Et liv genoplevet i erindringen

Birgithe Kosovic skriver fremragende og klogt om et menneske, der har mistet alt og set sit land i borgerkrig

Birgithe Kosovic har jugoslavisk baggrund, og det er hendes egen families historie og Jugoslaviens historie, der er udgangspunktet for fiktionen. --
Birgithe Kosovic har jugoslavisk baggrund, og det er hendes egen families historie og Jugoslaviens historie, der er udgangspunktet for fiktionen. --. Foto: Isak Hoffmeyer.

Det er 11 år siden, Birgithe Kosovic sidst har udgivet en roman. 11 år er gået med at samle stof, gøre sig overvejelser og finde en passende form.

Jeg kan ikke sige andet, end at forfatterens tålmodighed og omhyggelighed nu bærer de skønneste frugter. Det er intet mindre end en fremragende skrevet, dybt indsigtsfuld og ligefrem rystende roman, Birgithe Kosovic overdrager til den danske læseverden.

Kosovic er datter af et dansk-jugoslavisk par, og det er ifølge forlagets pressemeddelelse hendes families historie og Jugoslaviens historie, der er udgangspunktet for fiktionen. Et enkelt sted i romanen optræder familienavnet Kosovic da også. Vi må i Danmark være taknemmelige over at få historier om og fra det tidligere Jugoslavien serveret på en så levende, nærværende og berigende måde, som det er tilfældet her. Historien selv er ikke videre behagelig, den er snarere grum og afskyvækkende. Det er dog ikke af selvplageri, man læser romanen med tilbageholdt åndedræt, men snarere fordi den indeholder historien om et menneskes voldsomt dramatiske liv på godt og ondt.

Romanens fortæller er den aldrende mand Milovan, der er flygtet fra borgerkrigen i Kroatien til det fredeligere Hercegovina.

Han er flygtet alene og går alene rundt på øde steder, mens erindringerne om hans liv vælder ind over ham. På romanens første side får Milovan et brev tilsendt, hvori det meddeles, at hans kone igennem 30 år er faldet om på badeværelsesgulvet og fundet død. Milovans kone, Frane, og hans søn, Tomislav, valgte at blive i Kroatien, dengang Milovan flygtede fra krigen. Skyldfølelsen over at have efterladt sin familie og ikke mindst uvisheden om, hvorvidt de nåede at tilgive ham for hans egoistiske opførsel i perioden op til krigens udbrud, plager hans sind. Hans erindringer om det passerede vender uundgåeligt tilbage, og de falder sammen med romanens forløb:

"Mens han stod og så ned over parkeringspladsen og hørte stemmerne fra dengang, fornemmede han, at ting fortsætter, selv længe efter at de er forbi, og at begivenheder begynder, allerede før de har fundet sted – at der ikke eksisterer nogen lukket tid, kun ét langt flydende nu, der omfatter al tid."

Det afgørende spørgsmål for Milovan er, om han kan tilgive sig selv, for det han har gjort mod sin familie?

Med Henrik Ibsens berømte ord så holder Milovan dom over sig selv og sit liv. Det er måske en kende sent, at Milovan gør sig moralske overvejelser, på den anden side skåner han ikke sig selv.

"Det dobbelte land" henviser ikke bare til Jugoslaviens splittelse, det henviser også til Milovans selvbillede. Han er både den, han er, og en fremmed for sig selv. Hvis disse to sider ikke kan forenes, hvordan kan han så leve videre med dem uden at gå til grunde? Det er romanens tilbagevendende tema.

Hvad Milovan har gjort, og hvilke grunde han havde til at gøre dette, skal ikke afsløres her. Det overlades trygt til den nysgerrige læser. For selvfølgelig er dette en roman, man ikke skal tøve et sekund med at læse!

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Birgithe Kosovic: Det dobbelte land. 264 sider. 299 kroner. Gyldendal.