Prøv avisen

Glimrende værk beretter om kristendommens folkelige appel før Harald Blåtand

5 stjerner

Torben Brammings levende nye bog argumenterer overbevisende for, at kristendommen kom til de nordiske lande længe før Harald Blåtands dåb i 900-tallet

Skal man tro det amerikanske analyseinstitut Pew Research Center er Gud alligevel ikke død i Europa. Direkte og telefonisk adspurgt opfatter et stort flertal fra Portugal (83 procent) og Italien (80 procent) i syd til Irland (80 procent) og Finland (77 procent) i nord sig som kristne. Uanset at flertallet kun går i kirke ved særlige lejligheder gælder dette også to ud af tre danskere. Den kristne identitet lader således stadig til at have stor betydning for europæerne, måske endda i stigende grad.

Derfor er det også interessant at undersøge, hvordan det hele begyndte, og det er netop, hvad sognepræst og leder af kulturcentret Taarnborg i Ribe Torben Bramming gør med en ny bog om kristningen af vikingerne i 800-tallets Danmark.

Bogen åbner ikke alene nyt land; den er fermt skrevet og oplagt for forståelsen af kristendommens relevans i dag og forholdet mellem folk og kirke. Der er således flere gode grunde til at tage godt imod denne fremstilling af den franske munk Ansgar fra Picardiet og den første mission blandt vikinger præget af nordisk mytologi i Ribe, Hedeby, Hamborg og Birka. Hvordan var det overhovedet muligt at vinde danerne for korset?

Torben Brammings bærende tese med afsæt i de seneste arkæologiske udgravninger ved Ribe Domkirke er, at det kun var muligt, fordi den tidlige kristendom vandt folkelig opbakning.

Det var ikke blot strategiske konger, der gjorde brug af den nye tro til egne formål, sådan som vi har lært i skolen. Danerne blev selv draget mod kristendommens fristelser, der blandt andet bestod i en systematisk ydmyghed, der passede ind i både eksistens og samfundsstruktur, fordi stammerne allerede var troende. Men det var en ny tro, der voksede frem. I stedet for asatroens mørke skæbnetro kom nu Guds lyse forsyn med plads til kvinder, fattige og syge.

Det med kristendom og kvinder og ligestillingen af høj og lav er blevet fremhævet i sekundærlitteraturen før. Men Torben Brammings glimrende værk indikerer, at et tidligt kapitel af danmarkshistorien formentlig skal skrives om, og det er sigende, at det nye syn på kristendommens folkelige appel før Harald Blåtand udspringer af en lærd mands søgen – og arkæologers minutiøse arbejde – ikke masseuniversitetets femårsplaner, normeringer og hviletidsbestemmelser. Se, hvad der udkommer på de såkaldte universitetsforlag og find en passende grimasse. Den egentlige forskning og åndshistorie foregår andetsteds.

Nærværende fremstilling skrider kronologisk frem, fordelt på tre perioder fra år 801 til 865 med særligt fokus på frankernes ”lykkelige århundrede”, missionen i Danmark og Sverige, kristenforfølgelser og Ansgars betydning. Det er i sig selv historisk vækkende at møde en så præcis datering af kriser, sejre og nederlag i en epoke, der ligger mere end tusind år tilbage, og hvor Europa var under tumultarisk omkalfatring efter Romerrigets opløsning.

Augustin, biskop i det nordafrikanske Hippo, havde stolet på de romerske digtere, da de kaldte Rom for den evige stad. Virkeligheden var en anden, og imperiet krakelerede; først på grund af invasioner udefra og folkevandringer endnu større end dem, vi oplever i dag. Siden også på grund af kristendommens succes og stammernes lokale modstandskraft.

Augustin reviderede sit synspunkt: Ingen kunne længere regne med den jordiske stad. Det eneste sikre var, at de kristne hørte hjemme i Guds stad, og kirken vendte sig i århundrederne derefter fra den politiske verden.

Det er her, munke- og klostervæsenet kommer ind i billedet. Her blev kristendommen ført videre, ligesom munke, klerke og trænede skrivere kopierede de gamle græske og romerske værker og bevarede dem for eftertiden, hvorfor det er en skrøne, at kendskabet til blandt andet Platon og Aristoteles skyldes de langt senere arabiske oversættelser.

Torben Bramming vælger sin krønikeskriver i benediktinermunken Rimbert, der fulgte Ansgar igennem et kvart århundrede og blev hans fortrolige i det fremmede. Krøniken har form som en helgenbiografi skrevet til munkene i Picardiet. Bramming læser med kilden, ikke mod den, og flere steder må han forsøge at give svar, hvor krønikeskriveren tier. Det er muligvis en kildemæssig svaghed, men en fortælleteknisk fordel.

Og man læser let beretningen om denne Frodo-lignende skikkelse, der klør på tilsyneladende uanfægtet af missionens risikable karakter i en tid og verden, der er os så fjern, men samtidig rummer nogle af de politisk-religiøse spændinger, vores egen tid er havnet i. Mens de kristne missionærer vandrer mod nord, udfordres korset sydfra af invaderende muslimer, og Europa synes ligesom at vakle under de store demografiske, militære og politiske forandringer fra Den Iberiske Halvø i vest til Sortehavet i øst.

Men Ansgar pukler videre, bliver præst for kong Harald Klak, drager til Sverige og tilbage og ender som ærkebiskop i Hamborg med pavens bevågenhed, før byen overfaldes og ødelægges af vikinger, der søger at slå missionen ud. Det sidste lykkes imidlertid ikke. Måske fordi det ikke var vikingerne, der var kristenhedens fjender. Det var deres ånder.

Ansgar er en overlever, skønt ingen taktiker, og bogen formidler den magi, der muligvis har stået omkring den franske munk i Skandinavien, så man for sit indre blik ser, hvordan han, denne klejne mand, der hidtil har levet sit liv bag klosterets beskyttende mure, drager ud i felten mere eller mindre ubevæbnet til handelspladser, på skibsrejser og møder mænd, kvinder og børn, der aldrig har hørt om kristendommen før.

Hver gang overlever han. Lige indtil han udånder i Bremen den 2. februar 865, 64 år gammel. Men da var korset også plantet i den nordiske muld. Og straks blev han æret som helgen. Abbeden i Corbie, Ansgars gamle kloster, fik en knogle fra hans arm, og snart fik menigheder i Lund, Roskilde og Viborg relikvier fra hans lig. Hans død var med til at vække en ny tid til live.