”Er Lille hjemme?”. Det er det første, han spørger om, allerede før han har smidt skoletasken fra sig i gangen. Og tit er Lille hjemme, ligger på sofaen og slanger sig, venter bare på, at der kommer en dreng, der har lyst til at lege. Vi var igennem mange navne, da vi hentede den lille kat i Holbæk nytårsdag 2014, men lige meget hvor fine de var, så blev det Lille, der hang fast. Lille og fin og utrolig blød, det var hun.
Snart ville hun være halvandet år, men en dag i vinterferien, hvor drengen var i Jylland, kom hun ikke hjem, som hun plejer. Vi ledte og kaldte, vi satte sedler op og beroligede hinanden, selvom den isnende vished allerede havde bredt sig: Vi har mistet Lille. Og da drengen vendte hjem fra ferie, stod Lille på bordet i en kasse fra Falck, som havde fundet hende påkørt. Frossen og meget lille og fin. Nu er hun begravet uden for hans vindue.
Lille er væk, og vi sørger. Én ting er selv at sørge, en anden er at se sit barn sørge. Se hans ansigt, hver gang han igen kommer i tanker om noget, han gjorde sammen med Lille. Den måde, dens pels var blød på, lige der bag øret. Den måde den miavede på. Den sjove fløjtelyd, den havde i vejrtrækningen. Og vi opdager, hvor meget vores sanser har stillet sig ind efter det lille dyrevæsen. At vi lytter efter kattelemmens klapren, de små bump, den lette knasen fra køkkenet. Nu er der tomt.
Jeg græder så meget, at jeg skammer mig, fordi det bare var en kat, og der dør børn hver dag rundt i verden. Men sandheden er jo, at den for os i familien ikke bare var en kat. Den var et elsket særligt væsen. Som dyr bliver, når man har tilbragt tid sammen med dem, når ens tid og deres tid er blevet vævet sammen i et net af billeder og sansninger og drømme.
Dyr har ikke en sjæl, siger vi. I et digt fra ”Rystet spejl”, 2011, der handler om at miste katten Kis, spørger Søren Ulrik Thomsen: ”Men hvad var det så jeg læste/ i hendes grønne øjne/ når de kiggede og kiggede ind i mine/ som om også hun/ havde et spørgsmål til mig?”.
Jeg ved ikke, hvad der bor bag dyrenes øjne, men den oplevelse af, at et dyr også stiller spørgsmål til ens egen eksistens, kender jeg. Mens jeg gik og sørgede, kom jeg i tanke om forfatteren og oversætteren Arne Herløv Petersen, som jeg ikke kender i det virkelige liv, men hvis grundige Facebook-opdateringer er mig en daglig glæde. Han skriver ofte om litteraturpolitik og har for eksempel markeret sig kritisk omkring bibliotekernes nye bogpolitik, hvor alt, der ikke rives ned fra hylderne hver dag, er i fare for at forsvinde fra hylderne for evigt.
Arne Herløv Petersen har også et varmt dyrehjerte. For nogen tid siden var en af hans katte blevet væk, og han beskrev den så fint, dens væsen og særtræk, man så den for sig. Og den forfærdelige uvished, man går i, når et dyr er blevet væk, og man leder og leder, og hele tiden synes, man lige hørte det, selvom man allerede ved, at det mest sandsynlige er det værst tænkelige.
Arne Herløv Petersen samlede det hele i et lille digt, hvor det blandt andet lyder: ”En del af mit hjerte/ har pels og knurhår./ Flænset står jeg tilbage/ med et katteformet hul/ i brystet.”