Prøv avisen
Interview

Olafur Eliasson har skabt et hus, som naturen selv ville have tegnet det

Fjordenhus består af fire sammenhængende cylindre med en højde på 28 meter, der står direkte i forbindelse med vandet i Vejle Fjord. Stueetagen er offentlig tilgængelige på alle tider af året. På de øvrige etager har fonden Kirk Kapital deres hovedsæde. – Foto: Anders Sune Berg

Olafur Eliasson har med Fjordenhus i Vejle for første gang tegnet en hel bygning. Målet har været at få naturens elementer til at smelte sammen til et organisk hele med plads til åndelig fordybelse

Himlen og havet har til alle tider fascineret mennesker. I Vejle ligger nu et hus, der har fri adgang til begge dele.

Den dansk-islandske kunstner Olafur Eliassson kunne i går løfte sløret for sit første bygningsværk nogensinde. Med Fjordenhus, som bygningen er døbt, har han fået opfyldt sin drøm om at skabe et organisk værk, hvor vandet er gulv og himlen loft. Sådan lidt bogstaveligt. Bygningen ligger ude i Vejle Fjord og kan kun nås via en gangbro. På toppen af huset, der rager 28 meter op i luften, er placeret en kuppel, der, ligesom Pantheon-templet i Rom har åben adgang til himlen.

Olafur Eliasson vedkender sig inspirationskilden fra Rom, og ligesom Pantheon betyder ”alle guders tempel”, skal Fjordenhus være et sted, hvor alle er velkomne. Godt nok er det bygget som Lego-familiefonden Kirk Kapitals nye hovedsæde, men det er også et hus, der i stueetagen er et offentligt tilgængeligt værk med en permanent stedsspecifik udstilling. Her er blandt andet skulpturen ”Undervandsforventning”, der om aftenen vil være oplyst og med tiden blive taget i brug af alger og andre af havets vækster.

”Det har fra begyndelsen været et drømmeprojekt for mig, men allergladest er jeg for, at bygherren ville have, at stueetagen skulle være et kunstværk i det offentlige rum, og at der er blevet skabt en åben plads på den anden side af gangbroen, hvor der kan foregå alt muligt,” siger Olafur Eliasson, der kalder bygningen ”et hus, som naturen selv ville have tegnet det”.

Hans vision har været at skabe en bygning, hvor alt er organisk. Derfor findes der ingenting, der er lige i huset. Selv i kontorerne er både skriveborde, skabe og mødeborde enten runde, ellipseformede eller krummede på en eller anden måde.

”Når alt er krumninger og hældninger, så fejes luften og havet ind på en helt naturlig måde. Bygningen bruger vinden og vandet på samme måde, som naturens økonomi er organiseret. Det er sådan, træerne henter vandet, og bladene henter lyset,” siger Olafur Eliasson og tilføjer:

”Hvis man tager et billede af væggene, så vil de virke flade, men med øjnene kan vi se, at væggen krummer. Sådan er det også i naturen, og jeg kan godt lide, at når man ser noget analogt, så ser man noget, som man ikke ser i en digital gengivelse. Det er en kæmpe kvalitet, som jeg til alle tider har været optaget af.”

Hvad kunstneren også er optaget af, er, at mennesker, der besøger Fjordenhus, gerne må få en oplevelse af at være rummet af den tid og det samfund, de lever i. Og der trækker han gerne tråde tilbage til den åndelighed, der eksempelvis er forbundet med Pantheon. Arkitekturen i Fjordenhus kunne da også lede tankerne i retning af en euroæisk katedral, men Olafur Eliasson ser det snarere som et hus, man kan spejle sig i.

”Katedraler er strengere. I dem er der ligesom ikke noget, der står til forhandling. Fjordenhus er mere relationelt, end det er monumentalt. Det er skabt i umiddelbart samspil med sine omgivelser og med de mennesker, der oplever det. Man bliver bevidst om sin egen tilstedeværelse og ikke blot om, at man ser bygningen, men også om, at bygningen ser en,” siger Olafur Eliasson.

”Kirkerne har historisk set været de eneste, der byggede lidt høje rum, og derfor tænker vi naturligt katedral, når sådan noget som det her opstår. Måske også fordi vi er blevet vant til at kigge på sådan noget der,” siger han og peger direkte over på den anden side af gangbroen, hvor den ene firkantede boligblok efter den anden tårner sig op.

”Det åndelige ligger ikke inde i bygningen, men i den måde, du oplever bygningen. Det vil sige, det ligger også i dig selv. Det handler om, at du føler dig set. Personligt føler jeg mig med denne bygning set som kunstner og anerkendt som formgiver. Jeg er utrolig glad for resultatet.”

Olafur Eliasson har for første gang i sin karriere tegnet et helt hus. Her er han på øverste etage, hvor en kuppel har direkte, åben adgang til himlen. – Foto: Dorte Washuus
”Det åndelige ligger ikke inde i bygningen, men i den måde, du oplever bygningen,” siger Olafur Eliasson, som har tegnet det nye Fjordenhus i Vejle. – Foto: Anders Sune Berg
Foto: Anders Sune Berg