”Troen og ingen” er en ekstremt bevægende og sorg-svælgende musikforestilling

Søren Huss’ triste poesi får krop i bevægende, men også sorg-svælgende, musikforestilling

Forestillingens tekster er fra Søren Huss’ album fra 2010, ”Troen og ingen”, som han skrev, i årene efter hans hustru døde i en højresvingsulykke. –
Forestillingens tekster er fra Søren Huss’ album fra 2010, ”Troen og ingen”, som han skrev, i årene efter hans hustru døde i en højresvingsulykke. – . Foto: Montgomery/Teatret Svalegangen.

Man holder altid tilbage ved et fodgængerfelt. Men hvad hvis man ikke gør? Så dør nogens kone, mor, søster, elsker, veninde, bedste ven, samarbejdspartner, livline, nogens et og alt og største kærlighed. Troen på livet bliver til vantro. Hun stod jo lige der.

Imod et bagtæppe af sangeren Søren Huss’ familietragedie har Teatret Svalegangen med teaterdirektør Per Smedegaard i front skabt et knugende tusmørke-rekviem om en ung kvinde, der døde alt for tragisk alt for tidligt. Hun er her ikke længere, men hendes tilstedeværelse er som tykke tårer, der fylder musikken, stemmerne og scenen ud.

En mur splintrer, sten tordner mod gulvet, åbner ind til en fortælling om altings skrøbelighed. Kvindens tre pårørende – manden, broderen og veninden – væver sammen et tæppe af minder og folder det ud på scenen, så vi kan se kvinden for os og mærke deres mørke. Sammen og hver for sig gennemgår de sorgens mange modstridende stadier, understøttet af de tungsindige toner og tekster fra Søren Huss’ album fra 2010, ”Troen og ingen”, som han skrev i årene efter, hans kone døde i en højresvingsulykke. Frem og tilbage, ned og op flytter de kasserne i Siggi Óli Pálmasons sodsorte scenografi. Først til sidst lykkes det dem at bygge noget varigt og finde fred i minderne om hende.

Ashok Peter Pramanik er den sørgende bror, og Nikolaj Mineka er manden, hvis tårer regner ned i graven og forsegler kisten med had og med skyld, mens et bølgende hav af hænder strækker sig for at hjælpe ham. Men han vil ikke hjælpes. Så han står bare dér, i børnehaven og i supermarkedet, vægtet ned af en sorg, der overstiger pligt og ansvar, og som på scenen gestaltes fint af tunge mængder børneovertøj. Men til sidst finder han vej gennem sit sinds labyrint, tilbage til sin dejlige, dejlige datter, hvor alt langsomt går væk fra ensomt.

Tungheden brydes undervejs af en række næsten farceagtige vignetter udgjort af samtaler med udenforstående, som ikke forstår. Telefondamer og pædagoger, der med skingre stemmer skal få os til at le midt i mørket. Men den komiske lindring har ikke den store effekt og kollapser i kollisionen med det dystre alvorstæppe, der ligger over salen. Lindring er unødvendigt, og det ville have klædt forestillingen, hvis den havde turdet placere sig i en ramme af ramme alvor.

De fire musikere, ledet af kapelmestrene Nikolaj Heyman og Niels Søren Hansen, er fremragende – med musikken rammer de sorgens mange toner og sætter strøm til følelserne, både de store voldsomme og de stille små. Og fra sin hjertehule søger Julie Kold trøst i en stemme fra det hinsides i sin bedste venindes telefonsvarerbesked, bekender sig til hende i tomrummet inden bippet, indtil sangen tager over. Hendes klare klang bøjer sig smukt rundt om ordene og bærer dem frem i lyset, så vi kan se deres betydninger.

Hos de to mænd er der ujævnheder og usikkerhed at spore i deres spil og indimellem lidt for skæve toner. Måske det sidste er tilsigtet for at skabe en skrøbelighed, man også hører i Søren Huss’ egen stemme, når han indimellem må knække for tonernes pres og lade smerten komme ud.

Det lykkes dog bedst hos suveræne Jullie Hjetland, der kan synge Huss’ lige så suveræne, billedrige poesi med en smertende inderlighed i både top og bund: ”Splintrende kulde i meningsløs cirkulation, et skrig forsvinder ned i bundløs rotation.” Hun får rummet til at lukke sig om os, tager os helt ind i lyden og lyset og mørket, ind i et rum af rendyrket melankoli. Hun er forestillingens absolutte es og gør ”Troen og ingen” til en ekstremt bevægende og sorg-svælgende musikforestilling, der giver poesien plads og rører dybt.