Et kig ind i adelens stuer

BØGER: Unikt og spændende storværk om folkeviser afsluttet

Med »Lærdom og overtro« er et fantastisk bogværk afsluttet, nemlig »Svøbt i mår. Dansk folkevisekultur 1550-1700«. Jamen, er folkeviserne ikke meget ældre? Fra middelalderen? Jo, men det er ikke folkeviserne som sådan, dette værk handler om. Derimod om, hvordan de blev optaget, nedskrevet og redigeret i adelskulturen efter reformationen.

Det er først efter 1536, vi får en egentlig adel, der indretter sig som små hoffer på deres stadigt bedre byggede gårde. Det er en klasse med flere privilegier end pligter, en klan, der søger sin legitimation i den nationale fortid, i historien og i slægten. Det er netop her, blandt de lærde, dannede adelsfruer, at bevaringen af folkeviserne sker. Det er folk, der ikke blot kan reflektere på højt plan, men som også både kan læse skrift og skrive. Ingen kommer altså til folkeviserne uden gennem formidlerne. Ingen folkevise eksisterer i en urform, men kun i nedskrifter, hvis forhold til en tænkt urform er umuligt at udrede. Derfor må et værk som dette komme til at handle meget om de litterære miljøer, hvor viserne fik den form, vi kender dem i den dag i dag. Kan man overhovedet kalde dem folkeviser? Er de ikke snarere adelsviser? Viser, der handler om adelens syn på folket? Med disse studier foreligger der derfor en blanding af litteratur- og kulturhistorie, der samler umådeligt meget af den viden, der hidtil har ligget spredt i lærde afhandlinger. Det er en indre historie.

De seneste års forskning har kredset om det repræsentative, hvordan magt legitimeres i det ydre, offentlige rum. Nu kryber vi ind i adelens stuer, prøver at forstå det liv, der levedes, de idealer, der bandt en adelskultur sammen. Værket er på 2500 sider og velillustreret, skønt der ofte kan mangle en lidt dybere fortolkning af og flere oplysninger om billederne. Artiklerne, der er skrevet af forskere med dyb fortrolighed med deres stof, veksler mellem brede kultur- og tilstandshistoriske skildringer og mere præciserede analyser af enkelte viser og samlinger: stambøger, våbenbøger, optegnelsesbøger. Og - hvad der er mest spændende - vi bringes tæt på en række kvindeliv.

Elisabet Holsts artikel om kvindedyd og kvindedød er både oplysende og gribende. Hun analyserer begrebet stilhed, der snarest dækker over evnen til roligt og værdigt - uden rasen og galskab - at gå døden imøde. En blændende analyse af døds- og kristendomssynet. Egentlige sygdomsmeddelelser nærmer vi os, når vi i Elisabet Holsts artikel om Karen Gyldenstjerne i fjerde bind læser rapporterne omkring en uhyggelig sag på Fyn. Johan Hardenberg bryder alle æres- og retsprincipper for at straffe dem, der har gjort hans kone syg. Man forklarede altid psykisk sygdom med besættelse. Men her nærmer vi os det komplekse med dybere beskrivelser af sygdommen og de psykiske tilstande i sig selv. Vi ser den ligeledes syge svigerinde Annes hånd, der nærmest flænger papiret med pennen i et meddelelsesbehov. Er der virkelig her en refleks af, hvordan manglende religiøs stimulering i den efterreformatoriske tid opbygger en sindslidelse? Det er forfatterens tese. Spændende, men vi kender ikke altid koden til sådanne udsagn - og kan dårligt dømme. Elisabet Holst har fat i perspektivrige ender. Hun prøver i det fortidige materiale at bygge bro mellem tanker, psyke og udtryk.

Hver læser sin lyst. Beskrivelsen af Frederik den Andens hof i dets indre opbygning og logik er oplysende og fornem. Steffen Heiberg beskriver på få sider med en gevaldig skarphed adelen og dens forhold til kunsten. Han antyder, at adelsmedlemmerne kan have set et slægtskab mellem sig selv og Kristus, når lidelsesredskaberne i det såkaldte »Kristi våben« sammenstilles med den danske adels våben. Adelskulturen er da heller ikke gennemtrængt af nogen højspændt kristendomsforståelse, snarere en rolig fortrøstning til, at Kristi frelse er et »gentlemen´s agreement«, en ærefuld aftale mellem menneske og Gud. I kirkehistorien har denne trosvished ofte været udlagt som ligegyldighed. Der er snarere tale om en selvfølgelighed. Thorkil Damsgaard Olsen indkredser tendensen hos Heruf Trolle: »Mister jeg mit liv, får jeg vel liv igen« - og kampen mod sygdom, fattigdom, forfølgelse og had skal overvindes i en åben kamp med Guds bistand. Man har styr på sin kristendom!

Annemette S. Christensen står for de bredere skildringer af herremandslivet. Flemming Lundgreen-Nielsen, der er en af værkets redaktører, tager størstedelen af det fjerde bind, hvor han leverer en glimrende fremstilling og analyse af Anders Sørensen Vedels »Hundredevisebog« og Peder Syvs »Tohundredevisebog«. Lundgreen-Nielsen efterviser de mange indslag af samtidens og antikkens litteratur, der ligger i redaktørernes dannelse og bevidsthed. De lærde mænd medreflekterer selvfølgelig helt nye begreber, såsom melankolien. Man forbedrer, opdaterer, altså folkeviserne. Lundgreen-Nielsen er med sin viden og præcision den rette mand til denne opgave.

Som helhed er værket imponerende. Men det bliver aldrig en systematisk fremstilling. Bidragenes størrelse og de emner, de fordyber sig i, er vekslende. Man har fornemmelsen af, at de enkelte afsnit er lidt tilfældigt placerede. De meget tekniske blander sig med de bredt fortællende. En mere hårdhændet redaktion kunne have afhjulpet denne skævhed, men det er åbenlyst, at selv redaktørerne har været ude af stand til at lægge bånd på sig selv, når de først er gået i gang. Derfor er fjerde bind også svulmet op til en sag på næsten 800 sider! Kun lidt større ville den være blevet, hvis vi havde fået en kort præsentation af forfatterne. Det kunne man nok unde læserne - af hvilke der bør blive mange.

Svøbt i mår. Dansk folkevisekultur 1550-1700, bd. 4. »Lærdom og overtro«, red. Flemming Lundgreen-Nielsen og Hanne Ruus. 794 sider. Sælges kun samlet i fire bind. Ill., indb., inkl. cd-rom, 1900 kr. C.A. Reitzels Forlag.

kultur@kristeligt-dagblad.dk