Der er mange steder en opfattelse af, at kunst er luksus. Men vi må søge at åbne vore medborgeres øjne for den sandhed, at kunst er livsnødvendig.
Sådan sagde den socialdemokratiske politiker Julius Bomholt engang i 1950erne. Den 7. september 1961 blev han af sin partikollega og statsminister, Viggo Kampmann, udnævnt til landets første kulturminister. Sammen institutionaliserede de drømmen om at danne befolkningen ved at gøre kunsten til allemandseje ud fra Bomholts og sidenhen ministeriets motto Nok støtte, men ikke dirigere, det, man i dag kender som armslængdeprincippet. Til formålet oprettede kulturministeren i 1964 Statens Kunstfond, der begyndte at uddele legater, stipendier og honorarer til forfattere, billedkunstnere, musikere med videre.
Siden har kunststøtteordningen været kritiseret, vendt og drejet. I denne uge kom et udvalg anført af Tivoli-chef Lars Liebst med et længe ventet forslag til ændringer af kunststøttesystemet, hvor man blandt andet anbefaler at nedlægge Kunstfonden og slå den sammen med Statens Kunstråd. Om Kunstfonden nedlægges er tvivlsomt, efter at det natten til fredag blev klart, at Socialdemokraterne igen sætter sig på statsministerposten. Partiets kulturordfører, Mogens Jensen, har i første omgang afvist udvalgets anbefalinger.
Hvad den nye regering vil i Kulturministeriet, og hvem der får lov at sætte sig i hjørnekontoret i Nybrogade 2 som den 18. minister, ventes med spænding i branchen. Sikkert er det, at Mogens Jensen har kastet om sig med lovninger på mere støtte til dette og hint, som vil koste meget mere end de 100 millioner kroner, han har lovet at tage med ind i Kulturministeriet. Sikkert er det også, at den nye minister kan se frem til en masse krav om forandring og mere støtte fra de respektive kulturdiscipliner. Krav og forventninger, Kristeligt Dagblad beskrev sidste lørdag på denne side. Markante kulturstemmer har også i denne avis efterspurgt større kulturpolitisk fokus på værdier og gentaget spørgsmålet: Hvad vil vi med kunststøtten? Hvad er kultur?
Forleden sagde sociologen Henrik Dahl til Kristeligt Dagblad, at vi uden tvivl kan forvente en mere folkelig og fordelingspolitisk retfærdig tilgang til kulturpolitikken med en rød regering. Men var det tankegangen bag Kampmanns oprettelse af Kulturministeriet i 1961? Nej, lyder det fra en række iagttagere.
Kampmann og Bomholt havde store demokratiske visioner med det nye kulturministerium. Kulturministeriet i starten Ministeriet for Kulturelle Anliggender blev grundlagt i en tid, hvor det gik godt for Danmark. Landet var kommet sig oven på Besættelsen, og danskerne havde råd til fine parcelhuse, store biler og moderne møbler. Da boligmagasinet Bo Bedre udkom for første gang i foråret 1961, blev de 50.000 eksemplarer udsolgt i løbet af få timer.
Den socialdemokratiske statsminister, der havde vundet folketingsvalget året forinden med sloganet Gør gode tider bedre, var klar til at tage næste skridt i udviklingen af velfærdssamfundet. Når nu det materielle overskud var sikret, var tiden inde til at fylde danskerne med ånd og æstetik inspireret af de franske politikere, der allerede i 1959 havde oprettet verdens første kulturministerium. Nu skulle danskerne åbne øjnene op for kunstens kvaliteter.
På et møde på Krogerup Højskole havde Kampmann anråbt kunstnerne om hjælp til at formulere fremtiden. Blot de kulturelt interesserede ville forlade deres kritiske stade og begynde at rådgive os på kærlig og forstående måde, ville meget være vundet, lød det fra Kampmann.
Kunstnerne skulle ifølge statsministeren komme med de nye visioner for fremtiden, nu når de, der tjente til dagen og vejen, havde opnået en rimelig livskvalitet, fortæller filosof og kritiker Arno Victor Nielsen.
Han havde stor respekt for kulturen og ville indgå en alliance med kunstnerne om at støtte dem mod at få noget igen. Det hang også sammen med, at de politiske ideologier på det tidspunkt efterhånden var skrottet, og at kulturen skulle være den nye ledestjerne for velfærdsstaten, siger Arno Victor Nielsen, der mener, at den vision for længst er død.
Journalist og forfatter Ole Hyltoft var ansat som taleskriver for Julius Bomholt og savner en minister af samme kaliber.
Julius Bomholt ændrede fuldstændig dansk kulturliv, da han i foråret 1964 fik gennemført en lang række forbedringer på blandt andet kunststøtteområdet, på museumsområdet, på biblioteksområdet og med oprettelsen af filminstituttet. Der var respekt om Bomholt både fra kunstnerne og fra politiske kolleger, der havde andre partifarver. Hans mission var at give alle danskere let adgang til kunst og kultur. Siden er der ikke sket afgørende ændringer, kun småjusteringer, senest i kunststøtten, men det er i en mere centralistisk retning, og det er bestemt ikke, hvad der er brug for, siger Ole Hyltoft.
Op igennem 1960erne oprettede de socialdemokratiske kulturministre Julius Bomholt, Hans Sølvhøj og Bodil Koch museer, teatre og biblioteker rundt omkring i landet ud fra tanken om, at kunsten skulle ud til danskerne.
Det var midt i denne proces, at lagerforvalter Peter Rindal lagde navn til en folkelig frustration over den elitære støtte. Han blev lidt tilfældigt talsmand for tusindvis af borgere, der var mod arbejdslegater og livsvarige ydelser til kunstnere. Det blev til 26.000 protestunderskrifter, men otte år efter den voldsomme debat, der rasede i foråret 1965, mente Rindal ikke, at hans aktion havde ændret noget: Jeg mener stadig, det er skandaløst, at jeg over min skattebillet tvinges til at betale af min løn til en indspist gruppe storsnuede mennesker, der ikke kan klare sig selv, men mener, de har noget så vigtigt at sige nationen, at vi andre må tjene pengene for dem, sagde Rindal til Information i 1973.
Rindalismen bliver stadig hevet frem, når kulturstøtten diskuteres i dag, men en undersøgelse viser, at 70 procent af danskerne bakker op om den offentlige støtte. Det kan hænge sammen med, at kulturforståelsen i samfundet efterhånden er blevet folkeliggjort og ikke er så klassisk elitær som tidligere, påpeger professor i æstetik og kultur Henrik Kaare Nielsen fra Aarhus Universitet. Han fortæller, at der allerede i midten af 1960erne opstod en mere pluralistisk forståelse af kulturstøtten. Mange vil blandt andet huske Bjørn Nørgaards hesteofring i 1970.
Vi så nye kunstarter blomstre op, og en populærkulturel bølge opstod i periferien af ungdomsoprøret. Der var tale om nye, folkelige udtryksformer, og disse nye performere og kunstnere begyndte at stille krav om anerkendelse og støtte, siger han.
Allerede fra 1970erne var der konsensus om denne pluralistiske kulturforståelse, og i 1980erne og 1990erne bevægede Kulturministeriet med henholdsvis en borgerlig og socialdemokratisk regering sig ifølge Henrik Kaare Nielsen længere væk fra det oprindelige dannelsesrationale. Man kan ifølge professoren dele Kulturministeriets historie op i to forskellige kulturpolitiske rationaler. Det ene tager udgangspunkt i en oplysnings- og demokratitanke, der kan være af enten enhedskulturel eller pluralistisk karakter, men som i begge tilfælde har fokus på kulturens dannelsespotentiale som det, der gør den værdifuld. Det andet rationale handler om kulturens økonomiske potentiale, som i stigende grad er blevet dominerende under titlen oplevelsesøkonomi.
Det klassiske rationale er ifølge Henrik Kaare Nielsen aldrig blevet officielt aflyst og er skrevet ind i de fleste kulturinstitutioners målsætninger. Til tider bliver dette rationale hentet frem af politikerne, som for eksempel når Brian Mikkelsen (konservativ kulturminister 2001-2008) laver en kulturkanon. Men det oprindelige rationale er ifølge Henrik Kaare Nielsen i den grad flankeret af en idé om, at kunst og kultur kan bidrage til samfundsudviklingen i en økonomisk forstand.
De to rationaler giver et mere konfliktpræget billede af, hvad samfundets overordnede målsætning med kulturpolitikken egentlig er, siger han.
Ifølge Arno Victor Nielsen er det især efter 1990, at den egentlige kulturkamp forsvinder, og at kultursynet bliver forfladiget. Man kan, mener han, ikke længere skelne mellem avantgardekunst og mainstreamkultur, folk holder op med at styrte til premierer og købe bøger på udgivelsesdagen.
Den oprindelige tanke om kunsten som noget værdisættende og fremsynet er død. Kultur er blevet til ren underholdning. Det var Jytte Hilden (socialdemokratisk kulturminister 1993-1996, red.), der ville støtte kokke. I 1990erne opdagede man især, at kultur kunne være en god investering, og så skulle hver by have sit eget kulturhus og kunstmuseum. Indholdet er sådan set ligegyldigt. Den forestilling fortsatte Carina Christensen (konservativ kulturminister 2008-2010, red.) og ville have kultur ud i alle indkøbscentre. Det gælder også idéen om biblioteker som varmestuer. Kulturministeriet er i dag et erhvervs- og socialministerium, siger Arno Victor Nielsen.
Julius Bomholt mente, at kunst er livsnødvendigt. Om Kulturministeriet i dag kun støtter livsnødvendig kultur, vil formentlig blive diskuteret videre under den nye socialdemokratisk ledede regering. Dannelsesrationale eller ej står den nye kulturminister i hvert fald over for en række konkrete opgaver, som er vigtige. Vi skal nok ikke regne med de store forandringer i kunststøttesystemet, derimod er salget af TV 2, fin- versus massekultur og ikke mindst medieforliget afgørende punkter. Så må tiden og debatten vise, om kampen mellem dannelse eller forfladigelse fortsætter.
Læs listen over kulturministre gennem tiden og deres mærkesager påk.dk/kultur