Prøv avisen
Bog

Et længe ventet værk, der næsten tager pusten fra læseren

5 stjerner
Arundhati Roys ”Ministeriet for den ypperste lykke” er en vild og modig roman og en fabulerende vinkel ind på det moderne Indien. Foto: Leif Tuxen

Indiske Arundhati Roys længe ventede anden roman – 20 år undervejs – er kaleidoskopisk, storladen og aktivistisk

Det er over 20 år siden, Arundhati Roy udgav sin debut ”De små tings gud”, som fik international opmærksomhed og i 1997 modtog Man Booker-prisen. Siden har hun udgivet flere essays og engageret sig politisk i sit hjemland, Indien, hvor hun er en kendt aktivist og blandt andet er fortaler for et selvstændigt Kashmir.

I den nye roman skrues fra starten op for det farverige og det fabulerende, da en mor forskrækket ser, at hendes nyfødte baby har to køn. Hun opsøger en mand for at få hjælp til at lære at elske sit barn.

Den nyfødte baby er hovedpersonen Aftab, der senere skifter navn til Anjum. Siden støder utallige figurer og skæbner til i denne rigt sammensatte roman.

”Dokumentarisk stof skriver jeg hurtigt, koncentreret og vredt, mens fiktion er en dans – en kærlighedshandling. En roman skriver jeg langsomt, for det er et helt univers, der skal skabes,” udtalte forfatteren i et stort interview i herværende avis i lørdags. Og det er et helt univers, der træder frem i ”Ministeriet for den ypperste lykke”, men romanen er på en måde uden ståsteder. Der skrives glædesfuldt og slås kolbøtter fra den ene begivenhed til den anden.

På et tidspunkt har jeg i mine noter skrevet om de mange personer, der følges, og om de mange synsvinkler og tekstformater, der veksles mellem: ”jeg opgiver at have styr på det”.

Som læser må man overgive sig, men det er svært at gøre med fuld kærlighed, for der gives ikke mulighed for indlevelse i hovedpersonerne og for fordybelse i den kalejdoskopiske fortælling. Et politisk engagement i forhold til særligt Kashmir overtager dele af romanen. Det, der på en måde samler romanen, er et græsrodsengagement for alles plads til at ånde frit som dem, de er, og for politisk retfærdighed.

Romanen foregår over cirka 60 år. Anjum opdrages som dreng, men finder som ung frem til et hjem for hijraer, kvinder fanget i mandekroppe, i Delhi.

”Det var det eneste sted i hans verden, hvor han følte, at luften gjorde plads for ham”, og at træde ind i huset med en række særprægede beboere er som at træde gennem porten til paradis. Hurtigt opnår Anjum glitterstatus i den kulørte presse i et moderne Indien, hvor hijraer er lavkaste, men samtidigt feterede. Herefter sker en række begivenheder: Anjum vælger en kvindelig identitet, finder et forældreløst, treårigt barn, som hun tager til sig som sit eget, hun oplever massakren på muslimer i Gujarat i 2002 efter forlydende om, at de har brændt 60 hindupilgrimme levende i et tog, hun bliver selv fængslet, hun bosætter sig traumatiseret ”som et hærget, forvildet genfærd” på en gravplads og ender der med at oprette sit eget fristed og samle skæve eksistenser om sig. Men romanen følger langtfra kun hende.

Andre centrale personer er Musa og Tilo. Musa elsker Tilo, men hun gifter sig med Naga. Alle tre er involveret i konflikten i Kashmir. En flygtning, Amrik Singh, følges, fra han med sin kone og tre børn får afslag på asyl i Canada, bosætter sig i Californien og ender med at skyde sig selv og hele familien. Han og familien flygtede som ofre, men Amrik Singh beskrives i en tilbagerulning af hans fortid som bødlen fra Kashmir med en lang række drab og organiseret tortur på samvittigheden.

På den måde er romanen også en roman om Indien, og den kan læses ind i en tradition for store fortællinger, her med et stærkt politisk drive i valg af persongalleri og i valg af begivenheder.

Når den er stærkest i enkeltpassager, skrives skæbner frem, som var det en farverig Hultberg, skarpt og humoristisk.

Når den er svagest, skrives billedrigt klichéfyldt, som når en tanke ”strammer sit greb” om Anjum ”som en pytonslange”, eller som når Nagas livssituation, efter at han og Tilo på et tidspunkt er blevet skilt, beskrives sådan:

”I modsætning til de fleste jævnaldrende mænd var han stadig slank og havde masser af hår på hovedet. Eftersom han gik for at være ’succesrig’ kunne han vælge og vrage mellem en lang række kvinder.”

Men det er på en måde ikke fair at vurdere ”Ministeriet for den ypperste lykke” ud fra dens enkeltpassager, det er som et samlet univers, den skal opleves. Jeg kan lide de store træk, selvom jeg mister pusten undervejs, og jeg kan lide udsagn som dette om Indien, hvor Musa forudsiger, at Kashmir vil tage livet af Indien, og fortælleren tænker: ”Hvad hvis han har ret? Vi har set store lande styrte i grus nærmest natten over. Hvad hvis vi selv er de næste i rækken? Den tanke bedrøver mig på et nærmest epokegørende plan.”

Det er en vild og modig roman og en fabulerende vinkel ind på det moderne Indien.