Prøv avisen
Film

Et lille lys i underverdenens mørke

5 stjerner
Elliott Crosset Hove er et af dansk films mest interessante ansigter. Her som det altopslugende midtpunkt i ”Vinterbrødre”. – Foto: Maria Von Hausswolff

”Vinterbrødre” er enestående. En ubesmittet kunstnerisk vision manifesteret i lyd og billeder

Islandske Hlynur Pálmason spillefilmsdebuterer med den danskproducerede ”Vinterbrødre”. En unik undersøgelse af maskulinitet, vold og kærlighed. Elliott Crosset Hove (”Forældre”) er filmens altopslugende midtpunkt som eskapisten Emil. Han strider sig igennem dagene i et kalkbrud sammen med sin storebror Johan (Simon Sears fra ”Herrens Veje”).

Emil stjæler kemikalier på fabrikken for at fremstille og sælge hjemmebrændt, som gør den barske hverdag under jorden tålelig for kollegerne. Emil står uden for fællesskabet. Søger det heller ikke. Han er tilsyneladende en nærmest underjordisk skabning, men også han ønsker sig lys og kærlighed. Han fortaber sig i barakbyens eneste kvinde, den bly Emma (Victoria Carmen Sonne), der dog ender i sengen med den mere tilgængelige Johan. Det er plottet i ”Vinterbrødre”, men filmen er uendeligt rigere.

Et så fabelagtigt fortolkende kameraarbejde, som Maria Von Hausswolff leverer, gør det spinkle skelet i ”Vinterbrødre” til en massiv beretning. Om brødrene Emil og Johan og om vold og overlevelse i et barskt miljø, hvor minens trøstesløshed opsuger alt sollys – også over jorden.

Den brutale maskulinitet og råhed udforskes hos mændene i kalkbruddet (filmet i Faxe) i den brutale arkitektur og den snedækkede skov. Alt er gråligt, beskidt, fordi kalken maser sig ind i alle menneskelige og menneskeskabte sprækker. Kalkbruddet ligger som en dyne over filmen, og den underjordiske tone af hårdt arbejde og overlevelse kryber ind under huden.

”Vinterbrødre” er derfor mest af alt en stemning skabt af et hold med en beundringsværdig sensibel indstilling til både mennesker og filmmediet.

Mændene går gennem de mørke gange som et pertentligt koreograferet balletkompagni af brutale dansere med de febrilske pandelamper som eneste vidne om selvstændigt liv. Maskinerne hamrer, og i en stor del af filmen kan vi ikke høre ordene. Stemmerne fortoner sig i mørket. Bliver slugt af tuden og horn.

Lars Halvorsens lydside er som et langt skurrende og skånselsløst rekviem. Men egentlig er ”Vinterbrødre” ikke kun en mørk film. I volden er der glimt af kærlighed og en næsten andægtig hengivelse til tingenes tilstand. Og i Elliott Crosset Hoves præstation gemmer sig en spirende livslyst, en manglende overgivelse til mørket. Som en kapsel af forsoning inde midt i ”Vinterbrødre” er der en scene, hvor Emil tryller for Emma. Hoves aparte ansigt åbner sig i smil, livsglæden bobler. Senere slår elskovsbranden ud i fysisk vold mellem brødrene, men volden ender som en forvrænget kærlighedserklæring.

Den mørke klaustrofobi fra kalkbruddets indre spejler sig i de barakker, brødrene bor i. Minen bliver et mikrokosmos for en maskulinitet, der ikke er socialiseret af hverken nips eller varme frokoststuer. Der er derfor noget oprindeligt, noget ukonstrueret over ”Vinterbrødre”, hvor kvinden bliver en påmindelse om varme midt i vinterkulden.

Vi ser oftest Emma som en spejling. Mest indtagende i en beskidt rude, hvor de snedækkede træers lange tynde arme blander sig med hendes spæde kvindelighed. Træerne og skelettet smelter sammen. Naturen og mennesket bliver et. Det er uendeligt smukt.

”Vinterbrødre” kæler ellers ikke konventionelt for øjnene, men tillader sig alligevel en række tableauer, hvor Faxe Kalkbrud bliver indtagende skøn. Det er ikke en ”trash”-æstetik, ikke fabriksromantik, men en rå og symmetrisk verdensanskuelse. ”Vinterbrødre” er ikke en uopnåelig kunstfilm, men en kunstnerisk film, der måske ikke umiddelbart appellerer bredt, men burde gøre det.

Se traileren til "Vinterbrødre" herunder