Poul Smidts bog om Frederik den Ottende udfylder et hul i historieforskningen. Der er ikke i nyere tid skrevet en stor, samlet biografi om den danske konge, som var kronprins i 43 år og kun selv fik seks år som konge (1906-1912).
Det sidste er nok også årsagen til, at meget få har haft lyst til at kaste sig over opgaven, men Poul Smidt gør det, og han gør det grundigt og sobert. Mens de ældre bøger om Frederik den Ottende (som er skrevet på hans egen tid eller kort derefter) er præget af en stor veneration for kongen, har nogle af de nyere bøger, der omtaler ham, tendens til at skildre ham relativt negativt, at nedtone hans rolle og betydning som konge og at fokusere på, at han døde på en gade i et bordelkvarter i Hamborg. Poul Smidt giver, i modsætning hertil, en nuanceret skildring af Frederik den Ottende, som først og fremmest bør huskes for sin positive holdning til parlamentarismen, som både hans far, Christian den Niende, og – til dels – hans søn, Christian den Tiende, nærede en vis skepsis over for (som det kom til udtryk i Påskekrisen i 1920).
Poul Smidt har gennemgået et væld af upubliceret kildemateriale i Rigsarkivet, herunder en række personlige breve mellem kongehusets medlemmer. Blandt de mange pointer, han når frem til i sin bog, er navnlig tre interessante. For det første bekræfter det nye kildemateriale, han inddrager, at Frederik den Ottende på et tidligt tidspunkt i sit liv var væsentligt mere demokratisk sindet end sin far. Mens Christian den Niende og Estrup op igennem 1870’erne, 1880’erne og 1890’erne var rørende enige om, at kongen skulle blive ved med at bestemme, hvem der skulle danne regering, var kronprinsen af en ganske anden opfattelse.
For det andet nuancerer Poul Smidt imidlertid samtidig opfattelsen af Frederik den Ottendes syn på demokratiet. Han ville oprindelig have kaldt sin bog ”Den første demokrat på Danmarks trone”, men måtte opgive denne titel, fordi hans studier viste, at der også var grænser for, hvor meget demokrati, Frederik den Ottende kunne gå med til. Dette blev ikke mindst demonstreret ved hans aktive rolle i forbindelse med at bekæmpe Socialdemokratiet og få socialistlederne Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff fængslet i 1872.
For det tredje viser bogen et billede af en splittet kongefamilie, hvor Christian den Niende og Frederik den Ottende i løbet af førstnævntes regeringstid udviklede et dårligt forhold til hinanden, fordi kongen ikke ville lade kronprinsen bestemme noget som helst, og fordi de var uenige i deres syn på netop parlamentarismen og kongemagtens rolle i samfundet. Men ikke nok med det. Christian den Niendes hustru, dronning Louise, var samtidig meget negativ over for sin svigerdatter, Frederik den Ottendes svenskfødte hustru Lovisa (som senere også kom til at hedde dronning Louise). Konflikterne afspejlede således dels nogle personlige modsætningsforhold, dels nogle politiske, sociale og samfundsmæssige konflikter i datiden.
Og netop dette er med til at gøre bogen interessant. Poul Smidt har ikke blot skrevet en biografi om de kongelige som personer. Hans biografi rummer langt mere end det og sætter de kongeliges forhold til hinanden og til en lang række andre af datidens vigtige personligheder (ikke mindst politikerne) ind i en større samfundsmæssig kontekst. Dermed hæver biografien sig til at blive en skildring ikke blot af kongehusets, men af hele det danske samfunds historie i perioden fra Frederik den Ottendes fødsel i 1843 til hans død i 1912.
Vi kommer igennem en lang række af de vigtigste begivenheder i perioden, for eksempel de to slesvigske krige (1848-1851 og 1864), Ruslands beslutning i 1851 om at lade glücksburgerne overtage tronen i Danmark, ægteskabspolitikken, der i løbet af 1860’erne gjorde Christian den Niende til ”Europas svigerfar”, socialismens fremvækst i 1870’erne, kampen for og imod parlamentarismen under Estrup (konseilspræsident 1875-1894), Systemskiftet 1901, valget af det danske kronprinspars søn til norsk konge i 1905, Albertiskandalen i 1908 og det politiske spil i forbindelse med Frederik den Ottendes anstrengte forhold til den radikale regering Zahle i 1910 (som dog ikke endte som Påskekrisen i 1920, fordi Frederik den Ottende i modsætning til Christian den Tiende tidligt bøjede af).
Det eneste, man rigtigt savner fra forfatterens side, og som kunne have gjort bogen endnu mere interessant, er et større europæisk og internationalt perspektiv på de danske begivenheder. Poul Smidt kommer slet ikke ind på, om det var usædvanligt, at kronprinsen aktivt bekæmpede socialisterne og forsøgte at få deres ledere fængslet. Gjorde nogen af de kongelige personer noget tilsvarende i andre lande?
Man får heller ikke noget at vide om, hvorvidt det var et specielt dansk fænomen, at der i 1870’erne, 1880’erne og 1890’erne fandt en forfatningskamp sted mellem liberale og konservative. Hvor langt fremme var man med udviklingen af demokrati i Danmark i forhold til i for eksempel Holland, Sverige, Tyskland, Polen og Spanien? I Norge blev der i 1905 holdt en folkeafstemning om valget af prins Carl (en af Frederik den Ottendes sønner) til konge, men hvor usædvanligt var det i Danmark og andre europæiske lande på den tid, at der blev holdt en folkeafstemning? Og sådan kunne man blive ved.
Dette ændrer dog ikke ved, at Poul Smidts bog er et både velskrevet og interessant værk, som på afgørende vis bidrager til at nuancere og udvide billedet af en konge, hvis rolle i danmarkshistorien tidligere har været kraftigt undervurderet.