Et kirkerum får det bedste frem i en kunstner

Med sin reviderede bog Kunsten i kirken, der udkommer i dag, vil kunsthistorikeren Mikael Wivel vise, at de danske kirker er skjulte skatkister fulde af fantastisk kunst

Nogle af Danmarks bedste billedkunstnere har udsmykket en række af Danmarks kirker. Her ses fra venstre John Kørners udsmykning af Østerhåb Kirke ved Horsens, Thomas Kluges udsmykning af Store Magleby Kirke i Dragør, og til højre Per Kirkebys udsmykning af Gentofte Kirke. – Fotos fra bogen: Hans Ole Madsen.
Nogle af Danmarks bedste billedkunstnere har udsmykket en række af Danmarks kirker. Her ses fra venstre John Kørners udsmykning af Østerhåb Kirke ved Horsens, Thomas Kluges udsmykning af Store Magleby Kirke i Dragør, og til højre Per Kirkebys udsmykning af Gentofte Kirke. – Fotos fra bogen: Hans Ole Madsen.

Allerede som ung kunsthistoriestuderende opdagede Mikael Wivel, hvordan danske kunstneres kirkeudsmykninger var blevet overset af samtidens kunsthistorikere. Det skete, da han i sit studiejob i Kobberstiksamlingen på Statens Museum for Kunst fik til opgave at sortere indholdet af en vasketøjskurv, der stod i museets magasiner. Den viste sig nemlig at indeholde maleren Niels Larsen Stevns efterladte skitser og papirer.

LÆS OGSÅ: Lukkede kirker fortsætter kirkelige aktiviteter

På det tidspunkt var Stevns anerkendt som en af det 20. århundredes mest fremtrædende modernistiske malere. Da kunstmuseet Louisiana åbnede i 1958, var Stevns eksempelvis så ubetinget den danske kunstner, der var repræsenteret med flest værker i samlingen 49 i alt. Billedhuggeren Astrid Noack kom ind på en flot andenplads med 18 værker, mens en mester som Asger Jorn måtte nøjes med 2! Den første særudstilling på Louisiana var da også helliget Stevns. Det var i 1959, og den fyldte hele museet.

Mere overset var det, at Stevns også var en spændende kirkekunstner. Men selvom Stevns bibelske billeder, ifølge Mikael Wivel, faktisk hører til mellem hans mest spændende værker, blev de stort set forbigået som irrelevante af samtidens kunsthistorikere. Dét satte Wivel sig dog for at ændre på, først ved at skrive sit speciale om Stevns, og siden sin doktorafhandling, hvor Stevns stærke tro begge steder blev fremhævet som det grundlæggende i hans værk.

Kirkekunsten var ikke fremmed for mig. Mine forældre var venner med Sven Havsteen-Mikkelsen, han kom i mit barndomshjem, og vi fulgte med i hans udvikling fra landskabsmaler til maler af altertavler, fortæller Wivel.

LÆS OGSÅ: Menighedsråd er konservative i deres valg af kirkekunst

Havsteen-Mikkelsen er den moderne kunstner, der har udsmykket flest danske kirker. Gud har været mig en god arbejdsgiver, udtalte den oprigtigt troende kunstner selv i en sen alder. Men kirkekunsten blev overset af samtidens kunsthistorikere, mener Wivel:

Den kulturradikale strømning har siden Georg Brandes dage præget kunsthistorien i Danmark i en sådan grad, at man på det nærmeste kan tale om en slags berøringsangst over for kirkekunsten. Det synes jeg naturligvis er forkert. Ikke mindst, efter at jeg kom ud i sognegårdene rundt om i hele landet for at holde foredrag om Stevns. For her kunne jeg ved selvsyn konstatere, hvor mange gode og interessante altertavler, glasmalerier og anden form for udsmykning der er blevet lavet i kirkerne herhjemme i det 20. århundrede, men som stadig er mere eller mindre ukendt i den danske offentlighed.

Det var en af grundene til, at Mikael Wivel i 2005 udgav bogen Kunsten i kirken, som er udsolgt og nu foreligger i en ny, øget og opdateret udgave, forsynet med glimrende fotografier af Hans Ole Madsen. Antallet af udsmykninger er øget til 46 mod 31 i førsteudgaven, og ikke mindre end 23 af dem er helt nye.

Min påstand er, at det kalder det bedste frem i de kunstnere, der bliver tilbudt at udsmykke en kirke. Det er jo meget ofte gamle romanske eller gotiske kirkerum, fulde af tid, tro og tradition, der nu skal virke med deres moderne billeder. Og det fordrer en form for alvor, som de måske ikke normalt mobiliserer i deres sekulære værk. Selv kunstnere, der ikke er troende og må betragtes som regulære fritænkere, går derfor ind i en anfægtet dialog med den kristne grundfortælling og tolker den i nye, overrumplende billeder. Derfor er det heller ikke for meget sagt, at de danske kirker rummer hovedværker af en lang række af vore stærkeste kunstnere i det 20. århundrede, siger Mikael Wivel.

Samtidig rummer kirkerne en del overraskelser for kunsthistorikere, fordi en del af de største mestre inden for kirkekunsten simpelthen valgte at satse på at udsmykke kirker og derfor aldrig fik plads i de konventionelle kunsthistoriebøger. Det gælder i ganske særlig grad maleren Mogens Jørgensen (1914-2007).

Ham er der kun få, der kender til i dag, netop fordi han lagde hele sit virke i kirkens tjeneste. Men han arbejdede ikke desto mindre på et decideret internationalt niveau og lader sig på mange måder bedst sammenligne med en af tidens helt store stjerner, nemlig den dansk-islandske kunstner Olafur Elisasson.

Jørgensen har udsmykket en lang række kirker herhjemme, men hans absolutte hovedværk findes, ifølge Wivel, i Sverige, nemlig i Täby uden for Stockholm, hvor han i årene mellem 1965 og 1978 leverede glasmosaikker til den moderne Tibble Kyrka glasmosaikker, der dækker samtlige fire vægge fra gulv til loft og væver sig ind og ud i hinanden hele vejen rundt om menigheden.

Det moderne gennembrud i dansk kirkekunst kom med Joakim Skovgaard, da han i årene omkring 1900 udsmykkede Viborg Domkirke. Der var tale om en totaludsmykning, et gesamtkunstwerk, hvor Skovgaards enkle, dekorative og fortællende skønvirkestil kom til at danne skole og gjorde endeligt op med den sene guldalders sentimentale tilgang til den kristne motivverden.

Stevns var Skovgaards mest selvstændige elev, og han radikaliserede mesterens udtryk i ekspressiv retning. Wivel ser ham som en nærmest fundamentalistisk grundtvigianer og opfatter hans maleri fra 1910 af Kristus, der siger til Peter: Vig bag mig, Satan som et modernistisk forsøg på at male Kristus ind i det 20. århundrede og dermed tale Georg Brandes og fritænkerne midt imod. Modsat dem mente Stevns så absolut ikke, at Gud var død. I dag hænger billedet på Vestsjællands Kunstmuseum i Sorø, fordi det var alt, alt for radikalt i sin vrede til at finde vej ind i et dansk kirkerum.

Sådan er det ikke længere. Nu har mange tvivlende kunstnere fået frie udfoldelsesmuligheder inden for kirkens rammer, og Wivels bog viser, at forløbet så langtfra er slut til trods for, at det er blevet stadig vanskeligere at forholde sig bogstaveligt til motiverne.

Per Kirkeby mener således ikke, at det er muligt længere at male den lidende Kristus på korset. Det er gjort fremragende op gennem tiden, men allerede i det 19. århundrede var motivet ved at være slidt op. Det klingede hult, og de fleste forsøg, der er gjort i det 20. århundrede, er da også endt i pastichen. Kirkeby har reduceret motivet til Kilerne ved korsets fod et motiv, han er vendt tilbage til gang på gang, fordi det for ham at se er nok til at udtrykke lidelsen, der blev Kristus til del, da han ofrede sig for mennesket. Samtidig vidner det også om den menneskelige ondskabs banalitet. Der var jo nogle håndværkere, der skulle hamre kilerne ned, så korset stod fast i klippen og ikke væltede midt under henrettelsen.

Mikael Wivel mener, at der er grund til optimisme på dansk kirkekunsts vegne. I de senere år er en række nye og yngre kunstnere kommet til. John Kørner har eksempelvis i 2011 skabt en meget vellykket udsmykning i den nyopførte Østerhåb Kirke i Horsens. Der er tale om en slags altertavle, der dækker hele korvæggen i det meget højloftede rum, og hvor Kørner simpelthen har malet et otte meter højt træ, der ligesom gror op bag alteret og rejser sig mod himmelen i lyset fra de store vinduer i kirkerummet.

Kørner arbejder her med en slags skjult symbolik. Man kunne således henvise både til Livet Træ og Kundskabens Træ, men også bare til den kraft, der får alle træer til at vokse ind i det guddommelige lys.

En anden af de yngre, nytilkomne kirkekunstnere er Thomas Kluge, der i 2012 leverede en højst utraditionel altertavle til Store Magleby Kirke på Amager. Der er tale om et stort nature morte og ligesom hos Kørner om skjult symbolik. Der ligger et slagtet lam derinde og et væltet glas, to fisk og fem brød, og så er der 13 røde roser i en vase, lutter henvisninger til centrale steder i evangelierne.

Men Wivels personlige favorit er dog den ofte meget kontroversielle billedhugger Christian Lemmerz udsmykning fra 2012 af koret i Lyngby Kirke. Udsmykningen består af et alterbord, et kors og et vindue. Alterbordet er det mest iøjnefaldende det er udført i hvid marmor og formet som en langstrakt kasse med klæde slynget hen over sig, og det er så suverænt udført, at man tror, at klædet er virkeligt. Det er typisk for Lemmerz, som her arbejder i traditionen efter Bernini og Michelangelo.

Det er i mine øje en af de stærkeste og mest vellykkede kirkeudsmykninger i nyere tid, siger Wivel: Den er både underspillet og i høj grad til stede, og den har ligesom givet det gotiske kirkerum med alle kalkmalerierne et løft og gjort det lysere og mere åndfuldt. Alteret vækker både mindelser om et nadverbord og en sarkofag, og klædet sender tankerne i retning af Kristi opstandelse.

Korset supplerer denne fortolkning. Det er af bronze og stykket sammen af to rosengrene og en klump groft formet ler og henviser på den måde til Adams skabelse og Kristi offerdød. Endelig er der det gotiske vindue ovenover, som er blevet genåbnet efter at have været tilmuret i mange hundrede år, og hvor Lemmerz har designet nogle enkle, forgyldte sprosser og sat mundblæst glas ind mellem dem, som nu tillader verdens lys at vælde ind over alteret og ind i rummet til menigheden.

Det er en løsning, der er både smuk, neddæmpet og nyskabende. Den er perfekt og demonstrerer til fulde, at kirkekunsten stadig lever i bedste velgående.

Kunsten i kirken udkommer i dag på forlaget Strandberg Publishing (330 sider). Bogen har fotos af Hans Ole Madsen og er en revideret og udvidet genudgivelse af værket, der udkom første gang i 2005.

Per Kirkebys udsmykning af Gentofte Kirke. – Foto fra bogen.
Per Kirkebys udsmykning af Gentofte Kirke. – Foto fra bogen.
Thomas Kluges udsmykning af Store Magleby Kirke i Dragør. – Foto fra bogen.
Thomas Kluges udsmykning af Store Magleby Kirke i Dragør. – Foto fra bogen.