Prøv avisen

Et kor med politiske undertoner

Det store auditorium, som koret synger i, kaldes Tabernacle. Koret består af 360 kvinder og mænd i alderen 25-60 år, der på trods af korets status alle synger uden vederlag. – Foto: George FreyReuters.

Mormon Tabernacle Choir har medvirket ved flere præsidentindsættelser og kan høres hver søndag på over 2000 amerikanske radio- og tv-stationer. Vi har været til koncert med det verdensberømte kor i Salt Lake City

En reklamekampagne har kørt i USA det seneste halve års tid på landsdækkende tv. Den viser folk i utraditionelle job én er for eksempel skulptør af Harley Davidson-motorcykler og den slutter med budskabet And Im a Mormon (Og jeg er mormon).

Med andre ord: Mormoner er som alle andre mennesker, og de er ikke kun pæne mænd i jakkesæt og kvinder i ankellange kjoler. En sådan kampagne har været nødvendig grundet folks fordomme om mormoner herunder at de går ind for flerkoneri, en praksis der blev stoppet så langt tilbage som i 1890.

Men fordommene hænger ved, og det er også derfor, at den republikanske præsidentkandidat Mitt Romney, der er mormon, sjældent taler om sin tro offentligt. Han ved, at der er risiko for, at han vil støde folk fra sig, for selvom mormonerne mener, at de er kristne, ser mange i USA Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige som en sekt, der intet har med kristendom at gøre.

Et af de bedste reklamefremstød for mormonernes tro er dog koret Mormon Tabernacle Choir, der hver søndag synger i et stort auditorium på Temple Square i Salt Lake City i den amerikanske delstat Utah.

Den første udsendelse af søndagens optræden, der går under navnet Music and the Spoken Word og varer en halv times tid, fandt sted første gang i selvsamme sal den 15. juli 1929.

Det gør programmet til verdens længstlevende radioudsendelse, og korets optræden sendes i dag ud via mere end 2000 radio- og tv-stationer. Og selv når koret har været på turné, er det hver uge blevet sendt, uanset hvor i verden de har været.

Koret har da også igennem tiden bredt sig langt ud over mormonernes egne rækker. Ronald Reagan døbte for eksempel koret Americas choir i 1981, da det sang ved hans indsættelse, ja, faktisk har koret sunget ved fem forskellige præsidenters indsættelsesceremonier.

Koret kan spore sit virke tilbage til midten af 1800-tallet på de amerikanske sletter, da de mormonske pionerer drog vestpå for at slippe for forfølgelse. De slog sig ned i Salt Lake City, som siden grundlæggelsen i 1847 har været mormonernes vigtigste by.

Allerede mormonernes første præsident, Brigham Young, der ledte kirken 1847-1877, inkluderede musikere fra de første nybyggere, og koret sang første gang den 22. august 1847, kun 29 dage efter at de første mormoner ankom for at grundlægge deres nye stad.

Siden da er koret vokset til 360 medlemmer i alderen 25-60 år, både mænd og kvinder, der på trods af korets status alle synger uden vederlag.

Det store auditorium, koret synger i, kaldes Tabernacle, der som nævnt også indgår i korets navn. Hvorfor tabernakel? Fordi tabernakel er den transportable telthelligdom, der ifølge to beretninger i Anden Mosebog, kap. 25-30 og 35-40, blev fremstillet til at ledsage israelitterne under ørkenvandringen. Mormonerne var selv ude på en vandring af heroiske dimensioner, da de drog vestpå. Nu til dags er de fleste dog nok mere bekendte med udtrykket et værre tabernakel.

Det store, kuppelformede auditorium med plads til 4000 lyttere ligner både indefra og udefra en sær mellemting mellem et rumskib og en katedral, og det skyldes ønsket om at skabe en helt speciel akustik.

Et par dage inden korets søndagskoncert fik jeg ved mit første besøg i salen demonstreret akustikken af et par asiatiske missionærer for kirken. Jeg sad langt tilbage i rummet, men kunne snildt høre deres demonstration af akustikken, der bestod i, at en avis blev revet over, og et par clips blev kastet ned i en skål. Det lød, som om det skete tre meter og ikke 35 meter væk. Ganske imponerende.

Koncerten, der er gratis, er en stor attraktion i byen, og allerede en halv time før den begyndte, var det svært at finde en plads. Familien ses som en ubrydelig og unik enhed i mormonernes tro, og det så man også bekræftet denne morgen, hvor glade storfamilier indtog rummet mænd og drenge iklædt jakkesæt, kvinderne i tækkelige kjoler.

Konferencieren henledte begejstret inden koncerten opmærksomheden på specielle gæster i salen, der blev bedt om at rejse sig op, og folk, som var der i en speciel anledning, inklusive en journalist fra et stort engelsk dagblad, besøgende fra New Zealand og andre steder rundtom i verden. Ønsket om at inddrage alle i familiens varme (religiøse) skød var evident. Og der blev klappet entusiastisk ad de særligt fremmødte.

Og efter diverse formaninger grundet det faktum, at det var en liveudsendelse, der skulle optages, kunne Music and the Spoken Word så begynde.

Og snart foldede Charles Gounods Unfold, ye portals sig ud. En smuk søndag morgen i Salt Lake City blev for et øjeblik en lille smule smukkere i al sin majestætiske fylde, ikke mindst på grund af korets ledsagende orkester også frivillige mormoner og organisten, der betjente det store orgel med de 11.623 piber.

Men det skete af to grunde kun som følge af lukkede øjne og en accept af en vis susen for ørerne: For det første et ganske rædsomt baggrundlys bag det store kor i skrigende blå-lilla-pink nuancer; for det andet en akustik, der måske kan imponere med sin tydelighed, når en clips tabes i en skål, men som får alt til at flyde sammen til uophørlig lydmasse, når 360 mennesker synger, og et orkester spiller. Klangen blev med andre ord ved med at cykle rundt i det ovale rum.

Efter Gounod var det tid til yderligere fem værker, alle af nyere, relativt ukendte komponister. Ind imellem to af værkerne var der en kort prædiken, der tydeligvis var møntet på en bred masse af mennesker med dens venlige referencer til Benjamin Franklin og fokus på ydmyghed (der var kort sagt intet specielt mormonsk over den).

Og som man sad der og lyttede i Tabernacle på Temple Square, der ligger placeret helt centralt i Salt Lake Citys midtby, og som denne emmer af pænhed, renskurethed og rigdom, kunne man ikke lade være med at tænke denne tanke at det måske også er her, man skal finde baggrunden for rigmanden Mitt Romneys største udfordring, nemlig hans manglende evne til at skabe forbindelse til almindelige amerikanere.