Det første, der springer i øjnene, når man ser Christen Købkes ”Portræt af landskabsmaler Frederik Sødring”, er den lille, intenst røde æske. Jeg var helt ung og på besøg fra Jylland, da jeg så maleriet for første gang. Det er et af de billeder, der står klarest i min erindring. Jeg husker intensiteten, farverne og følelsen af at standse op og tænke: ”Hov, hvad laver den der meget røde æske på bordet?”.
Selvom det ikke er et særlig stort billede, er det enormt magtfuldt visuelt. Det suger ens øjne til sig, så man ikke bare kan gå forbi det.
Billedet er et venskabsportræt malet af Christen Købke, en af vores mest kendte guldalderkunstnere, og forestiller hans kollega Frederik Sødring. Det er et skønt og meget tindrende portræt. Noget af det, der gør værket så stærkt, er Købkes arbejde med farverne. Det er overordnet holdt i afdæmpede nuancer: de mørkeblå bukser, den grålige brokadevest, den lyse skjorte og de hvidmalede fløjdøre. Men små, skarpe kontraster fanger øjet: den røde æske på bordet, de rødmende kinder og let blussende ører, det røde i det stribede betræk og de meget klare farver på paletten.
Malerisk er det et suverænt billede. Se bare, hvordan han har malet stoffernes teksturer og folderne i tøjet, så man næsten kan høre for sig, at han bevæger sig på stolen. Frederik Sødring sidder nærmest skødesløst henslængt med paletten i hånden, og vi får fornemmelsen af at have forstyrret ham midt i arbejdet.
Gå på opdagelse i billedet
Maleriet fremstår som en øjebliksskildring og giver en illusion af umiddelbarhed og intimitet, men det er samtidig et gennemkomponeret billede, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Sødring danner en diagonal i billedet, sidder lidt skråt og parallelt med malerstolen, som står lænet op ad maleriets ramme. Det er tydeligt, at han er i færd med at male, men i spejlet kan vi kun ane en lille flig af det, han maler. Købkes måde at vise noget og tilsløre andet pirrer vores nysgerrighed og taler til vores måde at sanse på.
Jeg har altid holdt af 1800-tallets kunst og har skrevet afhandling om landskabsmaleri i 1800-tallet. I virkeligheden burde jeg jo have valgt et landskab, men jeg kan ikke komme uden om det her maleri. Når jeg ser på det, ser jeg et portræt af flere ting: et portræt af et menneske og en kunstner, men også et portræt af to kunsttraditioner, som man blandt andet ser i skitserne på væggen; den italienske kunsttradition i højre side med skitser af antikke ruiner og klassiske bygninger og den hollandske kunsttradition i venstre side med studiet af en ko. Paletten, den transportable malerstol og skitsebøgerne på konsolbordet varsler samtidig en helt ny kunstnerisk dagsorden.
Købke tilhørte guldaldermalerne, som var med til at knæsætte et nyt ideal i kunsten. De forlod atelieret og malede motiverne, hvor de mødte dem i virkeligheden. De blev optaget af at se motiverne med deres egne øjne og gennem kunsten oversætte indtryk fra virkeligheden. Hvor historiemaleriet tidligere dominerede med bibelske motiver eller motiver fra store græske tragedier, maler Købke her en hverdagsscene. Det åbner en lille, intim verden for os og viser en begyndende interesse for at skildre det nære.
Med friluftsmaleriet opstod der også en ny bevidsthed om farver og lys. Man gik fra atelierets gyldenbrune toner til at få dagslyset ind i værkerne. Man ser det både i billedets klare lys og i den palet, Sødring sidder med i hånden. Farverne fremstår ublandede, friske og rene.
Det er et værk, som er i dialog med de kunsthistoriske traditioner, Christen Købke er skolet i, men samtidig peger fremad mod en ny kunstnerisk virkelighed. Det er et portræt af et menneske, men samtidig et portræt af, hvad det overhovedet vil sige at være kunstner.