Bog om Churchill er et komplet portræt af en historisk legende

Ny bog om Winston Churchill er også en enestående mulighed for at genopfriske de sidste 100 års verdenshistorie i et britisk perspektiv, serveret på en victoriansk sølvbakke

Winston Churchill var 65 år, da han nærmest med begejstring påtog sig at lede en national samlingsregering i maj 1940 – med en bred baggrund som officer i flere krige. –
Winston Churchill var 65 år, da han nærmest med begejstring påtog sig at lede en national samlingsregering i maj 1940 – med en bred baggrund som officer i flere krige. – . Foto: AP/Ritzau Scanpix.

Selvom der foreligger hundredvis af bøger om ham allerede, har forlaget Allen Lane netop nu dristet sig til at udgive endnu en biografi om Winston Spencer Churchill (1874-1965). En virkelig kvalificeret satsning. Bogen er skrevet af Andrew Roberts, journalist og historiker fra Cambridge, og betegnes af flere anmeldere som den autoritative etbinds biografi om Churchill.

Den er baseret på adskillige ikke hidtil tilgængelige kilder og giver på samme tid læseren et ret så komplet portræt af Churchill og en enestående mulighed for at genopfriske de sidste 100 års verdenshistorie i et britisk perspektiv, serveret på en victoriansk sølvbakke.

Et gennemgående tema hos Roberts er Churchills stærke følelse af skæbnebestemmelse forenet med en urokkelig selvtillid. Allerede som 17-årig (og skaffet af vejen af sine forældre på elitekostskolen Harrow School) hævdede Winston over for en ven, at ”London vil komme i fare, og (...) det vil blive min opgave at redde hovedstaden og redde Imperiet”.

Selvtilliden kom ifølge Roberts af at være ”født ind i en kaste, der besad umådelig politisk og økonomisk magt i verdenshistoriens største imperium, og som endnu ikke var plaget af usikkerhed og tvivl på sig selv”.

Han var stolt af at nedstamme fra den 1. hertug af Marlborough, udnævnt af dronning Anne for sit lederskab i Den Spanske Arvefølgekrig (1701-1714) og med sæde på Blenheim Palace, som dronningen havde bygget til hertugen. Og hvor Churchill blev født.

Hans selvtillid blev ikke undermineret af forældrenes manglende interesse for deres barn, som grænsede til forsømmelighed. Og heller ikke af faderens grundlæggende foragt for ham. Men hans optagethed af at bevise, at faderen havde taget fejl, er et andet, underliggende, tema i bogen. Hvor stor en fejltagelse der var tale om, illustreres overbevisende af Roberts’ skildring af Churchills formidable indsats under Anden Verdenskrig:

Churchill var 65 år, da han nærmest med begejstring påtog sig at lede en national samlingsregering i maj 1940 – med en bred baggrund som officer i flere krige, som minister i både konservative og liberale regeringer og som menigt medlem af Underhuset, hvor han op gennem 1930’erne med sin slagkraftige veltalenhed havde markeret sig som utrættelig modstander af Hitlers krigsforberedelser.

Det var derfor med god grund, at han ved sin udnævnelse et halvt år inde i krigen kunne udtale: ”Hele mit tidligere liv har ikke været andet end en forberedelse til denne time og denne prøvelse.”

Og det blev en prøvelse med en hård begyndelse. For efter Frankrigs fald i maj 1940 stod Det Britiske Imperium og Commonwealth i mere end et år alene over for Tyskland. Kun holdt oppe af Churchills ukuelige sejrsvilje og uforlignelige retorik. Han holdt sine tre største taler i sin første måned som premierminister og forhindrede udenrigsminister lord Halifax i at gå i forhandling med Hitler, hvilket Roberts betragter som en af hans helt store fortjenester.

Han havde et godt, men bestemt ikke gnidningsfrit, forhold til USA’s præsident Roosevelt, som han allerede inden japanernes angreb på Pearl Harbor overtalte til at yde Storbritannien amerikanske kreditter og militærleverancer, og amerikanernes indtræden i krigen efter angrebet på Pearl Harbor i december 1941 fik afgørende betydning for Tysklands nederlag i 1945. Churchill advarede allerede under krigen Roosevelt mod Sovjets agressive intentioner i Østeuropa. Og han anså USA og Det Britiske Imperium for Vestens naturlige ledere og vægtede samarbejde med USA højere end deltagelse i en eventuel europæisk union.

Churchill så dog klart, at Storbritanniens tyngde og indflydelse blandt de tre stormagter (USA, Sovjet og Storbritannien) var for nedadgående. Og da han ved første valg efter krigen mistede premierministerposten, måtte han i opposition se Indien forlade imperiet som en selvstændig stat i 1947. I Parlamentet udtalte han, dybt berørt: ”Mange har forsvaret Storbritannien mod dets fjender. Ingen kan forsvare det mod sig selv.”

Roberts er tydeligvis en beundrer af Churchill, uden dog på nogen måde at gå let hen over de alvorlige militære og politiske fejl, han begik under begge verdenskrige. Men som den store mand sagde til sin højtelskede hustru, lady Clementine: ”Jeg ville ikke have opnået noget, hvis ikke jeg havde lavet fejl.” Han betragtede det i øvrigt som sin ”mest brillante bedrift”, at han havde ”kunnet overtale hende til at gifte sig med mig.”

Den humor, der her kommer frem som selvironi, brugte Churchill også som et dødbringende politisk våben. Bare ét eksempel: I et angreb på Neville Chamberlains eftergivenhedspolitik over for Hitler definerede han en ”appeaser” som ”en person, der fodrer en krokodille, i håb om at den vil æde ham til sidst”. Og så brugte han i det hele taget velanbragte vitser til at holde modet oppe hos sine omgivelser. Søren Kierkegaard svarede engang, da guderne angiveligt spurgte, hvad han ønskede sig mest af alt: ”Altid at få latteren på min side.” Og den gave fik han i rigt mål. Det gjorde Churchill også, og det nyder man godt af gang på gang under læsningen af denne ellers så dybt seriøse bog.

Roberts lægger i sin afsluttende vurdering vægt på, at Churchill trods mange fejltagelser så rigtigt med hensyn til ”de tre største ting”: de dødelige trusler mod den vestlige civilisation, som udgjordes af preussiske militarister inden Første Verdenskrig, af Stalins ekspansive sovjetkommunisme efter Anden Verdenskrig og af Hitlers nazisme mellem de to verdenskrige. Disse trusler advarede han imod tidligere, stærkere, og i kraft af sin fabelagtige retorik med større effekt end nogen anden. Som da han introducerede Jerntæppet som betegnelsen for Sovjets de facto-magtovertagelse i Østeuropa i anden halvdel af 1940’erne.

Roberts, som er tilhænger af Brexit, antyder, at Churchill nok ville have været det samme. Det kan vi ikke vide, men under alle omstændigheder er Churchill og hans kamp for bevarelse af Det Britiske Imperium med mellemrum dukket op i debatten om Brexit. Imperiet faldt fra hinanden efter Anden Verdenskrig, og økonomien i Europa udviklede sig stærkere end i Storbritannien, som kom til at stå i en ydmygende position over for det oprindelige fællesmarked. En ydmygelse som kulminerede, da præsident de Gaulle både i 1963 og 1967 nægtede ”det insulære Storbritannien” adgang til det fælles marked. Og da Churchill døde i 1965, mange år efter sin tid som aktiv politiker, skal de Gaulle ifølge Roberts have sagt: ”Nu er Storbritannien ikke længere en stormagt.”

Den irske historiker og redaktør ved The Irish Times Fintan O’Toole har tre uger efter Roberts’ bog udgivet ”Brexit and the Politics of Pain” og peger på to underliggende, men ikke eksplicit formulerede følelser hos de mest nationalistiske Brexit-tilhængere: en indbildt oplevelse af undertrykkelse fra EU’s side, som har placeret Storbritannien i en rolle som vasalstat, og en følelse af at blive opslugt af immigrationen. Disse folk drømmer om et globalt handelsimperium, et Empire 2.0, hvori de gamle kolonier indgår (!), en naturlig rolle som stormagt, som må gøre oprør mod EU’s utålelige undertrykkelse.

Det er spild af tid at spekulere over, hvad Churchill ville have gjort her i 2018. Roberts’ historie handler om en mand, der hele sit liv kæmpede for at forsvare sit land mod sig selv, og som i en livstruende situation forenede dets kræfter, undgik indre splid og i dag nok ville være enig med de Gaulle i, at Storbritannien ikke længere er en stormagt – og må handle derefter.