Et levende, lille liv i et forsvundet Grønland

Tidligere chefredaktør Anne Knudsen fortæller om en barndom i Grønland med vilde naturkræfter, isbjørne i baghaven og lurende danskerhad. Det er fin og perspektivrig læsning

Et levende, lille liv i et forsvundet Grønland

”Jeg har ikke skrevet om Grønland for at gøre mig klog på, hvordan der i almindelighed er. Jeg har ikke forsket i Grønland; jeg er overhovedet ikke ekspert. Men jeg har oplevet en verden, som ikke mange andre ville kunne fortælle om. Derfor har jeg fortalt om min barndom i landet.”

Sådan skriver Anne Knudsen, født i 1948, antropolog og tidligere chefredaktør for Weekendavisen, afslutningsvis i sine erindringer, som skildrer en barndom i Grønland. Mellem 1954 og 1961 var det nemlig der, hvor hun boede sammen med sin yngre bror og sine forældre, da faderen arbejdede ved Grønlands Tekniske Organisation.

Hun fortæller fra barnets perspektiv, ikke fra den voksnes, og hun dyrker det episodiske frem for det kronologiske, hvilket sammen med den næsten enfoldige og til tider eventyrlige tone øger troværdigheden. Hun husker de ting, som hun husker, og resten får være, de er ikke søgt rekonstrueret eller researchet frem, og hvert kapitel bliver indledt med en kort opsummering af, hvad der skal ske, som her i kapitel tre: ”Hvori vi hører om stedet med det hvide lys, om den lille pige, der brølede, og om ord, man ikke måtte sige.”

Anne Knudsens opvækst i Grønland er temaet for hendes nye bog. –
Anne Knudsens opvækst i Grønland er temaet for hendes nye bog. – Foto: Asger Ladefoged

Anne Knudsen har et stærkt og sansemættet billedsprog, når hun skildrer vilde naturkræfter med isbjørne i baghaven og storme, der overgår enhver fantasi, lugte af tran og isbjørneblod og en barndom, hvor skolekammerater kommer og går, rejser deres vej eller drukner, og hvor hun lærer, at man kommer til at miste mennesker, og at man må indrette sig, hvis man vil leve videre. Men det er ikke blot Anne Knudsens egen historie, der bliver fortalt i ”Hvor jeg var barn, var der isbjørne”. Det er også Grønlands.

Hun skildrer et samfund i to etager, hvor der ikke var nogen tvivl om, hvilken danskerne befandt sig på, og hvor racismen var en fuldkommen selvfølge. Som hun skriver: ”Det var så indlysende, at man slet ikke hæftede sig ved det eller brugte energi på i det hele taget, at europæerne virkelig var højt hævet over grønlænderne.”

Og hun undrer sig over og begræder, at begge etager, både den traditionelle og den moderne, som var nogenlunde intakte, da hun boede der, i løbet af blot en enkelt generation kunne gå til i druk og social armod – samtidig med at danskerhadet blussede op, blandt andet på grund af fødestedskriteriet, som blev indført i 1964, og som ramte inuitterne før alle andre.

Det er bogens styrke, at den lader de rene og fine erindringer være de bærende elementer og først efterfølgende perspektiverer, at den ikke forsøger at forklare. Som Anne Knudsen siger om sin fas-cination af antropologien, hvilket næsten kunne være en opskrift på hendes egen metode: ”Den bekræftede intellektuelt, hvad jeg havde lært med lidenskab og lidelse, erfaret på min egen krop.”

Og det er da også det levende og lille liv i et forsvundet Grønland, der for alvor fascinerer under læsningen – at Anne Knudsen formår at give det personlige perspektiv, er blot en ekstra gevinst.