Prøv avisen

Et kvindeliv af en anden tid

– Hver gang, jeg har skrevet en bog, har jeg syntes, at nu fik jeg da klarhed over nogle af mine problemer. Før var mit liv bare sådan et stort mørke, som jeg ikke rigtigt forstod, men nu har jeg forliget mig med det. I min alder kan det så til gengæld være svært at forlige sig med, at livet snart er forbi, men det er altså vilkårene, siger 90-årige Ragnhild Agger. – Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.

90-årige Ragnhild Agger blev forfatter, fordi hun var nødt til det. Hun har skrevet for at forlige sig med et liv, der har budt på meget få valg og rigtig megen pligt. Ordet lykkelig kan hun ikke forbinde med noget i sit liv. For nylig udkom hendes seneste roman, Lyskrydset

Der står en helt særlig stilhed om Ragnhild Agger. Fra det øjeblik, hun åbner døren og viser indenfor, er stilheden det vigtigste. Parcelhuset i Århus-forstaden Højbjerg ligger ud til en lettere befærdet vej og tæt på en stor rundkørsel, hvor bilerne har travlt med at komme alle mulige steder hen. Herinde i stuen skal vi ingen steder. Vi er som i en tidslomme, hvor stilhed og eftertænksomhed hersker, og hvor de ord, der bliver sagt, betyder langt mindre end dem, der ikke bliver sagt.

Ragnhild Agger blev forfatter i stilhed. Først da børnene var fløjet fra reden, der sidst i 1960erne, og når hendes politiansatte mand havde aftenvagt, gav hun sig selv frihed til at skrive. I begyndelsen var det dybt hemmeligt, ingen måtte vide noget. Heller ikke da debutromanen Pigen blev antaget af Borgens Forlag i 1971, turde hun rigtig stå ved det, og bogen blev udgivet under pseudonymet Rigmor Hansen.

Jeg følte mig ikke som forfatter, snarere som et lille menneske, der havde skrevet en historie. Min mand forstod ingenting, men det kan man jo heller ikke forlange. Han er af den gamle skole og har altid fundet det naturligt, at det var ham, der tjente pengene, og mig, der tog mig af børnene og alt det huslige. Men min hovedinteresse var at læse og senere, da børnene var flyttet hjemmefra, altså også at skrive. Jeg følte, at jeg var nødt til at dele mig i to, som om jeg skar mig selv midt over. Jeg levede to liv, et, når jeg var husmor og hustru, og et, når jeg skrev. De to liv kunne umuligt forenes, fortæller Ragnhild Agger på sin egen stilfærdige og meget præcise facon.

Hun husker perioden omkring den første bog som meget svær, men også uundgåelig. Hun måtte simpelthen skrive. Den indre nødvendighed er i hendes tilfælde ikke en kliché. Hun skriver for at få klarhed og for at forlige sig med et liv, der har budt på meget få valg og rigtig megen pligt.

Telefonen afbryder stilheden. Et af børnene vil lige høre, om alt er i orden. Ja, ja, det er det da. Ragnhild Aggers stemme er tålmodig, hun forstår godt børnenes bekymring. Hun er netop blevet 90 år, manden er 91 og har det ikke så godt længere. Det er ikke nogen selvfølge, at alt er i orden. Men det er det altså, heldigvis. I orden. Ikke specielt godt eller specielt dårligt, men i orden. Et stærkt billede af et liv, der bedst kan betegnes som en bunden opgave, og som er blevet foldet ud i et usædvanligt forfatterskab.

Den seneste roman, Lyskrydset, der netop er udgivet, har været rigtig længe undervejs. 15 år er der gået, siden bogbranchen og læserne sidst har hørt noget fra Ragnhild Agger. Hun har ikke haft tid og har været for træt. De senere år har hun skullet overkomme mere og mere, fordi hendes mand i stigende grad er blevet invalideret af sygdom. Plejen af ham klarer hun selv, ligesom hun holder det lidt for store hus, som parret fik bygget for 50 år siden. Haven kalder også på hendes flittige hænder. Det hele skal helst være ordentligt. I orden.

Men bogen skulle også skrives. En masse tanker og episoder havde hobet sig op. Den direkte anledning kom, da hun og hendes mand var ude for en trafikulykke for 10 år siden. Ragnhild Agger blev efterfølgende fikseret i en hospitalsseng, hvor hun i en lang periode slet ikke måtte røre sig. Det satte til gengæld tankerne fri. Noget ustrukturerede var tankerne og nok også påvirkede af den smertestillende medicin, hun fik, men klare nok til, at hun kunne genopfinde dem i fiktiv form i Lyskrydset. Bogen handler om det nære forholdet til ægtefællen, til børnene og om de ordløse og stilfærdige kampe, de fleste af os har med os selv og hinanden. En smuk og fascinerende lille roman, som, selvom forfatteren er født i 1918, i sin komposition er mere nyskabende end meget litteratur skrevet af yngre forfattere, skrev anmelder og forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen om bogen i Berlingske Tidende.

Den ros blev Ragnhild Agger glad for. Hun har dog stadig meget svært ved at forbinde sig selv med forfatterrollen, endsige det at være kunstner.

Jeg har aldrig haft en drøm om at blive forfatter. Jeg har slet ikke haft nogen drøm. Det med at skrive kom ligesom bare. Og jeg har aldrig syntes, det var kunst. Det er jo bare mine historier, siger hun.

Ragnhild Aggers historie er historien om et kvindeliv i en tid, der kan forekomme meget langt væk. Hun er født som den midterste af 13 søskende i en fattig bondefamilie i Østjylland. I landsbyskolen var der kun undervisning til 5. klasse. Der var ikke råd til, at Ragnhild kom på realskolen, så hun fortsatte med at gå i 5. klasse fire år i træk!

Sin ungdom tilbragte hun under 1930ernes depression, hvor hun kom ud at tjene efter konfirmationen som 15-årig og i syv år skiftede plads en gang om året. Hun har været kokkepige hos både fine herskabsfamilier og husassistent i mindre fine hjem mange forskellige steder i Danmark. Fælles for dem var, at de ikke rigtig regnede tjenestefolk på hendes niveau som rigtige mennesker. Ikke sjældent arbejdede hun fra klokken seks om morgenen og stod stadig ved midnatstid og vaskede op efter et selskab.

Jeg kan ikke huske, at jeg overhovedet har haft nogen ungdom, og jeg kan ikke sige, at jeg ser på den tid med nogen særlig velvilje, resignerer hun nu, hvor hun sidder i en stol i sin ordentlige stue, og stueurets tikken minder os om alle de minutter, timer og år, der er gået siden da.

Også dengang læste hun dog bøger. Det foregik i smug om natten.

Jeg kan huske engang i København, hvor mine øjne var helt tykke af betændelse, fordi jeg ikke rigtig fik noget søvn. Men det var nødvendigt for mig at læse de bøger, fortæller hun.

Som 22-årig blev hun gravid og sagde ja til at gifte sig med barnefaderen. Det var i 1940, og de to har været gift siden.

Når man ventede barn dengang, kunne man enten vælge at gifte sig med faderen eller blive udstødt. Sådan var det bare. Jeg havde jo heller ikke nogen uddannelse og kunne slet ikke forestille mig, hvordan jeg skulle kunne forsørge et barn, siger Ragnhild Agger og lader forstå, at den store kærlighed var der ikke nødvendigvis tale om.

Parret fik to døtre, der begge har fået lange uddannelser. Ragnhild Agger indrømmer i dag, at hun nok skubbede lidt rigeligt på, men døtrene skulle for enhver pris ikke have det samme kvindeliv, som hun havde haft. Hun fortæller med slet skjult stolthed, at den ene datter i dag er professor ved Aalborg Universitet, og den anden er gymnasielærer i Brønderslev. Hun nyder også at se, hvordan især den ene datters mand tager sig af halvdelen af husarbejdet.

Ragnhild Agger har aldrig selv været rødstrømpe, men da bevægelsen opstod i 1960erne og 1970erne, var hun i høj grad med på en kigger. Hun læste alle de bøger om kvindefrigørelse, hun kunne få fat i, og det var også i de år, hendes eget mod som forfatter voksede. Hendes anden roman, Pladser, udkom i hendes eget navn. Ligesom debutromanen Pigen var en slags afregning med barndommen, var Pladser hendes måde at komme overens med den tabte ungdom på, og Parret, der udkom i 1978, handlede på samme måde om ægteskabet.

Hver gang jeg er begyndt på en bog, har det været som ét stort morads. Masser af stof, som jeg har skullet have hold på, og som jeg skrevet om et hav af gange. Hver bog har jeg måttet slås med. Det er ikke sådan, at det bare er kommet til mig i en strøm, det har været hårdt arbejde at få det frem. Sådan har det været med alle de ni bøger, jeg har skrevet. Det er jo heller ikke nok, at man har en masse stof. Det skal også sættes ind i en form og det har jeg været længe om at finde ud af.

Men presset indefra for at få det ud har været meget stort, siger hun og kan i bakspejlet se, at omkostningerne i form af det hårde arbejde og de nærmestes misbilligelse har været hårde odds.

Ragnhild Agger anser ikke Lyskrydset for at være hendes svanesang, og hun afviser ikke, at der kan komme flere bøger fra hendes hånd. Hun har blandt andet nogle digte liggende, som hun gerne vil have arbejdet færdig. Men den tid er fordi, hvor hun kunne tage aftener og nætter i brug. Med den sidste bog har hun haft en disciplineret arbejdstid mellem klokken 10 og 13. På det tidspunkt af dagen føler hun sig mest klar i hjernen, og der er som regel ro, fordi manden dér tager sit formiddagshvil. Ro og uforstyrrethed skal der være, ellers taber hun tråden. Ragnhild Agger har sit private domæne i et af husets mindste værelser. Det er beskedent indrettet: et bord, en stol, en reol med bøger og billeder af børn og børnebørn på væggen. Og så den godt bedagede, men uundværlige skrivemaskine, som alle bøgerne er skrevet på. En computer får aldrig adgang til hendes hus. Hun er for længst færdig med at sætte sig ind i brugen af nye tekniske hjælpemidler. Til gengæld vil hun gerne til stadighed udforske sit indre og sprogligt videregive af sit lange liv.

Hver gang, jeg har skrevet en bog, har jeg syntes, at nu fik jeg da klarhed over nogle af mine problemer. Før var mit liv bare sådan et stort mørke, som jeg ikke rigtigt forstod, men nu har jeg forliget mig med det. I min alder kan det så til gengæld være svært at forlige sig med, at livet snart er forbi, men det er altså vilkårene.

Hvornår har du følt dig mest lykkelig i dit liv?

Jeg vil slet ikke bruge ordet lykkelig om mit liv.

Men så tilfreds da?

Tilfreds ...nej, det kan jeg heller ikke sige, jeg har været.

Samtalen er forbi. I dag brugte Ragnhild Agger hjernens mest klare timer til glæde for Kristeligt Dagblads læsere. Resten af dagen kalder pligterne. Sådan er hendes liv stadig. Pligterne fylder det meste.

Lyskrydset er udkommet på forlaget Attika.

washuus@kristeligt-dagblad.dk