Han har tidligere beskæftiget sig med de islandske sagaer i ”Kedelhat. På rejse i sagaernes land” (2003) og med den overgangstid, som skredet fra hedenskab til kristendom var. Og nu er han atter aktuel med en række nye læsninger af blandt andet sagaerne om Egil Skalle-Grimssøn, Njal og Gunløg Slangetunge. Det er Keld Zeruneith, det skal handle om, og hans ”Da de tog land. Historie, drømme og digtning i sagatidens Island” (Gyldendal), som i sjælden grad har begejstret anmelderne.
Det gælder ikke mindst Thomas Reinholdt Rasmussen, der i Kristeligt Dagblad kvitterer med seks stjerner ud af seks mulige og konstaterer, at forfatteren formår at gøre sagaerne nærværende og betydningsfulde igen, så de midt i deres fremmedartethed taler til os, og at Keld Zeruneiths sammenkobling mellem sagaerne og kristendommen er perspektiverende. Det er i det hele taget eminent flot gjort, ja, kan næppe gøres flottere:
”De fem essays er skrevet ud af en stor fascination af sagaerne og et ønske om at komme til en bredere forståelse af de historiske kendsgerninger ved en dybere læsning af teksterne, så at den historiske grav mellem os og dem kan udjævnes, og at vi kan forstå mennesker, som er forskellige fra os. Det lykkes for Zeruneith, og det er medrivende læsning, der fornemt leder læsere gennem sagaerne både ved vidende genfortælling og perspektiverende tolkning. Det er ganske simpelt godt genfortalt og tolket i et klart sprog.”
I Politiken er der også fuld plade fra Bo Tao Michaëlis til ”Da de tog land”, som strækker sig fra 870, hvor emigrerende nordmænd slog sig ned på Island, og frem til 1262/1264, hvor fristaten mistede sin status. Han konkluderer, at Keld Zeruneith har skrevet ”et imponerende mesterværk om de islandske sagaers digt, drømme og barske virkelighed”, og at hans bog på alle måder giver det store billede af den islandske saga, fra politisk dannelse, stilens lavmælte poesi til norrøn poetik og metrik, og at den påviser de mange myter om sagaerne som sanddruelig historieskrivning:
”Der er mange navne at holde rede på. I min gymnasietid mente jeg, at en saga var en telefonbog, hvor abonnenterne slog hinanden ihjel. Men Zeruneith skriver det hele i et overskueligt mandtal m/k, hvor sagaerne vokser i substans og størrelse, mens læseren bliver klogere. Bogen får mig, fængslet i en covid-19-kasemat, til at længes efter det sagasmukke Island.”
Netop formidlingen af et enormt stof og et ditto persongalleri er noget af det, som også Erik Svendsen bemærker sig i Morgenavisen Jyllands-Posten, og selvom det er en voldsomt lærd bog, som Keld Zeruneith har begået, så udmærker den sig ikke blot ved suverænt at overskue litteraturen, men også ved at skrive den historiske kontekst ind, så den ikkekyndige læser forstår de brede sammenhænge.
Men hvorfor skal vi egentlig forholde os til historien, til alt det forgangne, spørger Erik Svendsen i sin anmeldelse, og han besvarer selv sit spørgsmål:
”Det skal vi ikke kun, fordi det historiske er den del af vores (kultur)arv, men også og i særdeleshed, fordi det, vi lærer af historien, er, at der engang var noget, der ikke ligner vores nutid. Historien er vital, fordi den viser, at tilværelsen altid er dynamisk og dramatisk. Det kan man få syn for sagn om ved at læse den underholdende og informationsspækkede ’Da de tog land’.”
Det bliver til fem stjerner ud af seks mulige, og hvis Information begav sig af med at uddele den slags, ville Erik Skyum-Nielsen formentlig placere sig samme sted eller måske endda over i sin læsning af det, som han kalder et stort anlagt, massivt og lærd, men samtidig ubesværet velfortalt værk om islandsk middelalderlitteratur, som ifølge ham sidder lige i skabet.
Keld Zeruneiths ”fine fortætningskapacitet sættes ind, hvor alle litterært interesserede kan være med, nemlig i møderne og de voldsomme sammenstød mellem stærke, stolte mænd og smukke, ofte listige og indimellem modbydeligt intrigante kvinder”, mener Erik Skyum-Nielsen.
Han tilføjer, at bogen har internationalt format og viser forfatteren som en af vores klogeste forskere og formidlere, der i sin nye bog i kraft af sin fornemme kombination af grundig tekstlæsning og mentalitetshistorisk overblik blandt andet anskueliggør, hvorfor den islandske middelalderlitteratur er blevet verdenslitteratur: Fordi den sætter os i stand til at forstå folk, der er forskellige fra os selv:
”Vi kommer helt ned i detaljen, med dyb psykologisk indlevelse i ikke mindst sagaskikkelser, men man bliver også hele tiden mindet om den overordnede bevægelse fra Asa-Tor til Hvide Krist, fra æreskult til næstekærlighed, fra fristatens grundlæggelse til dens fald. Og det i en fremstilling, som på én gang virker veloplagt, livfuld, og overbeviser fagligt ved at være spækket med citater og dermed omhyggeligt dokumenteret.”
I ”Bogen i tiden” skrives om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.