Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Mit livs værk

Nikolaj Koppels lange livtag med en musikalsk sværvægter

Illustration: Morten Voigt

Brahms' klaverkoncert nr. 1 har fulgt Nikolaj Koppel i forskellige stadier af hans liv. I dag sparer han lidt på musikværket for at have noget til gode

Da jeg var omkring 16 år, hørte jeg min bedstefar Herman D. Koppel spille Brahms' klaverkoncert nr. 1 i Tivolis Koncertsal. Han var da en ældre mand og spillede sikkert ikke koncerten så præcist, som han havde gjort årtier forinden, men for mig blev oplevelsen en personlig milepæl.

Siden har netop den klaverkoncert fulgt mig gennem forskellige stadier af mit liv.

Jeg kom ind på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 1989, og på mit tredje år der indstuderede jeg selv værket og fik, mens jeg endnu var studerende, lov til at opføre Brahms' klaverkonert nr. 1 i den samme sal, som jeg 10 år tidligere havde oplevet min bedstefar spille værket i.

Tredje milepæl blev i 1999, hvor jeg som den første, og indtil videre eneste, dansker fik mulighed for at indspille værket sammen med DR SymfoniOrkestret og dirigenten Thomas Dausgaard. Klaverkoncerten er indspillet af pianister over hele verden, og her kom jeg med en ung mands frygtløse bud på en af musikhistoriens sværvægtere.

Man kan sammenligne det lidt med en bokser i fluevægtsklassen, der stiller op mod Mike Tyson, og jeg forberedte mig da også, som om jeg skulle ud i en boksekamp.

Jeg holdt mig i god fysisk form, sørgede for at få søvn nok og var i det hele taget ekstremt disciplineret.

Hvad jeg måske var bagud på point i forhold til øvelse og erfaring, ville jeg kompensere for ved at være i bedst mulig form, både pianistisk og fysisk.

Men naturligvis havde jeg også et kunstnerisk bud på, hvordan koncerten skulle lyde, og det må have været nogenlunde, for indspilningen sælger faktisk stadigvæk o.k., især i Australien og Fjernøsten.

Det er nu mere end 15 år siden, men indspilningen er stadig noget af det, jeg er allermest stolt af. Når jeg bliver en gammel mand, er det helt sikkert noget af det, jeg vil tænke tilbage på med stor glæde.

Johannes Brahms skrev sin klaverkoncert nr. 1 mellem 1854 og 1858, og på den tid blev han beskyldt for musikalsk at kigge bagud i stedet for fremad.

Han søgte efter de traditionelle, konservative dyder og havde Beethoven som sit store forbillede. Det betyder, at selvom værket er præget af den romantiske tid, Brahms er født ind i, er det samtidig stærkt klassicistisk.

Brahms er først og fremmest melodiens mester, og han har en fantastisk evne til at få musik, der på overfladen er skrevet i dur, til også at rumme undertoner af tvivl, længsel og smerte. Han favner i sin musik alt det, som livet er.

Det er jo sjældent, at følelser står fuldstændigt rene. Livet er ikke alene fantastisk glæde eller dyb sorg, og skal man overleve som menneske, så skal man kunne bære mere end én facet.

Humoren og smilet, ja, men også mørket må med, sådan er livet, og det forstod Brahms at favne i sin musik.

Klaverkoncertens anden sats er for mig som sådan en stille vintermorgen, vi oplevede første juledag, hvor sneen havde lagt sig i et fint lag over alting og nærmest skabte noget overjordisk.

Alt efter temperament vil nogle se sådan en morgen som et sindbillede på noget mørkt og imødekommende, andre vil opleve noget mere positivt og måske ligefrem transcendentalt, men under alle omstændigheder er det en stemning, der giver plads til fordybelse.

Det er vigtigt med musik, ligesom med anden kunst, at man ikke bliver påduttet, hvad man skal føle. Jeg har det svært med kunst, hvor modtageren afkræves noget bestemt for at kunne deltage, men vi må meget gerne blive aftvunget en form for stillingtagen.

Jeg betragter Brahms' klaverkoncert nr. 1 som mit livsværk, men alligevel er det ikke et stykke musik, jeg hører særligt tit. Jeg har ikke lyst til at rutte med det.

Hvis jeg skal høre det live, skal jeg være fuldstændig sikker på, at det er ordentligt, ellers vil jeg ikke spilde kræfter på det. Jeg hører ikke særligt tit optagelser af værket, heller ikke min egen. Det er nok et lidt mærkeligt forhold, jeg har til det. Værket er meget betydningsfuldt for mig, men jeg har ikke brug for at høre det jævnligt. Sådan har jeg det også med nogle mennesker.

Jeg sætter stor pris på dem, men har ikke behov for at være i kontakt med dem hele tiden, jeg skal bare vide, at de er der.

Med klaverkoncerten er det nok også sådan, at jeg gerne vil spare lidt på den, for jeg vil helst have, at der stadigvæk er 10 procents mystik tilbage.