Prøv avisen

50 års jubilæum: ”Huset på Christianshavn” skrev tv- og arbejderklassehistorie

Beboerne fra ”Huset på Christianshavn” mødes jævnligt på den lokale beværtning, ”Rottehullet”, hvor karaktererne indtager større mængder af ”bajere” og snaps. Her er de dog rykket ind hos dyrehandler Clausen (yderst til venstre). Ud over Clausen er det vicevært Meyer (nummer to fra venstre), Hr. Olsen og Egon (yderst til højre), der her er i gang med en skål. – Foto: DR.

Det er 50 år siden, at det første afsnit af ”Huset på Christianshavn” løb over skærmen. Serien var en nyskabelse, der samlede danskerne, men den blev også kritiseret for at være slumromantisk

I lørdags var det 50 år siden, at danskerne for første gang stiftede bekendtskab med flyttemand Olsen, vicevært Meyer og resten af holdet fra Amagergade i ”Huset på Christianshavn”. Serien, der udspillede sig i en del af København, som dengang var noget mindre poleret end i dag, løb over en syvårig periode indtil 1977. 84 afsnit blev det til i alt.

Siden er den ikoniske serie blevet genudsendt en række gange og har på trods af tidens tand og utallige nyere tilbud formået at forblive i danskernes bevidsthed. I disse uger fylder serien DR 2’s sendeflade på god gammeldags manér, ligesom man også kan tage tilbage til 1970’ernes Christianshavn på DR’s virtuelle universer.

”Huset på Christianshavn”s store succes i dansk populærkultur skyldes især, at den dukkede op som en mindre revolution herhjemme, fortæller filmredaktør Christian Monggaard, som har skrevet en række bøger om Erik Balling, der instruerede majoriteten af afsnittene i den folkekære serie.

”Indtil da havde man primært lavet tv-teater, tv-film og korte tv-serier, så en serie med 84 afsnit var stærkt usædvanligt. Og så var det også den første reelle komedieserie herhjemme, hvor udvalget af fiktion på tv indtil da havde været en ret alvorlig affære,” forklarer han.

”’Huset på Christianshavn’s lystspil skilte sig ud fra den mere højtidelige tilgang til fiktionen, der dengang herskede hos DR. Det var derfor heller ikke det daværende TV-Teater (nuværende DR Drama), der bestilte ”Huset på Christianshavn”, som ellers var normen. Bestillingen kom i stedet fra DR’s daværende underholdningschef Niels-Jørgen Kaiser. Han havde set den engelske sæbeopera ”Coronation Street”, der følger tilværelsen på en gade i England, og henvendte sig til Nordisk Film med et ønske om noget i samme stil.

Christian Monggaard beskriver ”Huset på Christianshavn” som en ganske klassisk ”sitcom” (efter den engelske betegnelse ”situation comedy”). Med afsnit på godt en halv time, hvori man følger det samme persongalleri, der trods alverdens udfordringer gennemgår et minimum af personudvikling serien igennem.

I dag lyder det ikke som en revolutionerende opskrift, men Christian Monggaard understreger, at det i Danmark anno 1970 var et kæmpe nybrud. Man var ikke forvænt med et særligt bredt udvalg, hvor man kunne være heldig at fange en engelsk eller amerikansk komedieserie fra tid til anden.

”Midt i den her ret seriøse og begrænsede sendeflade kom der pludselig komik og humor ind i bedste sendetid. Det var nyt og spændende, og så var det endda med alle de her folkekære skuespillere på slap line,” fortæller han.

Christian Monggaard uddyber, at man ikke kan tage det faktum, at serien udkom i monopoltiden, ud af den ligning, der forklarer seriens enorme popularitet. Det er svært at forestille sig, at ”Huset på Christianshavn” ville have slået så kraftigt igennem, hvis der var 20 forskellige streamingtjenester, der kæmpede om opmærksomheden. Han mener dog ikke, at serien ville have skrevet sig i den danske kulturkanon, hvis den ikke havde kvalitet. I den forbindelse fremhæver han DR-serien ”Een stor familie”, der fulgte efter serierne ”Huset på Christianshavn” og ”Matador”, og som ingen husker i dag.

”Erik Balling var en vanvittigt dygtig håndværker og havde et højt bundniveau gennem den her produktive karriere. Der er få af hans værker, der ikke er til at komme igennem i dag,” siger han og uddyber, hvorfor han mener, at ”Huset på Christianshavn” stadig holder:

”Selvfølgelig er der noget nostalgi forbundet med det. Serien emmer af det gode gamle København. Men ser man på klipningen, filmningen, fortællingen og skuespillet, så er det altså rigtig godt håndværk”.

Erik Ballings helt store bedrift var ifølge Christian Monggaard, at han formåede at lave værker om Danmark og danskerne, som folk både kunne genkende sig i og slå sig på. Det samme gjorde sig gældende i ”Huset på Christianshavn”, der rummede en genkendelighed i persongalleriet samt deres udfordringer med parforhold, boligforhold og arbejde fortalt i folkekomediens muntre tone.

Den opskrift viste sig vellykket, da serien fra sin begyndelse blev voldsomt populær. Den kunne dog ikke se sig helt fri fra kritiske røster. En af de mere prominente kritikere var Anker Jørgensen, der i 1970’erne var statsminister i to omgange. Han var selv vokset op på netop Amagergade på Christianshavn og kaldte serien for ”slumromantik”.

Historiker og forfatter Jes Fabricius Møller fortæller, at modsat virkeligheden i dag, hvor Christianshavn rummer nogle af byens dyreste adresser, var bydelen dengang fattig og faldefærdig. Det ville Anker Jørgensen og Socialdemokratiet gerne gøre op med.

”Socialdemokratiet havde en stærk socialpolitisk tro på, at man kunne forbedre livet for københavnerne ved at rive de kummerlige boliger ned og bygge nyt. Det havde man gjort steder i Indre By, og det var man i gang med i Den Sorte Firkant på Nørrebro. Det ønskede man også på Christianshavn,” siger han.

I ”Huset på Christianshavn” bydes denne udvikling ikke velkommen. Jes Fabricius Møller fremhæver et særligt afsnit, hvor karakterernes boliger på Amagergade netop skal saneres. De skal derfor genhuses i et nybyggeri i forstæderne, hvilket de i den grad ikke ønsker. Til slut får hr. og fru Clausen, Meyer og resten af beboerne lov til at blive boende i den nedslidte ejendom på Christianshavn.

”Anker Jørgensen og mange andre jævnaldrende socialdemokrater var selv vokset op i det nedslidte København. Det var på baggrund af egne erfaringer, de ønskede bedre boligforhold for københavnerne. Derfor følte de sig stødt over den her romantisering af forhold, de ikke synes, københavnerne burde have,” fortæller Jes Fabricius Møller.

Socialdemokratiet var villige til at ofre noget af byens kulturarv, fordi man mente det var det værd, fortæller han. Men Socialdemokratiets socialpolitik var udformet lidt hen over hovedet på arbejderklassen, der følte sig anderledes set i Erik Ballings værk.

”Den socialdemokratiske politik kom til at være ret formynderisk, hvor de forklarede arbejderklassen, hvad den egentlig ønskede. ”Huset på Christianshavn” var i virkeligheden udtryk for en stærk solidaritet med arbejderne. Det er nok at stramme den at sige, at Erik Balling reddede det autentiske Christianshavn, men han satte ansigter og liv på området og viste det som noget værdifuldt,” mener Jes Fabricius Møller.

”Den socialdemokratiske politik kom til at være ret formynderisk, hvor de forklarede arbejderklassen, hvad den egentlig ønskede.”

Jes Fabricius Møller, historiker.