Et humanitært rum midt i kaos

Stærkt virkende bog om tre søskende, der alle har været udsendt for Læger uden Grænser

Et humanitært rum midt i kaos

Et livsbekræftende arbejde. Men indimellem også en konfrontation med en ufattelig ondskab. Dette er en del af den virkelighed, der lægges frem for læserne i den stærkt virkende bog ”Tre søskende – udsendt af Læger uden Grænser”. Nogle af de dramatiske historier, der indgår, danner forlæg for elementer i Susannes Biers film ”Hævnen” samt for figuren ”Jakob” i tv-serien ”Sommer”.

De tre søskende er Søren, Vibeke og Jakob Brix Christensen. Og bogen om deres virke, der fandt sted i nogle af verdens farligste brændpunkter i 1996-2006, er skrevet af deres forældre, Mogens og Merete Brix Christensen, på baggrund af de beretninger, som ”børnene” har givet om deres ekstremt krævende arbejde og udført under forhold, der ofte forekommer umulige. Alt er skildret helt tæt på, både i tekst og fotos.

Et eksempel på en af de skæbner, der beskrives:

Vibeke Brix Christensen fortæller om en dreng, der i Sierra Leone så sine forældre blive myrdet og flere af sine søstre blive voldtaget. Han forsøgte at flygte, men blev fanget af ”bødlerne” og snittet med knive over hele kroppen. Til sidst huggede de hans penis af ved roden. Efterfølgende kom han på operationsbordet, fordi hans blære var ved at sprænges. Han bad Vibeke Brix Christensen give sig noget, så han ikke vågnede igen. Hun gyser, når hun ser hans angste øjne for sig. Men historien ender godt – og i stor taknemmelighed: Drengen fik en plejefamilie og kom desuden i lære som skrædder. Hans drøm var netop at blive skrædder.

De tre søskende stammer fra Varde, faderen var dyrlæge, og moderen ergoterapeut. Det var et hjem, hvor Fadervor afsluttede dagene.

Børnene engagerede sig i verden ud fra en grundholdning om ansvarlighed over for medmennesket. Enkelt sagt handler en humanitær holdning for dem om, at ”et individ rækker ud efter et andet og skaber et humanitært rum omkring den enkelte midt i en kaotisk situa- tion”.

Men det hele er ikke enkelt. Vibeke Brix Christensen udfordredes af et dilemma: En mand blev bragt ind på det hospital i Sierra Leone, som hun var tilknyttet. Hans skader var så svære, at han ville dø, hvis ikke hun og hendes hold opererede ham. Imidertid var han berygtet for at lemlæste gravide kvinder. Han sprættede dem op med sin bajonet, så både mor og barn døde. Fortjener en sådan mand at blive hjulpet?

Svaret er, at en læge er forpligtet af lægeløftet. Altså blev manden opereret. I øvrigt ophørte han med sine grusomheder, blev integreret i det lokale samfund og grundlagde en lille butik.

Vi får nærbillede på nærbillede af de udsendtes hverdag. Blandt andet fra et område i Sudan, der i længere tid havde været uden lægehjælp. Det betød, at mere end 80 procent af befolkningen var bukket under for den dødelige parasitære sygdom sort feber. Men ved rettidig behandling kan 90-95 procent reddes. Endvidere er det et område med en særlig risiko for udbrud af meningitis-epidemier.

Dér arbejdede Søren Brix Christensen – i 20 timer i døgnet. Hans første konsultation opsøgtes af cirka 150 patienter.

Bogen er velskrevet, i en nøgternt rapporterende stil, der aldrig bliver ”tør”. Forældrene træder til side for deres ”børn”, men det er tydeligt, at de står sammen med dem i det engagement, der leves ud.

Børnenes sag opleves også som forældrenes. Det dybeste i de indirekte portrætter, vi får af de tre søskende, er den lidenskab, der driver dem. Det er opløftende at møde personer, for hvem humanitet ikke blot er smuk teori, men samtidig handling.