiske skomager Ahas-verus, der blev dømt til at vandre evigt på jorden, fordi han havde nægtet Jesus hvile ved sit hus på vejen mod Golgata. Johannes Jørgensen anskuede sig selv som en restløs og fremmed her på jorden, der dybest set ikke hørte til nogle steder. Endskønt han jo havde en rolle som feteret forelæser og digter i Belgien, Tyskland, Frankrig og ikke mindst Italien. Her boede han i en menneske- alder først i Siena og siden i Assisi, hvor Signore Giovanni også blev æresborger.

Men følte Johannes Jørgensen sig fredløs i verden, var der et sted, han følte sig hjemme; i julen. Den tunge stemte smerte ved juletid forlod ham aldrig og blev måske ligefrem forstærket af, at han ikke var hjemme eller hørte hjemme nogle steder og som regel var et helt andet sted i julen, end hvor han burde være.

Den initierende oplevelse af julen fulgte ham livet igennem. I første bind af erindringsværket ”Mit livs legende” (1916-1928) har han beskrevet julen i sit barndomshjem og den overvældende følelse, der greb ham, da han første gang sang med på B.S. Ingemanns ”Julen har bragt velsignet bud” med linjen: ”Dans lille barn, på moders skød, en dejlig dag er oprunden”. En genklang af salmen blev vakt hver jul sidenhen i hans lange liv. Det samme gjaldt Ingemanns tone fra himlen, der aldrig forstummede i hans sjæl. For dejlig er jorden.

Nogle af de mest prægnante steder i Johannes Jørgensens rige forfatterskab af poesi, essays og erindringer har med denne tone at gøre. Julen, når den melder sig i syn og sind. Et helt særligt syn melder sig i Jørgensens rejsebog ”Bag alle de blaa bjerge” (1913), hvor han på selve juleaftensdag endnu en gang har sagt familien og børnene farvel og er på vej sydover, ned i Europa. Det er bidende koldt. I toget på vej mod Gedser ånder Jørgensen et lille hul i den isede rude og ser ud i mørket. Han øjner de små hvide huse på markerne i Sydsjælland med ”de mange lysende Vinduer – det er vel en Skole, hvor Børnene synger om Juletræet. Og mens de knistrende hjul farer hen over de rimede skinner i den store snestilhed under stjernerne, tænker Jørgensen sig børnene i skolen som en flok juleengle, der drager syngende mod paradiset. Midt i sorgen, afskeden og den kolde klare vinter er glæden der, juleglæden.

Igennem alle syv bind af Johannes Jørgensens ”Mit livs legende” kan man følge hans oplevelser af julen i skiftende aldre og på skiftende steder. Forlader Jørgensen mange og meget, svigter han og lægger afstand til dem, han elsker og dybest set er afhængig af, så finder han i åndelig forstand hjem i julen. Han svigter ikke julen – eller rettere: Julen svigter ikke ham. Den er der med sin klang i frostnætterne i Norden. Eller i det milde mørke i Rom, der svøber sig omkring ham. Den er der med barnet, som danser på sin mors skød, hvor end han er i verden. Den nyfødte – eller den genfødte – er tilstede i en søjle af lys.

I 1899 fejrer Johannes Jørgensen julen med sin lille familie i en lejlighed tæt ved Den Spanske Trappe i Rom. Juletræet er erstattet af en julekrybbe med grønt med røde bær. Men følelsen er den samme i Nord og Syd. Af lyset, der kommer igennem mørket, når der åndes et hul i den isede rude eller åbnes en kalenderluge til fortiden i det frosne sind. Ved midnat går familien til julemesse. I 1913 er Jørgensen atter i Rom, denne gang helt alene. Juleaftensdag går han op på Monte Pincio og kigger ud over byen. Stemmerne fra alle de glade og forventningsfulde børn stiger op imod ham, og han kan ikke lade være med at søge hen til Via Castelfidardo, hvor han 14 år tidligere havde fejret julen med sin familie. På stedet er intet ændret, alt ser ud som det plejer, men hos ham selv er alt anderledes. Han er alene og må genkalde sig julen i følelsen. Julen hjælper ham med at huske, hvordan de gode øjeblikke var.

I sidste og syvende bind af ”Mit livs legende” er Johannes Jørgensen og julen tilbage i Danmark. Men forfatteren er alligevel ikke hjemme. Han er i julen hos sin tuberkuloseramte ældste søn på Vejlefjord Sanatorium. Juledagene er milde og stille. Solen skinner, og vandet på fjorden lyser som sølv. Vildgæssene trækker knarrende hen over himlen. Digteren sidder i sønnens værelse i en foret fodpose, så han kan holde varmen. For vinduerne er åbne, så den syge kan få al den friske luft, han behøver. Nede fra skoven høres tonerne fra et hornorkester, der spiller julesalmer.

Selve juleaften synger de i folkestuen på sanatoriet ”Dejlig er jorden”. Jørgensen mindes sit elskede Italien, og tænker på kirkerne, hvor midnatsmessen forberedes. Men tonen fra himlen melder sig her og nu. Og med den glæden og taknemmeligheden. Det er jul igen, sønnen er ved at få det bedre, selv har Jørgensen det godt i sin varme fodpose ved hans side. Han er her, han er i livet. Og jorden er dejlig.

Glædelig jul.

I klummen ”Liv&Litteratur” skriver Kristeligt Dagblads anmeldere Mai Misfeldt, Lars Handesten og Henrik Wivel på skift hver lørdag om forbindelserne mellem liv og litteratur, både historisk og aktuelt.