Younes bor på Nørrebro i København, læser på CBS og går i byen hver weekend, går på uforpligtende dates, drikker og ryger hash. Han begynder at se syner. Det starter med en grøn orm i nakken på en skaldet mand, men gradvist udvikler det sig og bliver for meget. Younes er forvildet, kan ikke finde en retning. Han får en kæreste, han har venner, er intelligent, på mange måder kører det for ham. Han sender en jobansøgning, straks han er færdig med at studere, og han får jobbet. I den forstand burde alting være godt, livet er faldet i hak for ham.
Alligevel er det, som om der mangler noget, en retning, et indhold, Younes kan ikke sætte fingeren på, hvad det er. Så han begynder at søge, og han finder frem til et religiøst fællesskab i Københavns Nordvestkvarter, hos sufi-præsten Rabia, der inviterer Younes ind i sin progressive og inkluderende menighed og hjælper ham med at finde en form for mening:
”Min angst var forsvundet og jeg blev fyldt med kærlighed, kærlighed til Allah. En boble sprang og så skete det. Jeg troede, jeg troede på Allah. Han fandtes og det var en fantastisk følelse. Jeg var overvældet og begyndte at råbe ’Jeg tror, jeg tror, endelig, jeg tror. Jeg underkaster mig, Rabia, min tro er ren!’ Jeg var ekstatisk, fuld af kærlighed til Allah.”
Younes er hovedperson i Jamal Bendahmans debutroman ”Ash-Shaheed [Vidnet]”, der udkom tidligere på året. Ligesom en række andre nyudgivelser i disse år trækker ”Ash-Shaheed [Vidnet]” det religiøse helt ind i centrum af skønlitteraturen – på en ny og hidtil uset måde.
En række yngre forfattere såsom Jamal Bendahman, Jonas Rolsted, Lea Marie Løppenthin, Cia Rinne og Duncan Wiese har nemlig det tilfælles, at de trækker på det reservoir af temaer, karakterer og fortællinger, som religioner udgøres af, og fletter dem ind i værker, der hverken kan siges at være specielt religiøse eller religionskritiske. Det handler snarere om at bruge religiøse fortællinger til at afsøge nogle eksistensvilkår for det senmoderne menneske. Eksistensvilkår, der, når de bliver skildret ved brug af mytologiske figurer og fortællinger, viser sig at række på tværs af tider og steder og være desto mere almenmenneskelige.
Man kunne kalde det for en slags genfortryllelse af den stærkt realistiske litteratur, der har domineret op gennem det 20. århundrede. En krydsning og sammensmeltning af litterære traditioner, der tydeligvis har en hel del at tilbyde hinanden.
Dét interessante sammenstød kan man opleve i Duncan Wieses debut, ”Tityrus”, der udkom tidligere på året og har genrebetegnelsen pastoraler – hyrdedigte. Bogen skildrer den unge hyrde Tityrus’ ankomst til et København, der fremstår både højst moderne og højst arkaisk på samme tid.
Navnet Tityrus har rod i den antikke græske mytologi og blev anvendt af den romerske digter Vergil i hans pastoraler fra det første århundrede før kristi fødsel. Hos Wiese skaber sammenstødet mellem det mytologiske pastorale-univers og en senmoderne tilværelse som ungt menneske, der bakser med parforholdsproblemer, både komik og fremmedgørelse:
”Lægen ligger og sover under dobbeltdynen/Tityrus lægger sig på fåreskindet i stuen//Tiryrus søger jobs på Jobnet/der er ingen stillinger som hyrde/Tityrus søger receptionistjobbet//Han vil vogte papirerne som geder/avle aftaler/plukke kuglepenne og hviske/en beroligende sang//Hvorfor banker dit hjerte sådan Tityrus?”
Mens Wiese altså trækker arkaiske elementer ind i nogle senmoderne rammer, gør Jonas Rolsted det modsatte i værket ”Organe Remain”, der udkom sidste år. Her gendigter Rolsted Koranens fortællinger om Jesus som barn og ung mand. Universet er altså mytologisk, men ved at skildre Jesus – og forældrene Maria og Josef – helt ned i konkrete hverdagsdetaljer, som mennesker af kød og blod, bliver de gjort noget nær almindelige.
Rolsted skildrer dem som mennesker med refleksioner, problemer, familie- og venne-relationer, præcis som alle andre. Han skriver med andre ord om Jesus, Maria og Josef, som man kunne have skrevet om næsten hvem som helst.
Eksempelvis her, hvor Josef har Jesus med på arbejde, og barnet nysgerrigt stiller spørgsmål:
”Har du altid vidst at du ville tjene Herren som tømrer?/Det er mest bare for at tjene penge./Hvorfor blev du ikke garver?/Han prøvede også at lære mig håndværket./Men jeg var ikke specielt god til det./Hvorfor taler du egentlig til Mariuija som du gør?/Josiujef drejer hovedet og ser på Jeiujsus./Hvis Herren ikke bygger huset arbejder bygmestrene forgæves./I stedet for at velsigne mit hus som en frugtbar vinstok pløjer hun min ryg og mit ansigt.”
Selv i myterne havde folk altså knas i deres parforhold, og de havde observante børn, der så det og bekymrede sig om det. I ”Organe Remain” er det så bare Herren, der er Josefs helt urimelige konkurrent som Marias fortrolige, og Jesus er udspændt mellem alle sine forældre – næsten som et moderne skilsmissebarn.