Et kongehus i et demokrati er et paradoks, men ikke et problem

Takket være dronning Margrethe er monarkiet en naturlig del af det danske folkestyre, men sådan har det ikke altid været

Det er tvivlsomt, om Christian X nogensinde helhjertet accepterede parlamentarismen som princip. Her ses han på sin daglige ridetur gennem København i 1942 under den tyske besættelse af Danmark.
Det er tvivlsomt, om Christian X nogensinde helhjertet accepterede parlamentarismen som princip. Her ses han på sin daglige ridetur gennem København i 1942 under den tyske besættelse af Danmark. . Foto: .

Et kongehus som det danske er et paradoks. Det er en gammeldags, aristokratisk og udemokratisk institution midt i et moderne folkestyre.

For republikanere udgør dette paradoks et problem. De hævder, at en så væsentlig funktion som statens overhoved bør være på valg. De fleste danskere er imidlertid uenige.

LÆS OGSÅ: Kongehuset og kirken hænger snævert sammen

Afhængig af, hvordan man spørger, nyder monarkiet som statsform opbakning fra 60 til 85 procent af befolkningen med en opadgående tendens i den nuværende dronnings tid. Det er en opbakning, som stort set ingen regering har kunnet gøre krav på i fredstid og da slet ikke over så lang tid. Det republikanske synspunkt i Danmark bygger med andre ord på et princip, som i teorien er meget fornuftigt og demokratisk, men som i praksis er næsten hjemløst, fordi kun et lille mindretal af de stemmeberettigede deler det.

Det må formodes, at der blandt tilhængerne af det nuværende system kun er få egentlige royalister, der mener, at den monarkiske statsform er udtryk for en højere principiel eller guddommelig retfærdighed. Opbakningen til monarkiet bygger på, hvad man kan kalde pragmatisk konservatisme, hvis indhold udtrykkes bedst i den engelske talemåde: If it aint broke, dont fix it. Hvis det fungerer, så lad være med at lave det om. Og systemet fungerer faktisk.

Danmark og de øvrige nord- og vesteuropæiske monarkier regnes blandt verdens mest demokratiske, åbne, velstående og retfærdige samfund. Det er vanskeligt at hævde, at denne lykkelige tilstand skyldes den fortsatte tilstedeværelse af et kongehus, men på den anden side er det også vanskeligt at pege på, at der udgår nogen trussel mod demokratiet eller velstanden fra monarkiernes statsoverhoveder.

Egentlig burde magtfordelingen mellem statens væsentligste organer være reguleret i Grundloven. Det er sådan noget, man har grundlove til, men netop den danske grundlov er i denne såvel som andre henseender ikke til megen nytte. Den er ganske vist blevet revideret flere gange, men tre fjerdedele af paragrafferne er stort set uændrede siden 1849, herunder dem, der specificerer regentens rolle.

Det for et demokrati så grundlæggende magtdelingsprincip er angivet i Grundlovens paragraf 3: Den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene. Paragraf 14 specificerer kongens rolle for den udøvende magt ved at fastslå, at kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre.

Med andre ord har regenten på papiret afgørende indflydelse på både regeringsførelsen og lovgivningen. Forklaringen på, at det forholder sig således med Grundloven, ligger i den rette forståelse af statsomvæltningen i 1848-1849. Man kan fortolke den ud fra, hvad vi ved, den blev til. I den forstand kan man godt tale om en demokratisk revolution. En valgt forsamling Rigsdagen fik indflydelse på afgørende dele af statsmagten. Imidlertid forstår man selve Grundloven bedre, hvis man ser på, hvad den kom fra, snarere end hvad den blev til. Det er udtrykt i 1849-Grundlovens allerførste sætning, den nuværende paragraf 2: Regeringsformen er indskrænket-monarkisk.

Grundloven indskrænkede den enevældige monarks i princippet absolutte magt. I udgangspunktet bestod den nye Rigsdags magt i at holde opsyn med statens regnskaber. Det er fortsat et af Grundlovens afgørende principper, at statens indtægter og udgifter reguleres ved lov. Det gælder også kongens årpenge, den såkaldte apanage.

Mens kongen altså ikke længere rådede over statens midler, heller ikke til eget brug, beholdt han afgørende indflydelse på regeringsdannelsen. Det udviklede sig i det 19. århundredes sidste årtier til en egentlig magtkamp mellem især Folketingets liberale venstrefløj på den ene side og en kongetro konservativ højrefløj, hvis parlamentariske magtbastion var Rigsdagens andetkammer, Landstinget.

Et afgørende vendepunkt indtraf ved det såkaldte Systemskifte i 1901, da Christian IX måtte bøje sig og udpege en ny regering, der udgik fra Folketingets flertal. Når vi siden har kaldt dette for parlamentarismens indførelse, skal det tages med det forbehold, at det ikke indebar, at kongen dermed opgav enhver forestilling om at have politisk indflydelse.

Især Christian X var en beundrer af sin konservative farfar, og det er tvivlsomt, om han nogensinde helhjertet accepterede parlamentarismen som princip. Christian X, der overtog tronen i 1912, brød sig ikke om radikale i almindelighed og da slet ikke om statsminister Zahle. Modviljen var i øvrigt gengældt. I den revolutionært opkogte stemning efter Første Verdenskrig, hvor grænsespørgsmålet var blevet uhyre aktuelt, afskedigede kongen Zahle.

Denne berømte episode, der siden er blevet kendt som Påskekrisen, fandt ikke sted i et politisk tomrum. Afskedigelsen kom slet ikke ubelejligt for mange politikere. Den socialdemokratiske presse red med på en revolutionær bølge og anklagede kongen for at have begået statskup. Den anklage er der måske politisk, men ikke juridisk belæg for. Kongen gjorde sådan set ikke andet, end hvad der var hans grundlovsmæssige ret. Det var dog klart, at tiden var løbet fra den slags, men problemet var, at Christian X ikke havde politisk gehør, så der var ingen garanti for, at episoden ikke ville gentage sig.

Løsningen kom i en lidt uventet skikkelse, nemlig socialdemokraten Thorvald Stauning. Socialdemokratiet havde slået sig op på store paroler om at knuse kapitalen, nedlægge folkekirken og indføre republik, men partiet var allerede tidligt slået ind på en systembevarende vej. Stauning dannede sin første regering i 1924 og blev statsminister igen fra 1929 til sin død i 1942.

Meget tyder på, at han også holdt kongen i kort snor, og kongen respekterede Stauning nok til at finde sig i at blive frataget den indflydelse, som han ifølge Grundloven faktisk havde.

Stauning accepterede ikke kun monarkiet af nød. Kongen viste sig under Besættelsen som et vigtigt instrument for samarbejdspolitikken. Danskerne havde det ikke altid lige let med samlingsregeringens føjelighed over for tyske krav, og her tjente kongens skikkelse som et samlingspunkt for den nationale stemning, der kun ugerne identificerede sig med statsministerens. Samtidig forblev kongen fuldstændig loyal mod Staunings politik og understøttede dermed regeringens ønske om at samle nationen bag den førte politik.

Siden dengang er forholdet mellem regeringschefen og regenten blevet lagt i faste rammer, som har meget lidt at gøre med, hvad Grundloven siger om den sag. Det udgør en meget fint kalibreret balance bygget på uskrevne regler. Logikken i systemet består i, at regeringen garanterer for monarkiets overlevelse, hvis statsoverhovedet lover at holde sig ude af politik. Statsministeren sagde det faktisk ligeud i sin tale til Dronningens 70-års fødselsdag: En dronning må ikke blande sig i politik. Det er en del af kontrakten.

Set fra et demokratisk synspunkt er det slet ikke nogen dårlig løsning, fordi det betyder, at den udøvende magt ikke er fordelt på to instanser, men samles hos statsministeren.

Men det betyder også, at monarken på vigtige felter faktisk er underlagt statsministerens instruktionsbeføjelse. Det gælder ikke mindst i forholdet til udlandet. Monarken kan kun vælge at besøge lande eller at modtage besøg fra lande, for så vidt det tjener danske interesser som formuleret af regeringen.

Det er afgørende for et moderne monarkis overlevelse, at monarken aldrig nogensinde modarbejder demokratiet. Kong Christian X bestod den afgørende prøve under Besættelsen, da nationalkonservative kræfter i utilfredshed med Stauning forsøgte at få kongen til at udpege en ikke-parlamentarisk regering. Det afviste kongen klart. En knap så heldig hånd havde den unge græske kong Konstantin i 1967, hvor han under militærkuppet intet gjorde for at beskytte demokratiet. Nu er Grækenland en republik.

Omvendt forholder det sig i Spanien. I 1981 forsøgte nogle officerer at gennemføre et militærkup. Konstantins svoger, Kong Juan Carlos, havde muligvis taget ved lære af den græske lektie. Han stillede sig i hvert fald med det samme på demokratiets side og vandt derved en stor folkelig opbakning, og Spanien er fortsat et monarki.

Selvom Dronningen ifølge sin statsminister skal holde sig ude af politik, spiller regenten stadig en rolle i forbindelse med regeringsdannelser i form af den såkaldte dronningerunde. Den er ikke beskrevet i Grundloven, og selve begrebet har faktisk ikke meget mere end 30 år på bagen. I Frederik IXs dage talte man ikke om en tilsvarende kongerunde.

Dronningerunden er en institution, der træder i kraft, når en regering er gået af, og når der samtidig ikke foreligger indlysende enighed om en ny regering med et sikkert parlamentarisk grundlag. Det foregår på den måde, at repræsentanter for hvert parti møder frem hos Dronningen med et forslag til en såkaldt kongelig undersøger. Dronningen lader sig derefter rådgive gennem sin kabinetssekretær til at pege på en, der kan lede forhandlingerne om en ny regering. Kabinetssekretæren har typisk en fortid som højtrangerende embedsmand i centraladministrationen med det fornødne politiske gehør. Som Tim Knudsen har påpeget, fungerer regenten faktisk som en neutral mægler ved regeringsskift og som overvåger af, at det politiske spil overholder formalia.

Selvom Dronningen i sig selv ikke er på valg, er kongehuset og monarkiet i dag fuldstændig indkapslet i demokratiet. Det skyldes ikke mindst Dronningen selv. Monarkiet er ikke en naturgiven sag, sagde statsministeren også til Dronningens fødselsdag. Når det så alligevel føles så givent, så naturligt, så er det Deres personlige fortjeneste, tilføjede han.

Det var en advarsel. Hvis regenten ikke har forståelse for, hvordan det demokratiske klaver spiller, kan monarkiet jo afskaffes. Men det var også en ubetinget ros til Dronningen. Det er, som man siger: Hvis Danmark var en republik, ville vi vælge Margrethe Frederiksen til præsident.

kultur@k.dk