Prøv avisen
Bog

Et kraftfuldt tidsbillede

Beretningen om kærligheden, der skaber en ny virkelighed af det nedbrudte, kan udefra virke lidt kulørt. Alligevel tror man på den, skriver anmelder om ny bog.

Marianne Jørgensen viser med sin nye roman, at hun som forfatter har et større potentiale, end hendes tidligere bøger stillede i udsigt

Har Gud fra starten haft en plan med det hele?

Spørgsmålet overvejes af en af romanens centrale personer, tjenestepigen Maren, der imidlertid bliver enig med sig selv om, at så indviklede planer, som dette ville kræve, kan selv Gud ikke lave for et menneske.

Man kan sagtens følge Maren. For vejen frem til det bryllup, der afslutter denne store roman fra senmiddelalderens Danmark, er lang, snoet og lidelsesfyldt.

Både brud og brudgom synes oprindeligt at være henvist til en skæbne som udstødte. Maren, fordi hun som stor pige blev knivoverfaldet og voldtaget - med alvorlig vansiring af ansigtet til følge. Og - tænker moderen - hvordan får man afsat en pige, der ud over at have udseendet drastisk imod sig er blevet skændet?

Sladder er en hurtigløber: ”Ingen ville have en hore”. Ikke at pigen var det. Men sladderen har andre interesser end at formidle sandhed. For brudgommens, Asgers, vedkommende var problemet, at han stammede. Derfor blev han hånet af sine søskende og slået af sin far. Asger vænnede sig til end ikke at forsøge sige noget. Gik så at sige ”under jorden”.

Dette er den overordnede historie. Den, der knytter mylderet af hastigt skiftende situationer fastholdt med mange livfulde detaljer sammen til en slags helhed.

Det er Marianne Jørgensens mest ambitiøse roman. Og selvom den har mere at byde på i bredden end i dybden, er den også hendes hidtil mest udfordrende. Hun har som forfatter et potentiale, der er større, end hendes bøger indtil nu har stillet i udsigt.

Romanen indledes i 1534, da Grevens Fejde er brudt ud. Bondehæren, en vild horde, der med overmagtens selvbestaltede ret tager, hvad den vil have, ankommer til herregården Kjeldgaard i det nordøstlige Salling. Det er en af krigskarlene, der overfalder Maren.

Det meste af handlingen udspilles på og omkring gården, der dengang ejedes af en af de mægtigste mænd i riget, Ove Vincentsen Lunge Dyre til Tirsbæk - og i dag af Marianne Jørgensen og hendes mand. Og ikke bare på stedet, men også i tiden synes hun at føle sig hjemme.

Hendes beskrivelse af den er kraftfuld og overbevisende, fyldt med tætte sansninger om livet både i de øverste samfundslag og i de nederste. En stramning kunne dog med fordel have været foretaget: Hovedhistorien skal holde sammen på meget.

Beretningen om kærligheden, der skaber en ny virkelighed af det nedbrudte, kan udefra virke lidt kulørt. Alligevel tror man på den. Marianne forbereder diskret, men virkningsfuldt dens gennembrud - i et forløb, der strækker sig over en del år, begyndende med at Asger kommer Maren til undsætning, da hun bliver overfaldet.

Hendes bror Rasmus takker ham for indsatsen, hvad der for Asger er ganske overvældende: han er aldrig blevet takket før.

Senere følger vi Rasmus og Asger, da de driver gårdens stude til Ribe. Efter at denne krævende mission er vel overstået, stikker Asger til søs, og da han lang tid senere vender tilbage, er han ikke bare en fornem, men også en veltalende herre, parat til ægteskab og til en tilværelse som købmand i Aalborg.

Ja, det lyder af for meget. Men så fortrolig, som man efterhånden er blevet med Maren og Asger, er glæden så stor over deres genopstandelse fra meget lidt, at kritikken næsten må opgive at komme til orde. Det finder man sig i. Sådan kan det gå, når man lader sig føre af en god fortæller.