Prøv avisen
Bog

Bog om møde med Jesus lyder som ironisk kliché, men bør læses

Charlotte Rørths bog kan ses som et tiltrængt svar på tiltale til en forbeholden, ironisk og humanistisk fikseret tid. - Foto: Henning Bagger

Mange vil vige tilbage for journalist Charlotte Rørths bog om hendes personlige møde med Jesus, men der er grund til at læse, skriver Sørine Gotfredsen

Det første, man tænker ved synet af denne bog, er, at titlen er temmelig vovet. ”Jeg mødte Jesus” lyder som en slidt ironisk kliché.

Men hvis der er noget, denne bog ikke er, så er det ironisk. Journalist Charlotte Rørth har nemlig bedrevet det ret usædvanlige at fortælle historien om, hvordan Jesus helt bogstaveligt har opsøgt hende i hendes ellers så normale og verdsligt prægede danske hverdag i Himmerland.

Det er en bog, der vil dele vandene. For nogen vil det lyde som en noget opkørt fortælling om en kvinde, der midt i 40'erne kommer ind i en livsfase, hvor hun bliver ekstra sensitiv og længes efter at mærke mere. Mens andre vil læse bogen som en temmelig nøgtern redegørelse af, at Jesus er hos os, henvender sig til den, han vil, og at vi i øvrigt bør anerkende, at der findes andre former for viden end den rationelle.

Jeg hælder til det sidste. Charlotte Rørth er troværdig og helt bevidst om, at hun har oplevet noget, der reelt strider mod hendes eget væsen. Hun er som udgangspunkt modvillig, men erkender, at hun har mødt noget, der er så vigtigt, at det skal meddeles videre.

Det første af de to møder med Jesus fandt sted i 2009 i et kapel i den spanske by beda. Charlotte Rørth har her før mærket en slags lysende lammelse, og i dette afgørende moment ser hun Jesus stående på en grusvej iført en blå kjortel.

Han er omkring 30 år, høj, slank og har et blik, der fylder Rørth med en følelse, der overgår alt, selv forelskelsen. Han tiltaler hende på et sprog, hun formoder er aramæisk, og mens hun ikke forstår ordene, forstår hun meddelelsen, og hendes liv er forandret.

Hun bliver fysisk og åndeligt vakt, taber sig voldsomt og sanser verden med fornyet kraft og en nærmest chokerende fornemmelse af endeløs kærlighed.

Snart går Charlotte Rørth dog i gang med på god journalistisk vis at opsnuse viden om det spirituelle og det kristne, og hun søger indsigt hos en broget skare bestående af personligheder som den modernistiske digter T.S. Eliot, den svenske forfatter Jonas Gardell, psykiateren C.G. Jung, musikeren Michael Falch, den spirituelle lærer Jes Bertelsen, diverse præster, ja sågar dronning Margrethe, som hun engang interviewede om forholdet til tro.

Hun er på evig jagt efter den genkendelse, der kan få dette egentlig så rationelle menneske til at tro på, at nok oplever hun noget usædvanligt, men hun er ikke alene. Og Charlotte Rørth når gradvist frem til, at hun er kommet i berøring med sandhed og kærlighed på en måde, som hun ikke vil definere som tro. Hun ved, at Jesus lever. Punktum.

Dermed opstår naturligvis en vis skepsis i læseren, for når troen på Gud bliver til sikker viden, viger man lidt tilbage. Men Charlotte Rørth insisterer på, at hun på ingen måde er noget særligt, men tværtimod er blevet udvalgt, fordi hun er helt almindelig og blot ser sig forpligtet på at berette om sine oplevelser.

Hun skriver: ”Hvis man deler, kan andre lære. Man kan ikke hindre andre i at opleve ondt, men man kan måske gøre det tryggere for dem at stå i det. Måske er det missionen?”

Denne læser lytter med åbent sind, men studser også over et par ting. For eksempel, at Jesus i synet fremstår præcis så perfekt og smuk, som han ofte gengives på billeder, og man kan ikke helt slippe tanken om, at Charlotte Rørth lader følelserne løbe så meget af med sig, at det også medfører fysiske forandringer.

Hun skriver meget personligt, visse steder lige lovlig intimt og følelsesfuldt for min protestantiske smag, og hendes tilgang til det kristne er så emotionel, at det visse steder kommer til at fremstå som et slags ønske-scenarie, et blot éndimensionelt kærlighedsbudskab uden modsigelse. Hvilket jo altid bør vække sund skepsis.

Men til gengæld har Charlotte Rørth den store styrke, at hun er begavet, velskrivende og selvkritisk. Hun undersøger tingene grundigt og formår midt i det hele at sætte sine erkendelser i forhold til en moderne tilværelse dybt præget af et naturvidenskabeligt grundsyn. Hun skriver: ”Jeg har aldrig, aldrig, aldrig tænkt på nogen som helst i Bibelen som mennesker, der er som mig. Nu gør jeg.”

Og hun referer til Paulus' beskrivelse af det åndelige legeme og forklarer med et stort apropos til tidens debat om fysisk opstandelse: ”Det er svært at begribe, men det passer. Det er kroppe, der mødes, men alligevel ikke kroppe, som vi kender det fra dagligdagen (“) Jeg rakte ikke ud efter ham, rørte ham ikke, følte ingen trang til det, det var nok at se ham åbenbare sig for mig.”

Der vil som sagt være delte meninger om denne bog, for den konfronterer virkelig den enkelte med livssynets grænser, men den fortjener at blive læst.

Den er skrevet af et oprigtigt overvældet menneske på en kristen mission, og den kan ses som et tiltrængt svar på tiltale til en forbeholden, ironisk og humanistisk fikseret tid.

Charlotte Rørth har et brændende budskab at bringe videre, og hun gør det så overbevisende, at der er grund til at læse.

kultur@k.dk

Kristeligt Dagblad bragte sidste lørdag et interview med Charlotte Rørth om bogen. Læs artiklen på