Martinus Rørbyes ”Kirurgen Chr. Fenger med hustru og datter” fra 1829 er et af de værker, jeg altid lige stopper op ved, når jeg dagligt går gennem salene på Ribe Kunstmuseum. Der er så mange blikke og farvenuancer og detaljer, som alt efter belysningen dukker op og vil én noget.
Vi har lidt svært ved at holde lige netop det værk hjemme i Ribe. Det er tit udenbys og har i de senere år været udstillet flere gange i København. Og det skal på en større rejse i 2020, hvor vi skal til Japan med det. Men stor er glæden, når ”Fenger”, som vi kalder værket i daglig tale, kommer hjem igen og bliver hængt op på sin plads i museets guldaldersal. Så går det op for os, hvor meget det var savnet.
Christian Fenger (1773-1845) var livkirurg for kong Frederik den Sjette og førsteprofessor på Akademiet og underviste kirurger. Han var en betydelig person. Derfor er han også placeret strategisk i billedet i ”det gyldne snit” og med det rigtige lys på ansigtet, så ingen er i tvivl om, at han er det psykologiske midtpunkt og samlende element i kompositionen.
Alle på billedet peger med deres blikke på Fenger. Det gælder datteren, hustruen, hunden, papegøjen, ja selv Fengers afdøde mor betragter sønnen fra billedet på væggen i baggrunden. Fenger er den eneste, som kigger direkte på os – det er ham, der meddeler sig til os, som med dette maleri har fået lov til at kigge ind i borgerskabets stue – ind i den private sfære.
Tidligere i kunsthistorien ville man have malet ham i gang med sit fag. Men jeg kan ikke finde noget i billedet, der overhovedet afslører, hvad han beskæftiger sig med. Går vi længere frem i kunsthistorien, ville det have været nationalstaten, der var i centrum. Men det allervigtigste på lige præcis denne tid er altså at være afbildet som familiemenneske.
Eckersberg, som Rørbye var elev af, malede også mange familieportrætter; børnene, familien, dyderne, det var det, man ville have frem.
Men alt er ikke rosenrødt her, se på moderens blik på datteren, der står lænet ind over Fenger. Aner man en snert af jalousi? Der er dage, hvor jeg synes, hendes blik er lidt trist og indadvendt. Der er også noget på færde i linjen fra Fengers mor på væggen over hustruens lidt fjerne blik til den tomme stol i billedets nederste venstre hjørne. Hvem skulle have siddet på den stol? Er hendes tanker et helt andet sted? Har der mon været en søn, eller kom der aldrig en søn i familien?
Martinus Rørbye blev født i Norge i 1803 og var således kun 26 år, da han malede det store portræt af Fenger-familien. Det er ret dygtigt gjort, når man ser på det psykologiske spil, der er i billedet.
Rørbye flyttede med sin familie til Danmark efter tabet af Norge i 1814 og bosatte sig i København. Han blev optaget på Kunstakademiet allerede som 16-årig og malede som ung især landskaber. Senere rejste han så tilbage til Norge og, noget utraditionelt på den tid, også til Jylland, og nåede som én af de første malere op til Skagen. På rejsen blev han, ud over landskaberne, optaget af befolkningen og deres klædedragter. Han var som en slags etnograf, der registrerede, hvad han så. Han rejste også sydpå, til Tyrkiet og Grækenland, og hans orientalske motiver solgte ret godt. Han var en af de absolut mest populære malere på den tid, og det er helt sikkert ikke noget tilfælde, at det var ham, der malede kirurg Fenger.
Rørbye døde 45 år gammel i 1848, samme år som malerkollegerne Christen Købke og Johan Thomas Lundbye. Alle tre var virkelig store tab for den danske kunst, men de nåede heldigvis at male meget, før de døde – så meget, at vi også her i Ribe har en god samling af guldalderkunst.
Det er den psykologiske dybde i ”Fenger”, som er den helt store attraktion, synes jeg. Der er så mange udsagn i maleriet. Tænk, at et maleri fra 1829 kan tale så direkte til os i dag.