Prøv avisen

Et indblik i Jes Bertelsens filosofi

Den 56-årige Peter Høeg har skrevet flere meget roste bøger, for eksempel ”Frøken Smillas fornemmelse for sne” (1992), ”De måske egnede” (1993) og ”Kvinden og aben” (1996). Hans værker er oversat til mange sprog. Efter 10 års pause i forfatterskabet, hvor Peter Høeg havde dyrket sin spirituelle praksis i Jes Bertelsens Vækstcenteret, udkom ”Den stille pige” (2006). – Foto: Henning Bagger.

ESSAY: I september udkommer bogen Det drejer sig om kærlighed af Jes Bertelsen, grundlægger af det alternative Vækstcenteret i Nørre Snede. Den handler om vejen fra den daglige normalbevidsthed til dybere erfaringer af kærlighed. Vi bringer her forordet til bogen, som forfatteren Peter Høeg har skrevet

Der fandtes, da jeg var barn, i 1960ernes København et årligt tilbagevendende fænomen ved navn rundskuedagen. Denne dag annonceredes i det såkaldte rundskuehæfte. Indtægterne fra salget af rundskuehæftet der fandt sted i telefonkiosker gik til forbedring af fattige børns vilkår. Rundskuehæftet var egentlig en samling af adgangsbilletter. Til steder og begivenheder, som det ellers ikke var muligt for offentligheden at opleve. Ikke fordi disse processer og lokaliteter i sig selv var hemmelige, men fordi de var så intense og delikate, at de til daglig krævede arbejdsro.

Jeg kan huske, at hæftet et år gav adgang til et besøg på Svanemøllens Elektricitetsværk, en bygning, der den dag i dag er dragende som en elektrisk katedral. Et andet trækplaster var en rundvisning i Københavns kloakker. Et tredje var et besøg i Zoologisk Have efter lukketid. Et fjerde var en guidet nedstigning til cyklotronen under Fælledparken. På rundskuedagen åbnedes også det ellers lukkede militære anlæg på Holmen. Jeg var der ikke selv, men min far og mor fortalte, at de dér blandt andet fik forevist en vinplante af en sjælden art, hjemført fra et eksotisk sted på kloden, af hvis druer Flåden angiveligt fremstillede et lille parti vin.

LÆS OGSÅ: En forfatter, der er drevet af det bydende nødvendige

For mig er denne samling af Jes Bertelsens undervisning, givet i perioden juli 2010 til april 2011, en form for rundskuehæfte og rundskuedag i ét. Det, læseren inviteres til at deltage i, er en begivenhed, hvortil det ellers er meget vanskeligt at få adgang: en autentisk lærers undervisning af intenst praktiserende elever.

En autentisk lærer i spiritualitet er et menneske, som har nået eller som man siger: realiseret en fuldstændig fordomsfri og naturligt medfølende åbenhed, den oplyste, nonduale tilstand, har fået dette bekræftet af sin lærer og kan være i denne tilstand i stræk, mens han eller hun underviser.

Et sådant menneske virkeliggør eksistentielt det, den pågældendes undervisning drejer sig om. Og kun en sådan person kandiderer til at opfylde de rigoristiske krav til en lærer, som stilles af eksempelvis høj zen, i den kristne hjertebønstradition, i advaita vedanta og af den tibetanske vajrayana-buddhisme, inden for hvilken dzogchen er udviklet.

Der er noget umiddelbart forståeligt ved disse krav. Alle dybere læreprocesser kræver vejledning. Alle, der har haft en seriøs hobby, som møbelsnedkeri eller blomsterbinding eller moderne dans eller redskabsgymnastik, akvarelmaling, tværfløjtespil, vinsmagning eller reparation af egne cykler eller knallerter, ved, hvor vigtigt det er at finde en lærer, der kan sit fag. Og hvor glad man bliver, når det lykkes.

En lærer, der kan sit fag, er aldrig kun formidler af information. Han eller hun er selv nødt til at virkeliggøre undervisningen, at være sit fag. Læreren skal selv kunne styre høvlen, skal selv have eller have haft kraftspringet eller dansen i kroppen. Jo dybere ens hobby bliver, desto dybere vejledning får man brug for. Og hvis en hobby en dag opgraderes til ens fag og lidenskab og livsopgave, så bliver lærerens betydning overvældende.

Og det bliver afgørende at kunne danne sig en forestilling om, på hvilket fagligt og menneskeligt niveau han eller hun befinder sig. Alle forfattere har lært, og lærer, af de store nulevende eller afdøde kollegers bøger. Alle store musikere har haft, og bliver ofte ved med at have, store mentorer og forbilleder.

Fysikeren Michael Polanyi foretog, i første halvdel af det 20. århundrede, en omfattende undersøgelse blandt førende naturvidenskabsmænd og -kvinder, en undersøgelse, der er refereret og indgående kommenteret i Richard Rhodes: The Making of the Atomic Bomb (1986). Den viste, hvad man indtil da ikke havde været helt klar over, at den moderne videnskab beror på en international mesterlære, der binder det videnskabelige samfund sammen i et netværk af mentor-elev-relationer.

Så det er på en måde lige ud ad landevejen. I en seriøs hobby, i terapi, i videnskab og kunst og i udforskning af bevidstheden bevæger man sig ud i det ukendte, og til den bevægelse skal man have en håndsrækning. Og jo større og mere risikabelt det skridt, man vil tage, er, desto mere omhyggeligt skal man se på det menneske, man støtter sig til.

I realiteten handler hele tilværelsen om den bevægelse. Uden modet til at gå ud i empty space, til at gå hinsides det kendte og uden menneskelig støtte til den proces findes der ingen forskning, ingen fremskridt, ingen bevidsthedsmæssig evolution, ingen personlig eller kollektiv udvikling og ikke noget af den intensitet og foranderlighed, der giver liv til hverdagen.

Selvfølgelig skal man have mod til at gå sine egne veje. Men man skal også have hjertemodet til, på det rigtige tidspunkt, at søge den hjælp og støtte, uden hvilken ingen af os kommer nogen vegne af betydning. Jo dybere eller jo højere man sigter, desto dybere en lærer får man brug for.

Da jeg i slutningen af 80erne for første gang stod med en bog af Jes Bertelsen i hånden det var Højere bevidsthed følte jeg, fra de første sider, en enorm lettelse. Det var så tydeligt at jeg havde fundet en fagmand. At jeg var stødt på et menneske, der for alvor vidste, hvad han talte om. Og som var fuldstændig klar og oprigtig med, hvor grænserne for hans viden og erfaring lå.

Der gik adskillige år, før jeg opsøgte Jes. Jeg tænkte, at da man kan lære så mange ting fra bøger, hvorfor så ikke også meditation? Det er på en måde en sund tanke. Sund, men naiv. Så den holder kun et ret kort stykke af vejen. Så da jeg var gået i stå og havde siddet fast et stykke tid, opsøgte jeg Jes. Siden da har jeg været en vedholdende elev.

Men kritisk. Jeg våger over Jes, og det har jeg tænkt mig at blive ved med. Jeg har lagt en form for mikroskop ned over ham, og jeg har en god og ubarmhjertig hukommelse. Jeg ser, og jeg har set, efter, hvordan han gør med magt, med penge og med sit privatliv.

LÆS OGSÅ: Ida Jessen: Ingen situation er et slutpunkt

Hvordan han forholder sig til sine nærmeste, i sin undervisning, og hvordan han gebærder sig i sin almindelige omgang med mennesker.

Jeg vil gerne fremlægge min konklusion efter at have kendt manden personligt i 15 år og efter at have trænet efter hans anvisninger i 25: Min konklusion er, at Jes Bertelsens liv fra morgen til aften, og tit det halve af natten med, er gennemtrængt af et intenst medfølende og dybt etisk forsøg på at hjælpe mennesker til at vågne.

Og tro mig, jeg har ikke bare set manden an, jeg har stirret stift på ham i 15 år. For at se, om jeg noget sted kunne finde et virkeligt mellemrum mellem, hvad han siger, og hvad han gør. Det er det ikke lykkedes mig at finde. Den taknemmelighed og den lettelse, jeg har følt fra første dag, og som nu i 25 år har bestået den skrappeste test, jeg kan presse et andet menneske op imod, er mit personlige motiv for at redigere denne bog. For nu at være helt ærlig.

Men der er også motiver, der er mindre personlige. Der er her, det med rundskuehæftet kommer ind. Hvis det skal lykkes at overføre nogle af de bevidstheds- og hjertevidenskaber, der er udviklet i Østen, til vores land og kultur, så bliver gennemsigtighed, tillid og objektivitet nøgleord. Dzogchen, som Jes underviser i, og som denne bog handler om, er én blandt disse videnskaber.

Det er med fuldt overlæg, jeg bruger ordet videnskab. Den vestlige naturvidenskabs succes har at gøre med, at man her har kunnet etablere en objektivitet, der bygger på faglig enighed, på intersubjektiv konsensus.

Det samme vil kunne ske med og for videnskaberne om bevidstheden. Ja, i en vis forstand findes denne enighed allerede lokalt, som den også gjorde for naturvidenskaben umiddelbart forud for, at den, fra renæssancen og frem, begyndte at internationaliseres.

Blandt de flere hundrede mennesker, der under Jes supervision træner flere timer hver dag og i dag har fra 10 til 30 års erfaring bag sig, begynder der langsomt at vokse fundamentet til en sådan enighed frem. Som vel at mærke ikke kun er sekterisk og selvbekræftende og vi-klapper-hinanden-på-skuldrene-agtig.

Det ville glæde mig, hvis læseren i denne bog i hvert fald kan skimte denne begyndende enighed. For selvom det af gode grunde må være Jes stemme, der taler, så er alt det følgende, faktisk ned til mindste detalje, en samtale. Enhver avanceret faglighed har noget utilgængeligt over sig. En utilgængelighed, der peger i den modsatte retning af dér, hvor videnskab og bevidsthedstræning gerne vil hen, nemlig hen og gøre noget for almenvellet, for menneskers livskvalitet i al almindelighed.

Derfor er det godt med en rundvisning i Københavns kloakker, på Svanemølleværket og ved Niels Bohr Institutets cyklotron. Og derfor er det godt med et spirituelt rundskuebesøg i Vækstcenterets Blå Sal ved Limfjorden. Hvor hovedparten af den undervisning, der ligger til grund for denne bog, har fundet sted.

Selve det at invitere offentligheden ind i det ellers lukkede rum gør, tror jeg, noget godt for os alle. Hvad enten vi tager del i den træning, dette handler om, eller vi bare ser på med den udenforståendes venlige, åbne og måske let kritiske interesse.

Åbenhed modvirker vores frygt for, at træning af bevidstheden nødvendigvis må være religion eller new age eller sekterisme. Og åbenhed minder alle os i træningsmiljøet om, at det, vi dybest set arbejder på og drømmer om, det er, at kunne åbne vores cirkler for enhver, der måtte være interesseret eller bare nysgerrig.

Der er også, hvad man kunne kalde et mere praktisk sigte med denne bog.

Den rummer efter min bedste overbevisning, som jeg har redegjort for i efterskriftet en essens af Jes undervisning i gruppesammenhæng gennem de sidste 20 år. Der foreligger derfor også den mulighed, at den vil kunne anvendes som en form for træningsmanual.

Denne sidste mulighed er på én gang det ønske og det billede, som under redaktionen er blevet ved med at dukke op: Jeg har set for mig, at mennesker læser, ser op fra bogen og prøver at gøre, som der bliver foreslået. Hvordan, kunne man spørge, får man så som læser mest muligt ud af bogen?

Det er min personlige og uautoriserede overbevisning, at noget af det allervigtigste af det, der her peges på, er hjertets muligheder. Jeg tror, at hvis det lykkes mennesker for eksempel ved en træning og en holdning som den, denne bog foreslår at begynde at åbne hjertet mere, så vil dette kunne opleves lige så radikalt eller påfaldende som, hvis man var blevet udstyret med endnu en sans.

Det er med vilje, jeg ikke siger en sjette sans. For med en sådan forbinder vi noget vagt og spiritistisk. Og jeg forestiller mig, at det med hjertets muligheder er meget mere konkret og virkeligt. Hvis vi nu retter det mikroskop, jeg talte om før, mod os selv og hinanden, er det så ikke sådan, at vi alle til en eller anden grad allerede er i færd med at virkeliggøre denne hjertets dybere mulighed?

Men at vi virkeliggør den med hensyn til enkeltpersoner eller enkelte fænomener. Og kun i korte øjeblikke: Vi kender til at være kommet til børnehaven for at hente et barn. Vi knæler ned og ser ham lege. Nyder det øjeblik, hvor han endnu ikke har set os, glæder os over at se ham være en del af en gruppe, som han skal blive det definitivt og uafvendeligt, når han engang forlader os for altid.

Så vender han sig og får øje på os. Hele hans ansigt lyser op. I det øjeblik sker der noget inde i en, noget, som har centrum og udgangspunkt i hjertet. Et øjeblik hører al tvivl op, problemet med tilværelsens mening bortfalder, for meningen er dette, er selve denne kærlighedsfølelse.

Eller man går en tur ved siden af sin gamle mor. Hun er 86. Man ser på hendes solbrændte, brugte, årede hænder. Og pludselig ser man, eller véd man af og om, de titusinder af gange, hun har løftet en op. Ammet en. Madet en. Tørret ens røv. Taget en i hånden og udpeget en retning. Og et øjeblik falder traumerne bort. Et øjeblik er der bare en overvældende taknemmelighed. En sorg over, hvor tæt hun er på døden. En oplevelse af dybden i relationen.

Eller man tænker på den ven, der er død. Alt for tidligt. Af kræft. Og erindringen får noget til at ske i hjertet. Et eller andet åbner sig. Selvom han er væk, er kærligheden der stadig, man kan pludselig mærke, at dyb kærlighed har en tidløs karakter. At den fortæller, eller i hvert fald hvisker, om noget, som ingen kan tage fra en.

I de situationer er hjertets kapacitet aktiv, den er pivåben. Og enhver af os kender situationer af denne her slags, vi véd alle, hvad der menes. Vanskeligheden er, at de er så korte. Og at de så at sige er fyldt ud af den person eller situation, der har fremkaldt dem. Man ser kun barnet, ser kun den elskede, den savnede, den, der giver anledning til kærligheden. Hvorved man på en måde overser selve kærlighedsevnen, sin egen andel af situationen, sin følelseskapacitet.

Man glemmer det kærlighedstalent, som er årsagen til, at øjeblikket overhovedet kan indtræffe. På den måde får vi gjort os selv mindre, end vi er. Eller kunne være. I virkeligheden har vi åbenhed til mange flere og meget mere, end vi giver plads til. Vi har mulighed for at begynde at strække tilstande af hjerteåbenhed hen imod at være en måde at møde tilværelsen som sådan på.

Prisen for åbenhed og venlighed er selvfølgelig sårbarhed. Man skal turde leve mere sårbart og udsat. Men undskyld, er der noget acceptabelt alternativ? Er sårbar åbenhed, når det kommer til stykket, ikke den eneste måde, det er interessant og til at holde ud at møde andre mennesker på? Eller at møde en bog på?

Hvad handler denne bog om? Den behandler to emner: Den giver et overblik over den spirituelle proces eller vej, fra den almindelige dagligdags normalbevidsthed til genkendelsen af rigpa, bevidsthedens oplyste essens. Dette overblik eller denne sammenfatning findes først og fremmest i bogens første afsnit, Fundamentet. Som har hovedvægt på beskrivelsen af den nødvendige forudsætning for en mere avanceret træning.

Herfra zoomes der i bogens andet afsnit, Fordybelsen ind på et særligt stræk af denne træning: vejen fra den almindelige vågenhed til de første transcendente erfaringer af, at bevidstheden og hjertet kan fungere på en dybere og mere vågen og mere intensiv måde, end vi er vant til. Og videre til den begyndende fordybelse af disse erfaringer.

Det tredje afsnit, Fortsættelsen, bevæger sig videre herfra og beskriver, hvordan man når frem til og stabiliserer højere vågenhed, helt op mod grænsen ind mod den nonduale enhedsbevidsthed. Hvis vi igen bruger billedet af den spirituelle proces som en vej og lærerens beskrivelse af vejen som et kort, så tegnes der i det følgende et kort i en meget, meget lille målestok, altså et kort, der kommer meget tæt på selve virkeligheden.

Sammenligner vi det følgende med Jes egne tidligere bøger om bevidstheden der allerede er meget detaljerede og siger vi, at de afbilder den spirituelle proces frem til oplysning i målestoksforholdet 1:100.000, så er denne bogs kort en gengivelse i forholdet 1:10.000, altså i hvert fald ti gange så detaljeret.

Disse forsøg på at sammenligne med kort og veje og målestoksforhold er ikke helt nøjagtige. Men de er heller ikke helt misvisende. Og de peger på et andet lighedstræk, det følgende har med korttegning: Det er gennemskueligt.

Hvor geografiske kort er projektioner af den fysiske virkelighed ind i en veldefineret geometrisk og grafisk referenceramme, er det følgende en projektion af vigtige, indledende stræk af den spirituelle opvågningsproces ind i en vestlig forestillingsverden, formuleret i et klart og koncist dagligsprog og inspireret af moderne krav til pædagogisk klarhed og videnskabelig trinvis verificerbarhed.

Og helt afgørende: Kortet tegnes af et menneske med et certificeret overblik. Som af sin lærer, Tulku Urgyen, en af de mest respekterede spirituelle personligheder i det 20. århundrede, har fået bekræftet, at han har adgang til toppen, til dér, hvorfra hele ruten kan ses oppefra.

Det er en del af en redaktørs opgave at mindske talesprogets gentagelser. Hvad jeg da også har gjort. Dog er dette, når vi taler om undervisning i bevidsthedens dybere aspekter, kun muligt til en vis grad. For i virkeligheden er det, der måske ligner gentagelser, oftest subtile nuanceringer. Selvom det kan se ud, som om der et trættende antal gange tales om eksempelvis dobbeltrettet bevidsthed eller neutral iagttagelse, så vil man ved nærmere eftersyn se, at der aldrig tales ens. Hver gang er det nye facetter af disse bevidsthedsindstillinger, der fremhæves. Hver gang foreligger der i undervisningsrummet og mellem læreren og de øvrige tilstedeværende en ny og aldrig før set situation, der kræver en tilgang, der både er konstant og aldrig den samme.

Grundbestræbelsen er altid uforandret: at vågne op fra de sløringer, der dæmper nuets naturlige medfølelse og eksistentielle intensitet.

Men virkelighedens uophørligt kreative flux kalder hver ny gang på en subtilt anderledes kurs. Som læreren hjælper med at udstikke.

Jes Marianne sagde engang til mig, at hun ofte ser Jes som en af de små islandske hyrdehunde i ustandselig bevægelse for at passe på andre. Det er som talt ud af mit hjerte. Og lytter man med hjertet, kan man høre, hvad det er, hunden vil. Den vil hverken holde sammen på nogen eller føre nogen noget som helst sted hen. Hvad hunden vil, er at hjælpe mennesker til at opdage den frihed, der ligger i dyb selvberoenhed. Her er så rundskueinvitationen fra Jes Bertelsens og fra dzogchentraditionens hjerte.

En invitation til bevidst medmenneskelighed.