Et kunstnerisk piv om de brølende 1920’ere

Dansk Danseteaters dobbeltprogram ”Roaring Twenties” fortæller sin egen historie om kunstnerisk krise snarere end om civilisationskrise

De ensomme skikkelser i “The Hollow Men” bevæger sig i spasmer og ryk, med afmægtige fagter og nytteløs gestik, og står som tomme, kraftesløse hylstre.
De ensomme skikkelser i “The Hollow Men” bevæger sig i spasmer og ryk, med afmægtige fagter og nytteløs gestik, og står som tomme, kraftesløse hylstre. Foto: Raphael Frisenvænge Solholm Raphael Frisenvænge Solholm.

Den norske koreograf Ina Christel Johannessens 45 minutter lange værk, ”The Hollow Men”, bærer med tung patos slagsiden i Dansk Danseteaters nye dobbeltforestilling ”Roaring Twenties”. Nok også for tung og for entydig, måske for naiv, i sin læsning af T.S. Eliots skelsættende og knivskarpt, sarkastiske digt fra 1925 af samme navn.

Scenebilledet er et dystopisk rum, hvor en gruppe ensomme skikkelser i spasmer og ryk, med afmægtige fagter og nytteløs gestik, står som tomme, kraftesløse hylstre. Hule mænd set mere som viljesløse ofre, zombies med døde øjne, end som bevidste medløbere og moralsk korrumperede medvirkende til destruktionen.