Dette er en prægtig udstilling. Jornmuseet i Silkeborg viser den store schweiziske arkitekt Le Corbusier (1887-1965) sammen med den noget yngre Asger Jorn (1914-1973). To forskelige verdener, kan man sige - og det dyrkes konsekvent udstillingen igennem.
Der er dog også en tone nedenunder, et spor, hvor det er, som om de to alligevel rammer hinanden - hvor forskellige de end er. Den, der har læst og kender den belgiske tegner Hergés Tintin, vil føle sig hjemme, hvor udstillingen begynder: Med 1920'ernes og 1930'ernes fascination af antropologiske genstande. Man ser de to kunstneres ikoniske ejendele, deres mytologiske kendetegn, præsenteret helt musealt i montrer.
Tænk sig at stå over for noget af det mest ikoniske i det 20. århundredes kunst: Le Corbusiers briller. En genstand, der sætter gang i historien. Scenen er sat - også med de to store fotostater af Le Corbusiers gravminde, som han selv har tegnet, stående på baggrund af det uendelige, azurblå Middelhav, og Jorns ligeledes selvskabte gravminde på Gotland, den grønne ø i det store nordiske indhav, Østersøen. Der er på alle måder langt imellem de to verdener.
Udstillingens næste rum viser den kronologiske linje for derpå at gå lige til biddet: Verdensudstillingen i Paris i 1937. Her var det, de to kunstnere mødtes. Paris 1937 var den udstilling, hvor Sovjetunionen og Nazityskland kæmpede mod hinanden om at stikke den ideologiske fremtid ud.
Det var også et af toppunkterne for parisermodernismen. Frankrig under Folkefronten søgte at give et mere humant svar på tidens problemer - og det er sådan set her, Le Corbusier og Jorn kommer ind. Vi ser de sort-hvide film med Paris ovenfra, hører jazzmusikken, møder den vovede franske arkitektur, der er let, luftig, legende i forhold til diktaturernes monumenter.
Optagelserne af Paris fra luften skyldes flyvemaskinen og filmkameraet - med andre ord: maskiner. Det er netop maskinen, der er ledetråden for Le Corbusier. I den engelske film fra 1931, der vises, præsenterer han sin mareridtsagtige plan for nedrivning af det centrale Paris til fordel for et boligkompleks, der er en gal tysk filminstruktør værdig: dehumaniseringen af individet. Her forklarer han også helt enkelt, hvordan han kommer frem til sit koncept om huset som maskine: Bilen er en maskine til at køre i. Flyet er en maskine til at flyve i. Huset er en maskine til at bo i. Så enkelt, ikke sandt?
Dette koncept er som skabt for politiske systemer, der kun ser individer udgøre et folkehav, en ressource. Et koncept, der i sig rummer en række stærke kontrolforanstaltninger mod den uregerlige, moderne storby - med dens mørkere sider. Ikke uden grund måtte den unge Jorn, skønt vildt fascineret af Le Corbusier, sige fra over for dette umenneskelige aspekt: systemet, der reducerer individet og dets livsverden.
Det kan ikke nægtes, at Le Corbusier arbejdede sammen med tyske arkitekter og også søgte kontakt til flere autoritære styrer, for hvilke hans idéer måtte synes ideelle. Der var og er dog en side af Le Corbusiers værk, der undsiger dette maskinelle og rationelle.
Udstillingen deler sig i sin hovedafdeling i to dele, der så at sige søger at fremanalysere to principper hos Le Corbusier: det apollinske og det dionysiske. Det kølige overblik i modsætning til det levende, livfulde, sprælske.
Hermed nærmer vi os udstillingens spørgsmål: hvad er det, der bevæger os? Arkitekturen, der sætter mennesket i et perspektiv i forhold til verden, eller kunsten selv i sin evige, urolige bevægelse? Et greb, der ligger centralt i Le Corbusiers værk og praksis er promenaden: at arkitektur skal ses og opledes i en menneskelig perception, i en bevægelse.
Hvad skal Jorns værk? De store værker som ”Den lange Rejse” fra Aarhus Statsgymnasium, for eksempel? Den skal da ses ophængt som en stor bølgende frise, man kan opleve i bevægelsen, i vandringen. Det er genialt, at tæppet er ophængt midt i udstillingen. Med andre ord: genstande, herunder arkitektur, kan fremkalde poetisk refleksion. Huset er ikke spændetrøje, men udgangspunkt for et nyt syn på verden.
Udstillingen er en øjenåbner af de store. Vi falder i første omgang måske for det æstetiske og rene hos Le Corbusier, men ser også det gale. På den anden side en kunstner, der i den grad vi skabe verden om, til en bedre verden - med frisk luft, hav og sol.
Udstillingen bliver et forsøg på, på en anden måde end den fordømmende ideologiske, at tage temperaturen på det 20. århundrede, massekulturen, massernes oprør, veje og blindgyder. Hvornår dehumaniseres verden? Le Corbusiers yndlingsroman var ”Don Quixote”. Han fik lavet et bind til den af skindet fra sin afdøde hund. Det er med i udstillingen.
Han skabte den mest betydningsfulde kirkebygning i efterkrigstiden: Notre Dame du Haut i Ronchamp. Den store, pæne mand, arkitekten med de store runde briller var uudgrundelig - og en kilde til Jorns livslange forbehold.
En flot spænding på Jornmuseet i Silkeborg, den sidste af udstillingerne i anledning af Jorns 100 år. Passende, tankevækkende. Stærkt anbefalet.
kultur@k.dk
