Der er en umådelig rig tradition i Danmark for fremstilling af kvalitetskeramik – både som brugskeramik, kunstnerkeramik, avanceret design og monumentale arkitektoniske udsmykninger indendørs og udendørs.
Og ingen er bedre til at beskrive denne sprudlende variation af keramisk virke end Peder Rasmussen. Han er selv uddannet frihåndsdrejer i den gamle tradition, endog fra Kähler-dynastiets efterhånden legendariske virksomhed i Næstved. Han ved, hvad han skriver om, fordi han kender processerne indefra med alt fra bearbejdning af leret til brændingen og glaseringen. Med andre ord: Peder Rasmussen er keramikernes keramiker og fuldstændig solidarisk med sit fag både som udøvende og formidlende.
Betyder det så, at Peder Rasmussen er hildet på en måde, der får ham til at miste overblikket eller nages af jalousi? Nej, overhovedet ikke! Peder Rasmussen er generøs over for sine kolleger i fortid og nutid, over al måde vidende fra det glaserede ydre til de inderste svært gennemskuelige processer. Er han kritisk, eksempelvis over for de ofte brutale forsøg på at integrere arkitektur og keramik eller enkelte keramikeres kommercielle eller monotone praksis, finder han alligevel altid noget positivt at skrive, så at sige om sprækkerne, hvor originaliteten titter frem.
Det gør Peder Rasmussens nye bog, ”Keramikkens sprog”, givende at læse. Man lærer en masse, samtidig med at man både forbløffes og griner undervejs. For Peder Rasmussen skriver levende, træfsikkert og entusiastisk. Han er nørden, der kan fortabe sig i tekniske detaljer, så det bliver gedigent fascinerende, samtidig med at han er helt åben i sit sprog, så alle kan være med.
”Keramikkens sprog” er en con amore-bog. Peder Rasmussen har valgt 150 værker ud, som han beskriver hver især. Tydeligvis ud fra, hvad han selv finder væsentligt, originalt, levende og repræsentativt for keramikeren, genren eller tidsånden. Værket er, efter en generel indledning, delt op i 14 tematiske kapitler efter Peder Rasmussens eget hoved, hvor temaer som ”De excentriske”, ”Frie former”, ”Keramisk skulptur”, ”Fortællinger” og ”Kunst og skønhed” vidner om forfatterens kærlighed til den ofte tøjlesløse kunstnerkeramik.
Som uddannet hos de kulturhistorisk bevidste hos Kähler har Peder Rasmussen en forkærlighed for det keramiske formsprog og de eksperimenter, der fandt sted hos keramikerne i skønvirketiden omkring år 1900 med navne som Thorvald Bindesbøll, Karl Hansen Reistrup, J.F. Willumsen og Niels Hansen Jacobsen. Men hans overblik er suverænt, og han slår præcist ned på den gedigne kvalitet også inden for den modernistiske designtradition med et strammere og i visse tilfælde brugsorienteret udtryk hos eksempelvis Richard Kjærgaard, Ursula Munch-Petersen og Richard Manz. Peder Rasmussen er ikke på noget tidspunkt stået af, men har fulgt sit fag med usvækket nysgerrighed frem til samtidens udøvende som Peter Carlsen, Bjørn Poulsen, Anders Ruhwald og duoen Claydies. Sans har han også for postmodernismens humoresker, fragmenter og skævheder.
Man kan også imponeres over Peder Rasmussens dybdeperspektiv, hvor han med selvfølgelighed inddrager klassiske værker fra den græske antik, kineserier, bronzealderkrukker og rokoko til at belyse de forskellige designmæssige og kunstneriske strategier, der har præget keramikkens formsprog både med hensyn til balance, komposition og proportioner. For slet ikke at tale om glasering og dekoration. Der er også afstikkere til fajance og porcelæn, herunder Den Kongelige Porcelænsfabriks så vel unikaarbejder som kommercielle og stilsikre opdateringer som Blå Mega.
Personligt synes jeg Peder Rasmussens tema om ”Keramik i arkitekturen” er helt væsentligt. Her behandler han monumentalværker af eksempelvis Gunnar Westman, Asger Jorn, Svend Wiig Hansen, Lene Adler Petersen, Peter Brandes og Lin Utzon hengivent og kritisk kærligt, ja, ligefrem beundrende, samtidig med at han polemiserer mod arkitekturen, der ofte ikke spiller med værket, men imod det.
”Keramikkens sprog” er ikke en mere eller mindre officiel kanon, men Peder Rasmussens personlige, egensindige nedslag i værker og hos professionelle udøvere og billedkunstnere med afstikkere inden for keramikken. De får hver sin fortolkning, hver sin lille del i en mosaik, der som helhed danner et stykke genre- og kulturhistorie. Der er tale om en indsigtsfuld prismatisk gennemlysning af primært dansk keramik og danske keramikere. Nogle af favoritterne optræder flere gange i fremstillingen, således at der successivt skitseres et helt billede af den enkelte. Det hele formidlet så smittende, at man læser, sanser og ser med, når værkerne drejes op i Peder Rasmussens frie hånd og ånd.
Eneste anke mod ”Keramikkens sprog” er bogens layout og svingende billedkvalitet. Visse fotografiske gengivelser er uskarpe, enkelte endda med synlige retoucheringer. Og Peder Rasmussens karakteristikker af de enkelte værker er presset ned i små massive tekstblokke, der ikke yder hans sprog retfærdighed, og som underordner teksten keramikken. Det er ikke fair. Og det ligner ikke et højkvalitetsforlag som Strandberg Publishing.