Et langt liv i arbejdet med at sikre landet mod udenrigspolitiske skybrud

Der er kommet en levende, effektivt skrevet, tænksom og anekdoterig bog ud af Ulrik Federspiels erindringer om et langt liv i diplomatiet

Ulrik Federspiel lægger undervejs i bogen ikke skjul på sine egne fortræffeligheder, men det er vel i orden, når man har noget at have dem i, skriver Henrik Jensen. – Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.
Ulrik Federspiel lægger undervejs i bogen ikke skjul på sine egne fortræffeligheder, men det er vel i orden, når man har noget at have dem i, skriver Henrik Jensen. – Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Forsiden af ”Et diplomatisk liv” er et foto af forfatteren Ulrik Federspiel i rask gang hen ad havnefronten i København med Knippelsbro i baggrunden, iført hvid skjorte og sort frakke og med paraply og et forbindtligt smil. Måske ikke et tilfældigt anbragt symbol her, paraplyen. Ulrik Federspiel har tilbragt et langt arbejdsliv med at sikre landet mod udenrigspolitiske skybrud.

”The Fixer” kaldes i amerikanske genrefilm en figur, der ankommer for at rydde op, når problemerne har vokset sig for store. En sådan rolle har Federspiel udfyldt i mange situationer gennem sin karriere. Men hvor figuren i de nævnte film ofte ser stort på det acceptable ved brugen af tvivlsomme eller ligefrem ulovlige midler, har Federspiel holdt sig strikt inden for lovens rammer. Han har som embedsmand været ”systemets” mand, herunder retsstatens.

Man fornemmer, at Federspiel fik det arbejdsliv, han søgte, mens – eller endnu før – han blev cand.scient.pol. fra Aarhus universitet i 1970. Han blev ansat i Udenrigsministeriet i 1971. Efter en læretid som sekretær med mere var han fra 1984 til 1989 souschef ved ambassaden i Washington, det var under ”fodnotepolitikken”, så 1991-1993 direktør for Udenrigsministeriet, 1993-1997 departementschef i Statsministeriet, hvor han ”gled” i Rushdie-sagen, så kortvarigt ambassadør i Irland i venten på en lovet post som ambassadør i USA, som faldt 2000-2005, det var midt i virvaret efter 11. september-angrebet. Derpå hjem og atter direktør i Udenrigsministeriet 2005-2009 under krisen med ”Muhammed-tegningerne”!

Det er måske ikke tilfældigt, at Federspiel begynder bogen med en beskrivelse af sin påklædning, da han i 1971 indfandt sig på sin kommende arbejdsplads i Udenrigsministeriets Markedssekretariat: formelt mørkt jakkesæt, hvid skjorte og slips; ikke den gængse påklædning for en 28-årig i 1971, studenteroprørets sidste dage, og han boede ovenikøbet stadig hjemme hos sine forældre. Men meget passende for én, der søgte ind i Udenrigstjenesten, som vel ikke er en stat i staten, men i al fald noget for sig. Med sin familiebaggrund var Federspiel prædestineret til denne karriere.

Dette lyder måske som oplægget til en tør historie, men der er kommet en ret levende, effektivt skrevet, tænksom og anekdoterig bog ud af det. En læseværdig bog, ikke blot for udenrigspolitiske kommentatorer, historikere og pensionerede politikere, men for alle dem, der har en interesse for dansk udenrigspolitik, for dansk historie, i den i faser hektiske tid fra 1970’erne til 2009, hvor Federspiel forlod tjenesten.

Han blev smidt lige ud i det med Danmarks indmeldelse i EF i 1972 og var som nævnt souschef på ambassaden i Washington, mens det såkaldt ”alternative flertal” til venstre for midten i midt-1980’erne udfoldede sig med sin bizarre fodnotepolitik, et meningsløst taktisk benspænd mod Schlüter-regeringen, som for en tid skabte alvorlig tvivl om dansk udenrigspolitik, især forholdet til Nato og USA.

Under et besøg i State Department i Washington forsøgte det socialdemokratiske folketingsmedlem Ole Espersen ifølge Federspiel at forklare fodnotepolitikken med, at Sovjetunionen jo ikke måtte tro, at vi havde offensive hensigter, at altså Danmark havde offensive hensigter over for USSR! Hvilket affødte det retoriske spørgsmål fra amerikansk side, om Socialdemokratiets forsvarspolitik ”byggede på den forudsætning, at den sovjetiske forsvarsledelse lå vågen om natten af frygt for et dansk lynangreb?”

Fodnoterne kulminerende med ”anløbssagen”, hvor venstrefløjen forlangte, at kaptajnerne på amerikanske krigsskibe, der var i færd med at anløbe danske havne, skulle garantere, at der ikke var atomvåben om bord, hvilket var uacceptabelt for den amerikanske regering, fordi det var en forudsætning for den amerikanske sikkerhedspolitik, at den slags var russerne ubekendt. Den galej hoppede socialdemokraterne, især den nyslåede formand Svend Auken, med på med begge ben. Lang historie, venstrefløjens dagsorden blev vedtaget i Folketinget, og resultatet var, at der blev udskrevet valg, som Schlüter igen vandt, og det var enden på Auken.

Federspiel beskriver forløbet grundigt. Han var hele vejen igennem loyal over for den til enhver tid siddende regering, men tydeligvis mindre tryg ved Anker Jørgensens og Svend Aukens dømmekraft, også selvom Auken var en personlig ven, end ved de senere udenrigsministre Uffe Ellemanns og Per Stig Møllers.

Federspiel blev hældt direkte ind i ”Muhammed-krisen” i 2005, som kom til at betyde, at han måtte på ture Mellemøsten rundt for at slukke ambassadebrande, næsten bogstaveligt. Også en lang historie, men interessant og øjenåbnende.

Hos politologen Francis Fukuyama har Federspiel hentet en overordnet forestilling om nødvendigheden af i samfundsudviklingen at bevare en balance mellem en kompetent stat, en stærk retsstat og et demokrati, hvor staten står til ansvar over for sine borgere, som en forudsætning for at nå dertil, hvor Danmark er nået – ”getting to Denmark” er det ideal, Fukuyama holder op for alle udviklingslande, der vil opnå en orden.

Federspiel må konstatere, at den balance er svækket over de sidste 10 år, og citerer sin mentor, Henry Kissinger, for, at ”en rekonstruktion af det internationale system er den ultimative udfordring for statsmandskunst i vores tid”. Ja, mon ikke – så mangler vi bare statsmanden!

Federspiel lægger undervejs i bogen ikke skjul på sine egne fortræffeligheder, men det er vel i orden, når man har noget at have dem i – omend det er en uting at citere sig selv så ofte, som han gør i sin afslutning, nærmest ud fra præmissen: ”som jeg allerede har sagt...”

Han slutter beskedent sin bog med at fastslå, at der ikke er noget aktuelt alternativ til den i hans tid anlagte danske kurs, herunder især alliancen med USA i Nato. EU figurerer ikke særlig tydeligt i sammenhængen.