Et kunstnerisk piv om de brølende 1920’ere

Dansk Danseteaters dobbeltprogram ”Roaring Twenties” fortæller sin egen historie om kunstnerisk krise snarere end om civilisationskrise

De ensomme skikkelser i “The Hollow Men” bevæger sig i spasmer og ryk, med afmægtige fagter og nytteløs gestik, og står som tomme, kraftesløse hylstre.
De ensomme skikkelser i “The Hollow Men” bevæger sig i spasmer og ryk, med afmægtige fagter og nytteløs gestik, og står som tomme, kraftesløse hylstre. Foto: Raphael Frisenvænge Solholm Raphael Frisenvænge Solholm.

Den norske koreograf Ina Christel Johannessens 45 minutter lange værk, ”The Hollow Men”, bærer med tung patos slagsiden i Dansk Danseteaters nye dobbeltforestilling ”Roaring Twenties”. Nok også for tung og for entydig, måske for naiv, i sin læsning af T.S. Eliots skelsættende og knivskarpt, sarkastiske digt fra 1925 af samme navn.

Scenebilledet er et dystopisk rum, hvor en gruppe ensomme skikkelser i spasmer og ryk, med afmægtige fagter og nytteløs gestik, står som tomme, kraftesløse hylstre. Hule mænd set mere som viljesløse ofre, zombies med døde øjne, end som bevidste medløbere og moralsk korrumperede medvirkende til destruktionen.

Mens lydsiden bølger mellem klagende strygerlyd, dunkende rytmer, statisk knitren og en hjemsøgende, susende tomhed, lænkes personerne sammen i skæbnens rullende kæder. Eller træder med monumentalt tårnende symbolik til siden og ind i kostumedesigneren Bregje Van Balens installationsfigurer, der ligner en blanding af wookien fra ”Star Wars” og et monumentalt, ansigtsløst fugleskræmsel.

Undervejs i denne vandring mod undergangen fungerer den engelske danser Jessica Lyall som fortæller, der med frossen alvor reciterer udvalgte sekvenser af Eliots 98 linjer sluttende med digterens nådesløse, foragtende dom over det moderne menneskes ryggesløse uansvarlighed: ”Det er sådan verden ender, ikke med et brag, men med et klynk”.

Fortolkningen, redigeringen og den sceniske realisering af ”The Hollow Men” savner imidlertid helt grundlæggende den ironi, bitre brod og stigende skingre tone, der giver Eliots digt eftertryk og kompleksitet og kommer dermed, nok ufrivilligt, til at lyde mere som et kunstnerisk piv.

Det er i udtalt grad dansernes intensitet, der bærer ”The Hollow Men”. Også Dansk Danseteaters chefs, Pontus Lidbergs, diverterende, måske 20-30 minutter lange dans ”Roaring Twenties”, der har givet navn til programmet og dets ambition om at trække en parallel mellem det 20. århundredes mellemkrigsår og vor tids klimakrise og truende global konflikt.

Reelt er det svært at se ”Roaring Twenties” som andet end en spinkel idé, der er overfladisk realiseret som koreografi og iscenesættelse.

Med stor velvilje kan man vælge at indlæse dansernes leg med balance og ligevægt som metafor for tidens dans med apokalypsen, der skildres i en udvikling fra kæk charleston over en ”rave” til et træt, konventionelt, moderne bevægelsessprog, men faktisk fortæller ”Roaring Twenties” sin egen historie om kunstnerisk krise, snarere end en civilisationskrise.

Lukas Hartvig-Møllers duet med en tom wienerstol med en jakke på ryggen står nemlig som et udsagn om Lidbergs fravær som kunstnerisk leder: Et billede på et tankeløst, manglende engagement, og den chefstol, der står ledig hos Dansk Danseteater, og 1. april overtages af den spanske koreograf Marina Mascarell.

"Roaring Twenties". Koreografi: Pontus Lidberg. Musik: Den sorte skole.
 

“The Hollow Men”: Koreografi: Ina Christel Johannessen. Musik: Tommy Jansen.


Spiller til og med 28. januar på Takkelloftet, Operaen, København. Turné i Danmark frem til 15. april.